CRIMES OF THE FUTURE er en ny sci-fi gyserfilm fra genremesteren David Cronenberg. Det er på mange måder klassisk Cronenberg – endda også ved, endnu engang, at have Viggo Mortensen i hovedrollen. Læs vores Crimes of the Future filmanmeldelse her!
CRIMES OF THE FUTURE er en sci-fi gyserfilm, der får premiere i de danske biografer. Man kan også kalde det en sci-fi thriller, som mange gør. Den dystopiske verden, hvor mennesker ikke længere kan føle smerte og derfor jager vilde følelser på anden vis, er som taget ud af en gyser.
Vi er da også ude i en film af David Cronenberg, hvilket nok skal dele vandene. Det er til tider en ret voldsomt visuel oplevelse, der – i helt klassisk Cronenberg-stil – nok skal chokere og vække afsky. Og ja, der er igen et dansk islæt i form af Viggo Mortensen, der igen-igen spiller hovedrollen i en film af genremesteren (og provokatøren) David Cronenberg.
Du kan læse videre på vores Crimes of the Future filmanmeldelse nedenfor. Filmen kan ses i de danske biografer fra 1. december 2022.
Det er visuelt og fysisk voldsomt
Med Crimes of the Future er vi (endnu engang) ude i en Cronenberg-film, der ikke kan udgå at have en fysisk påvirkning. Godt nok er det også visuelt fascinerende, men når man ser et menneske, der kæmper med eksempelvis at få en enkelt bid mad ned, så mærker man det hurtigt på egen krop.
Det er noget, Cronenberg er uhyggelig dygtig til, da det er nøglen til effektiv body horror, hvilket oprindeligt var hans speciale.
Folk skærer i hinanden og “leger” med kroppen på meget blodige måder i Crimes of the Future. Lige i dén henseende smager den en del af Crash fra 1996. Dengang var omdrejningspunktet voldsomme biluheld og de skader, det forårsager. Nu er vi ude i noget futuristisk kirurgi og andre måneder, hvorpå maskiner (af en ret organisk type) hjælper og “reparerer” på mennesker.
Filmen foregår i en verden, der både smager lidt af 1984, Blade Runner og V for Vendetta. Der er nogle magthavere og en mærkelig dyster verden, der både er overkontrolleret og helt ude af kontrol. Det betyder også, at folk bliver rebeller på højst usædvanlige måder.
Et lille, men stærkt, cast
Hverken spilletiden eller rollebesætningen er særlig omfattende, når det gælder Crimes of the Future. Glem alt om helaftensfilm eller et voldsomt stort cast. Godt nok er der ret mange skuespillere med, men det bliver på mange måder i de små og nære relationer (på alternative måder), selve historien udspiller sig.
Hovedrollen spilles reelt af Viggo Mortensen (The Road), men det betyder ikke nødvendigvis, at han har voldsomt meget skærmtid. Jo jo, han er klart hovedrollen, men det er mere denne verden, det handler om, end Saul Tenser (Viggo Mortensen) specifikt.
Som hans partner i sit liv, ser vi Léa Seydoux (No Time to Die) som Caprice, mens Kristen Stewart (Underwater) kommer på banen som Timlin, der er dybt fascineret af ham. Også Scott Speedman (The Strangers, You: Sæson 3) spiller en meget vigtig rolle som Lang Dotrice, der har opdaget en ny udvikling af menneskets natur.
Se Crimes of the Future i de danske biografer nu!
Det er som sagt den canadiske mester, David Cronenberg, der her vender tilbage til den subgenre, der sikrede ham nærmest kultagtigt status. Fra Scanners (1981) til Fluen (1986) og ti år senere videre til Crash (1996), så har David Cronenberg været en mester inden for genrefilm. Specifikt sci-fi baserede body-horror-film.
Det er nu fjerde Cronenberg-film, der har Viggo Mortensen i hovedrollen. Men alligevel første “klassiske” David Cronenberg-film, da de tidligere film har været mere thriller-drama fokuserede. Fra A History of Violence (2005) til Eastern Promises (2007) og seneste A Dangerous Method (2011), får vi nu Viggo Mortensen at se på en helt anden måde i Cronenbergs hænder.
Crimes of the Future er klassisk Cronenberg, så hvis du er til hans film, skal du endelig sørge for at se denne også!
Spilletiden er 1 time of 47 minutter, hvilket gik overraskende hurtigt. Ikke at det her på nogen måde er en tju-bang film. Faktisk er det mere slow-burn i tempoet. De uhyrligheder man ser får bare tiden til at gå hurtigt. 107 minutter med body horror, der reelt slutter meget brat, var alligevel også noget af en overraskelse.
Crimes of the Future har dansk biografpremiere den 1. december 2022.
FAKTA
Biografpremiere: 1. december 2022
Instruktør: David Cronenberg
Manuskript: David Cronenberg
Medvirkende: Viggo Mortensen, Kristen Stewart, Lea Seydoux, Scott Speedman, Lihi Kornowski, Don McKellar
Plot
Menneskeheden er begyndt at tilpasse sig sine syntetiske omgivelser gennem nye transformationer og mutationer. Den celebre performancekunstner Saul Tenser (Viggo Mortensen) og hans partner Caprice (Léa Seydoux) optræder med at fremvise Tensers indre organers spektakulære metamorfoser. En dag opsøges de af manden Lang Dotrice (Scott Speedman), der vil overtale dem til at bruge liget af sin døde søn i én af deres performances. Langsomt begynder Tenser og Caprice at forstå, at svaret på gåden omkring Tensers egne organers mystiske forvandlinger måske skal findes i den døde dreng.