ALTERED CARBON sæson 2 er nu ude på Netflix. Det er primært nye skuespillere med Anthony Mackie i hovedrollen som Takeshi Kovacs. Dog er der også en række kendte ansigter – vigtigst af alt Poe. Læs vores Altered Carbon sæson 2 anmeldelse her!

Altered Carbon sæson 2 er ude på Netflix nu. Det primære cast er nyt – det skyldes selve plottet – og nu får vi Anthony Mackie i rollen som Takeshi Kovacs. I afsnit 1 ser vi, hvordan Mackie bliver den nye krop (eller “sleeve” som det kaldes) til hovedkarakteren Takeshi Kovacs bevidsthed (eller “stack”).

Læs også: Vores anmeldelse af Altered Carbon sæson 1 her >

Læs mere om Altered Carbon sæson 2 i vores anmeldelse nedenfor.

Fra sæson 1 recap direkte til sæson 2

Første afsnit af sæson 2 begynder med et opsummerende recap af Altered Carbon sæson 1. Du får altså lige en hurtig genopfriskning af historien fra første sæson. Det er bestemt også nødvendigt, eftersom der er gået to år (!) siden premieren på sæson 1.

Dog er en del elementer udeladt i opsummeringen af Altered Carbon sæson 1, hvilket betyder, at man får en god indikation af, hvor fokus kommer til at ligge i Altered Carbon sæson 2. Jeg var ked af at se, at mange tidligere karakterer var udeladt i deres recap. Det var nemlig nogle af de mere interessante.

I sæson 2 fanger historien mig ikke på samme måde, som sæson 1 gjorde. Jeg kan faktisk rigtig godt lide Anthony Mackie i stort set alt. Jeg elsker ham i Marvel-universet og i Black Mirror-afsnittet “Striking Vipers”. Desværre udnytter denne Netflix-serie ikke hans talenter til deres fulde potentiale.

Action-scenerne er flotte, men han er meget mere end en actionhelt. Jeg føler i hvert fald, at Joel Kinnaman havde mere at arbejde med i samme rolle i sæson 1. Han fik på mange måder mulighed for at komme dybere ind i karakteren. Nå, men vi får snart Anthony Mackie at se i thrilleren The Woman in the Window, så det ser jeg nu frem til.

Altered Carbon sæson 2 anmeldelse

Bare rolig, Poe er her stadig!

Mens hovedkarakteren, Takeshi Kovacs, nu primært bliver spillet af Anthony Mackie, så er der stadig nogle kendte ansigter fra sæson 1.

Vigtigst af alt får vi stadig AI-figuren Poe i præcis samme skikkelse som i sæson 1. Han blev spillet skønt af Chris Connor i første omgang, og da han er AI (kunstig intelligens), er der ingen grund til, at han skal se anderledes ud mange (30!) år senere.

For mig betyder Poe karakteren (og Chris Connors portrættering af denne), at jeg hurtigt følte mig “hjemme” i historien. Han er selvfølgelig lidt skadet efter slutningen af sæson 1, men det bliver integreret fint i plottet i sæson 2.

Derudover gør det meste af selve plottet ikke rigtig noget for mig. Det spændende univers er på en eller anden måde forsvundet lidt. Det føles endda lidt dovent og sjusket til tider. Et godt eksempel er karaktererne, der taler om noget, som kun én af dem burde vide noget om.

Når man sidder og tænker “Hov, hvordan kunne kan vide, at Taskeshi leder efter disse mennesker?”, så bliver man bare irriteret. Allermest fordi det ødelægger den bobbel, man sidder i, når en historie bliver fortalt. Man rives simpelthen ud af den fantasiverden, man forsøger at opbygge.

Blandt de mere spændende nye karakterer vil jeg dog gerne fremhæve dusørjægeren Trepp. Hun bliver perfekt spillet af Simone Missick (Luke Cage), og hun leverer nogle dejligt satiriske sætninger. Og så har hun en fantastisk kemi med Anthony Mackie – på en ikke-romantisk måde (heldigvis).

Altered Carbon sæson 2 anmeldelse

Se Altered Carbon sæson 2 på Netflix nu!

Altered Carbon sæson 2 består af 8 afsnit, så det er 2 færre end første sæson. De varer dog stadig omkring 45 minutter, så det er det samme som sidst. Hvis du kunne lide sæson 1, skal du selvfølgelig også se sæson 2. Jeg er dog ikke sikker på, hvordan seerne vil tage imod den.

Jeg ved, at jeg føler mig lidt skuffet lige nu, men det er nok mest fordi, noget af “magien” er væk for mig. Jeg elskede især humoren i første sæson, og denne anden sæson er mere dyster. Det er dog mere i forhold til action og vold end selve plottet. Og det er en skam.

Normalt elsker jeg, når noget bliver mørkere. Men her føles det som om, der mangler noget. Jeg bliver også nødt til at nævne cinematografien, som jeg ikke var vild med. Jeg lagde især mærke til dette i afsnit 2 af sæson 2. Der er så mange klip og forskellige vinkler under de mest simple dialoger.

Det ødelægger ens koncentration og fjerner fokus fra det, der fortælles. Og der er mange fakta og semi-ukendte ord, der bliver smidt omkring, så man skal være fokuseret. Det er ikke fordi, jeg hader sæson 2 – jeg er bare meget skuffet og ikke særlig vild efter at se sidste halvdel af den nye sæson…

Sæson 2 af Altered Carbon er ude på Netflix fra 27. februar 2020.

FAKTA

Skaber: Laeta Kalogridis
Medvirkende: Anthony Mackie, Chris Conner, Simone Missick, Lela Loren, Torben Liebrecht, James Saito, Will Yun Lee

Plot

Takeshi Kovacs vågner op i en ny krop 250 år efter sin død og opdager, at han er blevet vækket for at hjælpe med at løse mordet på en industrimagnat.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.