LIMETOWN er en ny thriller-serie på C More med en yderst velspillende Jessica Biel i hovedrollen. Den blev oprindeligt frigivet via Facebook Watch. Her blev den desværre ret overset, og dét er en skam. Læs vores Limetown serie-anmeldelse her!

LIMETOWN er en ny serie på C More, og den byder på både sci-fi, mysterie, krimi og en del thriller-elementer undervejs. Serien blev oprindeligt produceret til, og vist på, Facebook Watch. Desværre fik serien aldrig meget opmærksomhed, og det er virkelig ærgerligt, da produktionsværdien er ekstremt høj og historien meget medrivende.

Vi har set de fem første afsnit til denne anmeldelse, og du kan se samtlige 10 afsnit på C More nu. Hvis hele serien var blevet frigivet som screeners til pressen, så havde vi helt sikkert set den i ét hug. Hvert afsnit varer lige omkring 30 minutter, så den kan snildt ses på en aften og er altså meget “binge-worthy”.

Læs videre på vores Limetown serie-anmeldelse herunder.

Equinox møder Homecoming

Ja ja, nu kører vi igen hele sammenligningsvinklen, men det ér altså svært ikke at blive mindet om både Equinox og Homecoming-serierne, når man ser Limetown. Og det er bestemt ment som en kompliment. Hele grundtanken og plottet fra Equinox minder ret meget om Limetown. Helt ned til det faktum, at de begge er baseret på en podcast.

Læs også: Vores anmeldelse af den danske Netflix-serie Equinox her >

Men… når vi dykker bare lidt dybere ned i historien, så er vi ude i noget ganske andet. Noget, der meget hurtigt minder om Amazon Prime-serien Homecoming, når den var bedst. Det er med andre ord en solid hybrid, der på alle måder er sin egen, men blot har virkemidler, du nok vil genkende. Eller måske bare få lidt deja vu af.

Præcis som i Equinox, forsvinder en masse mennesker. Her er dog tale om et helt lille samfund, der var bygget op omkring en banebrydende forskning. Det skal jeg dog ikke gå nærmere ind i her, da det er meget bedre at få afsløringerne i serien fremfor som spoilers her.

Limetown – Anmeldelse

Jessica Biel stråler i hovedrollen

Limetown er en serie, hvor vi får lov til at se Jessica Biel være både stærk og svag i rollen som Lia Haddock. En fascinerende og intens karakter, der ikke har haft et let liv, men brænder for det, hun laver. Oftest handler det om at jagte sandheden, da hun arbejder som journalist, men det er sjældent så enkelt, som det lyder.

Jeg har altid været glad for Jessica Biel. Lige fra The Texas Chainsaw Massacre remaken fra 2003 til The Sinner, hvor hun spillede hovedrollen i sæson 1 (2017). Og det er faktisk især med disse serier, at hun virkelig får lov til at brænde igennem som skuespiller.

Bevares, hun har da lavet masser af genreproduktioner gennem tiden. Fra The Tall Man til Total Recall-remaken (ja, endnu en genindspilning) samt filmen om genre-mesteren Hitchcock. Alle tre film udkom i øvrigt i 2012, så der havde Jessica Biel i dén grad travlt med promovering.

Forskellen fra mange af de tidligere film til disse nyere serier, som hun nu virkelig stråler i, er at hun selv er inde over som producer på serierne (og faktisk også på The Tall Man). Her er fokus væk fra, at hun primært skal være en “babe”. I stedet er hun et menneske med fejl og passion. Dét leverer Lia Haddock spandevis af i Limetown-serien.

Limetown – Anmeldelse

Se Limetown-serien på C More nu!

Zack Akers og Skip Bronkie er skabere på Limetown-serien, ligesom de stod bag det såkaldte “radio drama” (nu rebrandet som “podcast”), der ligger til grund for serien. Samtlige 10 afsnit er instrueret af Rebecca Thomas, der før dette havde instrueret på Stranger Things og det hedengangne Quibis When the Street Lights Go On.

Facebook Watch var som sagt de første til at vise (eller frigive) afsnittene i denne serie. Desværre blev serien ret overset på dén platform, der ikke ligefrem har været ude med den store promoveringsmaskine. Det resulterede da også i, at serien blev droppet efter denne ene sæson.

Måske den kan få nyt liv, når seere får øje på denne perle via andre platforme. Herfra er vi i hvert fald klar på mere fra dette univers.

Limetown består af 10 afsnit, der alle har premiere på C More den 21. januar 2021. Du kan også se serien på Facebook Watch her >

FAKTA

Skabere: Zack Akers, Skip Bronkie
Instruktør: Rebecca Thomas
Skuespillere: Jessica Biel, Stanley Tucci, Omar Elba, Sherri Saum, Alessandro Juliani

Plot

326 mennesker forsvinder sporløst i byen Limetown. 15 år senere vil journalisten Lis Haddock (Jessica Biel) finde ud af, hvad der egentlig skete. Hvorfor er der gange under byen, som ingen har benyttet? Hvad betyder en massegrav med grise? Hvem er blevet korsfæstet på byens torv og hvem tilhører den mystiske stemme, som pludselig kontakter Lis? En hårrejsende historie tager sin begyndelse.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.