BLACK SUMMER sæson 2 er nu endelig på Netflix, og zombieserien fortsætter i et ekstremt brutalt spor. Der er faktisk ikke meget håb at spore. På mange måder er denne serie alt det, som The Walking Dead tidligere var. Det er ret fantastisk. Læs vores Black Summer sæson 2 anmeldelse her!

BLACK SUMMER sæson 2 på Netflix er zombie-serien, du skal se, hvis du savner de rå og brutale zombie-fortællinger. Den er ekstremt rå og voldsom, hvilket er tydeligt alene efter åbningsscenen, der er lavet som ét langt skud. Det er fantastisk, men næsten også lidt deprimerende, for der er saftsuseme ikke meget håb at spore nogen steder.

LÆS OGSÅ

Vores Black Summer sæson 1 anmeldelse her >

Bemærk, der er ikke noget sæson 1 recap, inden sæson 2 begynder. Det er heller ikke voldsomt nødvendigt, da fokus er på nye historier her i denne sæson. Alligevel kan det dog anbefales bare at se de tilgængelige trailere for sæson 1, hvis du vil mindes om, hvad der skete i de foregående afsnit.

Læs videre på vores Black Summer sæson 2 anmeldelse herunder.

Historien fortalt baglæns

Black Summer sæson 2 fortsætter som sagt i et ekstremt brutal spor. Der er faktisk ikke meget håb at spore, da der kun er få mennesker tilbage – og dem, man møder, er ofte psykopater. Det er trods alt dem, der har været villige til at gøre grumme ting, der stadig er i live nu.

For at gøre historiefortællingen endnu mere voldsom, fortælles historien reelt baglæns. Du vælter ind i en scene og ved ikke helt, hvad der foregår, men bemærker en meget trygget stemning. Senere får du så scenen før det, du netop har set. Nu giver det hele mere mening. Det er en baglæns kronologi og kan være kringlet, men alle afsnit er delt op med “titelkort”, hvilket hjælper.

Det er ren Memento (Christopher Nolan filmen fra 2000) og faktisk en ret dynamisk tilgang til historien. Den kræver fokus fra seerne, men er med til at holde én skarp. Jeg er fan!

På mange måder er denne serie alt det, som The Walking Dead tidligere var, da intensiteten stadig er bevaret her. Okay, jeg indrømmer gerne, at jeg faktisk var ret glad for de seneste afsnit af netop The Walking Dead, hvor historiefortælling (fremfor zombie skydespil-stilen) igen kom i højsædet. Til gengæld har Black Summer ikke skulle ændre stil for at bevare niveauet.

Black Summer: Sæson 2 – Netflix anmeldelse

Se Black Summer sæson 2 på Netflix!

I vores sæson 1 anmeldelse har vi allerede talt om skaberne og skuespillerne – og også i vores nyhed om at Black Summer-serien ville komme til Netflix. Derfor behøver vi vist ikke komme nærmere ind på dette her. Dog vil jeg gerne lige nævne, at Jaime King altså er voldsomt hardcore her i sæson 2. Ikke mindst efter de hårde lærestreger, hun fik i sæson 1.

Hvis du savner en ægte zombie-serie, hvor der er fuld knald på hvert afsnit, så er det Black Summer sæson 2, du skal kaste dig over nu. Zombierne er grumme og hurtige, men det er (som altid) menneskene, der er de rigtige sataner. Derfor er der ikke plads til bløde mennesker, der hjælper andre og ikke ønsker at dræbe.

Eller er der?! Det er ikke alle, der ønsker et liv, hvor man skal skade andre for at leve, men er der overhovedet andre muligheder? Det skal især Sun (Christine Lee) karakteren finde ud af. Rose (Jaime King) har nemlig besluttet sig for, at hun dræber, før hun vil lade nogen potentielt farlig komme for tæt på.

Vi har set de første tre afsnit (ud af 8) i denne sæson til anmeldelsen. Og ja, vi skal klart se resten, straks der er tid til det.

Alle 8 afsnit i sæson 2 af Black Summer kan ses på Netflix fra den 17. juni 2021 kl. 9.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.