SAINT MAUD er en psykologisk gyser, der nu endelig udkommer i de danske biografer. Det er en grum omgang, der bestemt sætter sine spor i publikum. Især sidste scene bør brænde sig fast på nethinden. Læs vores Saint Maud anmeldelse her!

5 6

SAINT MAUD er en psykologisk gyserfilm, der udkommer i de danske biografer, og dét skal du være glad for, hvis du er til genrefilm. Vi turde slet ikke håbe på, at denne lille perle af en gyserfortælling ville udkomme i de danske biografer, men 2020 har budt på mange overraskelser.

Denne film er dog absolut en af de rigtig gode, uventede ting! Det er lidt af en slowburner, da den er karakterbaseret, men det er film som Misery trods alt også. Og nej, vi er ikke ude i en lignende fortælling, selvom denne film også byder på en patient-hjælper relation.

Læs videre på vores Saint Maud anmeldelse herunder.

Morfydd Clark er perfekt til gys og gru

Du skal se filmen både for historien og skuespillet. Dog kommer vi ikke udenom, at historien er dybt afhængig af, at skuespillerne kan levere varen. Især da filmen er så karakterbåret og ikke har meget andet til at drive plottet frem.

Titelrollen som Maud spilles af Morfydd Clark, der er intet mindre end genial. Det er en kræftpræstation, der suger alt opmærksomhed til sig og efterlader publikum med en higen efter at vide mere om hende. Dette er hendes første egentlige hovedrolle, og den beviser i dén grad, at hun kan klare dette ansvar!

Morfydd Clark har tidligere været med i Pride and Prejudice and Zombies (2016) samt tv-serien Dracula, hvor vores egen Claes Bang havde titelrollen. Vi kommer da også snart til at se mere til hende, da hun lige nu er ved at filme Amazon Prime tv-serien The Lord of the Rings.

Den anden primære karakter i Saint Maud spilles af Jennifer Ehle, der bestemt også er i hopla og leverer en diametral modsætning til Morfydd Clarks portræt af Maud. Jennifer Ehle har tidligere væres med i film som danske Anders Walters I Kill Giants (2017) samt The Wolf Hour (2019).

Saint Maud – Anmeldelse

En helt genial afslutningsscene!

Saint Maud er til dato en af de film, der har efterladt et af de mest solide aftryk – især filmens sidste scene er en solid mavepuster, der brænder sig fast på nethinden.

Selve historien i denne gyserfilm er da også på mange måder en grum omgang. Det er dog på mere af en “hverdagsmåde”, da den især handler om menneskets natur og de regler og begrænsninger, vi kan sætte for os selv. Samt, ikke mindst, hvordan disse valg og regler kan skade både en selv og andre!

Man føler sig næsten lidt beskidt, når man har set denne film, da man oplever et menneske i rent forfald.

Se Saint Maud i de danske biografer

Rose Glass har både skrevet og instrueret Saint Maud, der oven i købet er hendes spillefilmsdebut. Hun har tidligere lavet en række kortfilm – senest et segment til gyserantologien A Moment of Horror fra 2015.

Vi var så heldige, at se filmen for et år siden til AFI Fest i Los Angeles, hvor instruktør og manuskriptforfatter Rose Glass var til stede. Hun fortalte dengang, at én af scenerne i filmen faktisk er inspireret af virkelige hændelser. Uden at spoile kan jeg vist godt afsløre, at det er en scene med førstehjælp, der ikke går helt efter hensigten.

Der bruges generelt ikke mange special effects i Saint Maud, da uhyggen oftest kommer, når vi oplever verdenen gennem Mauds øjne. Hun vil så gerne hjælpe sin døende patient, Amanda (Jennifer Ehle), så hun kan komme i himlen. Det er med en oprigtig kærlighed, at hun gør dette, men hendes midler helliger på ingen måde målet.

Hvis du er til psykologiske gyserfilm, hvor du både vil forarges, chokeres og overraskes, så er Saint Maud helt sikkert et godt bud på dette. Den er faktisk ret fantastisk og ikke en film, vi normalt ville få chancen for at se i de danske biografer, så slå endelig til nu!

Saint Maud har premiere i de danske biografer den 26. november 2020.

FAKTA

Biografpremiere: 26. november 2020
Genre: Horror, Drama
Instruktør: Rose Glass
Medvirkende: Morfydd Clark, Jennifer Ehle, Turlough Convery, Lily Knight, Lily Frazer

Plot

Saint Maud handler om Maud, en nyligt hengiven hjemmehjælper, der bliver besat af at redde sin døende patients sjæl. Men uhyggelige kræfter og hendes egen syndige fortid truer med at sætte en stopper for hendes hellige kaldelse.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.