THE SERPENT er en Netflix-miniserie om seriemorderen Charles Sobhraj. Vi er altså ude i true-crime, hvor der heldigvis også er fokus på ofrene. De otte afsnit er let og hurtigt set, da den er ekstremt medrivende. Læs vores fulde The Serpent serieanmeldelse her!

THE SERPENT er en ny Netflix-miniserie om seriemorderen Charles Sobhraj. Det er vurderet, at han har mindst 12 ofre på samvittigheden. Eller rettere, det har han sikkert ikke, da han ikke lider af den slags. En samvittighed, altså. Han er heller ikke en seriemorder i den konventionelle forstand, men det vender vi tilbage til.

Vi har set alle otte afsnit i miniserien til denne anmeldelse. Det var næsten umuligt ikke at gøre, når først man kommer i gang. Det er en meget “binge-worthy” serie, der nemt kan sluges på en gråvejrsdag. Den er dog også ret brutal, så det skal man naturligvis være klar på.

Læs videre på vores The Serpent serieanmeldelse herunder, og find den på Netflix nu.

 

Seriemorder ad omveje

Selvom Charles Sobhraj helt klart er seriemorder, så er han en ganske anderledes type end dem, vi normalt tænker på som seriemordere. Han slår ikke ihjel af lyst på nogen måde. Derimod er hans ofre “bare” i vejen og skal fjernes, hvilket altså (ret ofte) resulterer i, at de dræbes.

Helt grundlæggende er det deres penge (og andre værdigenstande) samt deres pas, han er ude efter. Vi er primært i Thailand i The Serpent, og historien udspiller sig primært i 1970’erne. Her bruger Charles Sobhraj de stjålne pas til at indsætte sit eget billede og rejse tværs over grænser på “undercover” vis.

Dermed har han indbygget et alibi, når han stjæler og myrder i andre lande; “Jamen, jeg har jo ikke engang forladt Thailand.” Han er dog ekstremt grådig og arrogant, så han fortsætter ret længe og får mange fjender hen ad vejen, hvilket er med til at opbygge en sag mod ham.

Desuden har han et indædt had til hippier, der jo ofte rejser rundt i Asien og har godt med penge med hjemmefra. Han bliver venner med dem, og derefter bliver det hurtigt vendt til en ganske anden situation. Den slags hvor han stjæler alle deres ejendele og tager deres liv.

Faktisk sørger han for, at de bliver syge (han putter noget i deres drinks), hvorefter han “hjælper” dem, og så slår han dem ihjel. Lige magten over disse stakler i perioden, fra han får dem i sin magt, til han vælger, at (eller om) de skal dø, er dog klart noget, han nyder.

Fantastiske præstationer

Titelrollen som Charles Sobhraj (der faktisk bruger aliaset Alain Gautier i de fleste afsnit i serien) spilles helt blændende af Tahar Rahim. Han er kold og kølig på en ekstremt troværdig måde, og nu glæder jeg mig endnu mere til at se ham i The Mauritanian. Han er da også allerede nomineret til en Golden Globe for dén præstation.

Hans præstationer her i The Serpent kunne også klart byde på mange priser. Miniserien er i øvrigt produceret sammen med BBC, der viste den før Netflix. Som hans kæreste og (mere eller mindre frivillige) partner ser vi Monique. Hun hedder i virkeligheden Marie-Andrée Leclerc, men de bruger aliaser i længere perioder.

Monique spilles af Jenna Coleman, der er mindst lige så fantastisk, som hun var i The Cry miniserien, der varmt kan anbefales. Selvom man kan have ondt af hende undervejs, er hun altså ikke uskyldig. Slet ikke mod slutningen af deres “karriere”.

The Serpent – Netflix anmeldelse

Baseret på en virkelig historie

Eftersom The Serpent miniserien på Netflix handler om virkelige hændelser, så er vi i true crime subgenren. Det er en genre der, meget passende, har fået en del kritik for ikke at respektere ofrene og i stedet bruge dem som underholdning. Dét synes jeg ikke, man kan klandre denne serie for.

Derfor var jeg også meget glad for at se den samme information inden hvert afsnit. Her står der meget tydeligt og ærligt, at selvom serien er baseret på virkelige hændelser, så er der ændret bl.a. navne for at beskytte ofrene. Derudover er det forfriskende, at de udpensler, at alt dialog naturligvis er fiktiv.

En lille ting, der betyder så uendeligt meget.

Husk endelig på, at selvom denne serie måske nok handler om seriemorderen Charles Sobhraj (eller Alain Gautier, som han gik under, da han myrdede), så handler den lige så meget om hans ofre og de mennesker der, mere eller mindre frivilligt, samarbejdede med ham. Derfor ser man også meget om ofrene samt dem, der jagter ham!

The Serpent – Netflix anmeldelse

Se The Serpent miniserien på Netflix

The Serpent er skrevet af Richard Warlow (skaberen af Ripper Street) og Toby Finlay (Dorian Gray fra 2009). De otte afsnit er instrueret af bare to instruktører. De første er intstrueret af belgiske Hans Herbots, mens de sidste fire er instrueret af Tom Shankland, der tidligere har instrueret på et væld af serier som House of Cards og Ripper Street.

Der er ikke meget galt med denne serie, hvor de otte afsnit fortæller historien kronologisk, men dog har mange flashbacks til at uddybe. Personligt er jeg især glad for at ofrenes historier også får godt med tid.

Derudover er der også et meget vigtigt fokus på noget andet. Diverse ambassadefolk forventer, at det thailandske politi bruger tid på at undersøge, om to forsvundne europæere måske er udsat for en forbrydelse. Imens dør deres eget folk i langt større antal, og de kæmper med at hjælpe flygtninge fra Vietnam. Et vigtigt emne, der også vendes.

Afsnit 8 slutter desuden med billeder af og opdateringer om de virkelige personer, denne serie er baseret på. De fleste af dem, der slap væk fra Charles Sobhraj (eller hjalp med at få ham fanget) endte heldigvis med at få gode liv. Ofte af den art, hvor de arbejder for andre menneskers rettigheder eller sikkerhed.

Huske endelig at få denne sidste del med, da det igen lige minder seeren om, at det altså er virkelig mennesker, vi ser.

The Serpent er ude på Netflix med alle otte afsnit fra den 2. april 2021.

Plot

Den nådesløse morder Charles Sobhraj, også kendt som Bikinimorderen, går efter vestlige turister i Sydøstasien i 1970’erne. Baseret på chokerende, virkelige hændelser.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg