FRESH på Disney+ er en ny gyserfilm, der begynder som en klassisk rom-com. Cirka 30 minutter inde i filmen går tingene helt galt på skræmmende vis. Det er ret genialt og vanvittigt underholdende. Læs vores fulde Fresh filmanmeldelse her!
FRESH er en ny gyserfilm, der udkommer på streamingtjenesten Disney+ under Star-sektionen. I den medvirker Daisy Edgar-Jones og Sebastian Stan. Filmen begynder som en klassisk rom-com af bedste slags, men det varer ikke længe. Pludselig skifter filmen kurs og bliver en gyserfilm, hvilket kun gør, at den rammer endnu hårdere.
Dette er en spillefilmsdebut fra instruktør Mimi Cave, og jeg kan slet ikke vente med at se, hvad hun byder på som det næste. Jeg elskede alt fra tonen og stilen i filmen til det fantastiske soundtrack. Jeg glæder mig faktisk allerede til at se den igen.
Jeg ville bare ønske, at jeg kunne se den igen for første gang, så nyd det, når du ser filmen den allerførste gang.
Læs videre på vores Fresh filmanmeldelse nedenfor, og find den på Disney+ fra 4. marts 2022.
Når rom-com bliver til horror!
Fresh har Daisy Edgar-Jones (Normal People) og Sebastian Stan (Captain America franchisen, The Devil All the Time) i de absolutte hovedroller. De er begge ret fantastiske og leverer solide præstationer. På hver deres måde.
Et lille tip herfra er, at du ikke skal læse noget om filmen, før du ser den. Du kommer kun til at spoile dig selv.
Det eneste vi vil afsløre er, at denne gyserfilm først rigtigt begynder efter ca. en halv time. Den starter ud på klassisk rom-com vis med to mennesker, der møder hinanden. Pludselig tager historien en drastisk drejning, og så er det ellers ren terror derefter. Med et stænk af gyserkomedie på vejen – men primært i dialogen.
En sjov detalje er også, at åbningsteksterne først løber over skærmen efter de 30 minutter. Nok fordi, at filmen først begynder sådan rigtigt dér. Som Steve (Sebastian Stan) siger, når Noa (Daisy Edgar-Jones) spørger ham, hvad der foregår: “You’re gonna freak out!”
Jeg ville så sandelig også have flippet ud, hvis jeg var i hendes sted, men som publikum til filmen var jeg i stedet lykkelig!
Se Fresh på Disney+
Som tidligere nævnt er dette spillefilmsdebut for instruktør Mimi Cave, der tidligere kun har lavet kortfilm og musikvideoer. Manuskriptet er skrevet af Lauryn Kahn, og jeg håber virkelig, at de to kommer til at samarbejde igen i fremtiden.
De smukke scener er skudt af filmfotograf Pawel Pogorzelski. Han filmede også de to geniale Ari Aster-gyserfilm Hereditary og Midsommar, så det burde give dig en idé om kvaliteten.
Prøv at undgå spoilers, for denne film kommer til at overraske dig et par gange. Sidste akt er ret vanvittigt og perfekt på mange måder.
Fresh fik sin verdenspremiere til Sundance Film Festival i januar 2022, og i skrivende stund har den flotte 7,0 på IMDb. Så må vi se, om det holder, når den nu får sin premiere på streamingtjenester rundt omkring i verden.
FRESH får premiere på Disney+ (Star-sektionen) den 4. marts 2022.
FAKTA
Instruktør: Mimi Cave
Manuskript: Lauryn Kahn
Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, Sebastian Stan, Jojo T. Gibbs, Andrea Bang, Dayo Okeniyi, Charlotte Le Bon, Brett Dier
Plot
Fresh følger Noa (Daisy Edgar-Jones), som møder den dragende Steve (Sebastian Stan) i et supermarked og – på grund af hendes frustration over dating apps – tager hun en chance og giver ham sit nummer. Efter deres første date falder Noa pladask for ham og accepterer Steves invitation om en romantisk weekend ude af byen, blot for at opdage at hendes nye elsker gemmer på nogle usædvanlige lyster.