Hvilke gyserfilm skal du se til Jul? Vi har udvalgt nogle af vores favorit-julegyserfilm – og ikke bare de sædvanlige klassikere. Så måske du kan finde inspiration til uhyggelige julefilm på listen her.

Vores liste over gyserfilm til julen byder på lidt andre titler end de sædvanlige klassikere såsom Black Christmas og Silent Night, Deadly Night. Mange ser også Gremlins (1984) i juletiden, og den kunne i realiteten også godt være kommet på listen.

Men vi har prøvet at komme med nogle bud på nogle lidt mindre kendte julegyserfilm.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af julegyserkomedien THERE’S SOMETHING IN THE BARN >

Se vores liste over alternative gyserfilm til jul nedenfor.

BETTER WATCH OUT (2018)

I en stille forstadsby må en babysitter forsvare en 12-årig dreng mod fremmede, der forsøger at bryde ind i huset. Men de opdager hurtigt, at dette bestemt ikke er et almindelig indbrud.

Better Watch Out er en slags Alene Hjemme – bare med dødelige konsekvenser!

Kan streames på SkyShowtime og Allente eller købes/lejes på diverse streamingtjenester.

Better Watch Out

THE TOWER (2012)

En julefest i et højhus tager en frygtelig drejning, da der udbryder brand. 108 mennesker er fanget i bygningen, og brandmændene kæmper en ulige kamp mod det rasende flammehav.

The Tower er en krydsning mellem Die Hard og Det tårnhøje helvede!

Kan lejes eller købes på SF Anyways eller på DVD.

The Tower (2012)

RARE EXPORTS: A CHRISTMAS TALE (2010)

Et geologisk videnskabshold støder på julens hemmelighed under den frosne jord i de nordfinske bjerge. Men da det går op for drengen Piatari og hans far, hvilke uoverskuelige konsekvenser en granskning af julemanden kan få, rotter de sig sammen med to skydegale naboer og indleder et kapløb mod tiden for at forhindre udgravningen af selve julens dna.

Rare Exports er en gyserfilm for hele familien!

Kan ses på Filmstriben eller købes/lejes på diverse streamingtjenester.

Rare Exports: A Christmas Tale

DEAD END (2003)

Juleaften. Frank Harrington er på vej til sine svigerforældre med sin familie og beslutter sig for at prøve en genvej for første gang i 20 år. Det viser sig at være den største fejltagelse i hans liv.

Dead End er en lille perle af en gyserfilm med Lin Shaye og Ray Wise, og så har den masser af uhygge.

Kan købes på DVD.

Dead End (2003)

INSIDE (2007)

Den gravide Sarah mister sin mand i en bilulykke. Nogle måneder senere nærmer fødslen sig, og i stor sorg beslutter Sarah at blive alene hjemme juleaften. En fremmed klædt i sort banker på døren og insisterer på at komme ind!

Inside med den originale titel À l’intérieur er fransk horror, når det er mest brutalt. Hvis du er gravid, skal du nok springe denne film over!

Kan lejes eller købes på Blockbuster og SF Anytime eller på DVD.

Inside (2007)

SILENT NIGHT (2021)

En gammel vennegruppe samles for at fejre jul i landlig idyl. Men aftenen, som skal være det glædesfyldte højdepunkt, der markerer slutningen på året, tager pludselig en uhyggelig drejning.

Silent Night (2021) er ikke den typiske gyserfilm, men nærmere et psykologisk, apokalyptisk jule-drama om, hvordan man fejrer den sidste tid, inden hele klodens befolkning dør!

Kan ses på Filmstriben eller lejes/købes på diverse streamingtjenester.

Silent Night (2021)

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg