What the Water Left Behind starter faktisk helt fint, da den virker som en skæv hyldest til en ikonisk gyser klassiker. Efterhånden som “plottet” skrider frem, bliver det dog tydeligt, at filmskaberne rent faktisk mener det helt alvorligt. Og det kan filmen slet ikke bære!

What the Water Left Behind minder mest af alt om en spoof på Texas Chainsaw Massacre. Oprindeligt virkede det mere som en hyldest og havde lækre kitschede momenter. Eller rettere, det troede jeg – og flere andre i publikum – tydeligvis, når vi sad og klukkede over flere scener.

Et oplagt eksempel er den rigtig stereotype scene med den pæne unge mand, der smider trøjen under den bagende sol og lige skal hælde vand ud over den muskuløse overkrop.

Men nej, der er ikke noget i What the Waters Left Behind, der er sjovt. I hvert fald ikke mod slutningen, hvor filmen pludselig skal tages meget seriøst. Desværre i takt med at både plot og karakterer bliver mere og mere irriterende.

En ægte gyser-bedstemor

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hurtigt bliver bitter, når en film smider alt sit eget potentiale væk. Og der var absolut gode elementer i starten af What the Waters Left Behind. En virkelig (u)lækker tankstation med det klammeste toilet, og nogle meget “alternative” personligheder, var med til at sætte stemningen.

Faktisk vil jeg holde fast i at “bedstemor”, der stod på tankstationen, er noget af det bedste i hele filmen. Hun er sateme intens og veksler perfekt mellem ynkelig og arrig. Det ville helt klart være Lin Shaye (Insidious-franchisen), der skulle spille hende i remaken!

Faktisk er flere af dem i familien Hewitt… nårh nej, de hedder jo sikkert noget andet. Men altså, dem, der er en direkte kopi af Texas Chainsaw Massacre familien, er faktisk alle ret underholdende. Generelt er de virkelig klamme, men det er ligesom også meningen, så point for det.

Til gengæld er alle de “almindelige” mennesker, der kommer til byen for at lave en dokumentar, generelt møgirriterende og/eller snotdumme!

What the Waters Left Behind

Kom nu videre, for fanden!

Der er et problem med plottet. Eller nej, der er flere problemer med plottet. Nogle af problemerne skal findes på klippegulvet, da der simpelthen mangler forklarende scener ind i mellem. Omvendt, så ønsker jeg ikke en længere spilletid. Det største problem er dog karaktererne, der er grotesk stereotype – og jo altså desværre ikke for sjov. Og så er der den ene mand, som man fra starten af ved, skal være en form for helt. Vorherre bevares.

*Mindre spoiler følger her* Hvis “redningsmanden”, som skal hjælpe en person, der er ved at blive voldtaget, gør det ved at liste sig frem, så er der fandme noget galt. Og når han så endelig formår at slå voldtægtsmanden ud, så lader han ham sateme blive liggende oven på det stakkels offer, der ligger bundet. Hold nu kæft mand, der var jeg altså lige ved at være den, der var skredet.

Men godt jeg blev, så jeg kunne få lov til at se “heltens” sad face. Jo jo, for dét var nemlig et studie i sig selv. Han skubbede simpelthen underlæben ud som en lille barn, der ikke får sin vilje, mens han virkelig forsøgte at lægge ansigtet i de rigtige folder.

Og så var der lige de musikalske indslag. Lydniveauet for disse var ekstremt højt, og musikken virkede ofte lige lovlig heftig til scenerne. Altså, selve musikken var fin nok, men der gik lidt vel meget musikvideo i den. Ikke overraskende var det en af de to Onetti brødre, der stod bag musikken. Dermed blev What the Waters Left Behind lige brugt som hans musikplatform også.

What the Waters Left Behind

Potentiel fest i hjemmebiografen

Som kort nævnt ovenover, så er det Onetti brødrene, Luciano og Nicolás, der står bag What the Waters Left Behind. De er både instruktører og manuskriptforfattere, mens Luciano har stået for musik og klipning. Og her kan man så lære, at musikeren ikke skal klippe filmen, med mindre man ønsker, at musikken til tider skal overtage filmen.

Lige så interessant første halve time lod til at være, lige så åndssvag var den sidste halve time. Sjældent er potentialet for at skabe en (bare lidt) nyskabende hyldest endt i så kedeligt rod. Der var da også mange i salen, der efterhånden sukkede så tungt, at man næsten kunne høre, hvordan de også rullede med øjnene. Og jeg forstår dem virkelig.

Man kan ikke vinde hver gang, og dette var eneste “flop” for os til årets Blodig Weekend. Når det så er sagt, vil der helt sikkert være et publikum, der vil elske What the Waters Left Behind.

Den har helt sikkert også potentiale til at være en festlig fornøjelse, hvis man ser den i hjemmebiografen. Især hvis man kombinerer den med en lille drikkeleg – f.eks. når man gætter handlingen på forhånd. Men pas på, for er du garvet gyserfan, så skal du til udpumpning, inden rulleteksterne løber over skærmen.

De fleste gyserfans vil dog kunne hygge sig godt i selskab med What the Waters Left Behind, hvis bare de ved, hvad de går ind til. Og det gør I forhåbentlig nu; En dårlig argentinsk kopi af Motorsavsmassakren, der dog er lavet af nogen, der tydeligvis elsker gysergenren.

Du kan se What the Waters Left Behind på Blockbuster.dk her >

FAKTA

Biografpremiere: 15. april 2018 (Blodig Weekend)
VOD-premiere: 16. april 2018
Genre: Horror
Instruktør: Luciano Onetti, Nicolás Onetti
Medvirkende: German Baudino, Paula Brasca, Mirta Busnelli

Resumé
En samling unge mennesker er ved at lave en dokumentarfilm om et stykke land, der er blevet ryddet for beboere efter en konsekvent oversvømmelse har fundet sted. Med sig har de en af de overlevende, der skal vise dem rundt i det våde ødeland. Hvad de ikke har regnet med er, at der stadig er en enkelt bosat familie i området, der nok er trætte af besøgende, men som også har fundet en måde at fornøje sig med dem.