Mama leverer fantastiske skuespilpræstationer og gode gys, men den er ikke uden fejl. Læs vores anmeldelse her!

Når Guillermo del Toro lægger navn til en film (denne gang som producer), så er mine forventninger som udgangspunkt skruet godt op.

Jeg forventer i hvert fald noget, der er underholdende og på en eller anden måde anderledes. Det synes jeg bestemt også, ‘Mama‘ leverer, selvom det ikke er uden en del fodfejl.

Filmen er instrueret af Andrés Muschietti, og dette er faktisk hans spillefilmsdebut. Han har tidligere lavet to kortfilm – men potentialet er lysende klart.

Manuskriptet er skrevet af Barbara og Andrés Muschietti sammen med Neil Cross, der har skrevet en del til TV-serier og senest ‘Doctor Who’ her i 2013.

‘Mama’ er dog baseret på en historie lavet af kun Barbara og Andrés, der også blev til kortfilmen ‘Mamà’ i 2008, der blev lavet i Spanien.

Mama (2013) skuespillerne

Fantastiske præstationer

Og skal vi lige have det sidste bærende element vendt, i form af castet, så har jeg også her rosende ord. En næsten ugenkendelig Jessica Chastain har den absolutte hovedrolle. I stedet for hendes sædvanlige lyse gemyt, er hun nu med i et rock band, har sort hår og tatoveringer. Men det føles meget naturligvis og slet ikke søgt på nogen måde.

Utroligt nok, og det er en super cadeau til Chastain, men også utrolig lækkert at se en lidt alternativ familie. Her er det bedste hjem til to børn hos to kunstnere – en tegner og musiker – der ikke bare arbejder 9-5 og ligner en ærkeamerikansk familie.

Allerede her har vi noget, der er anderledes, men på en ganske naturlig måde og bare som en integreret del af historien – uden det egentlig har noget særligt formål, foruden at hun er en tilpas hardcore kvinde.

Derudover må vi lige rose Nikolaj Coster-Waldau, der godt nok ikke er vildt meget med, men dog har nogle ekstremt vigtige scener og gør det blændende i disse. Og så er der de to små piger. Hold nu op, hvor kan børneskuespillere altså være blændende, og hvor ER det dog ofte, at vi har fornøjelse af at se dem i horrorfilm.

Begge små piger, Megan Charpentier (‘Jennifer’s Body‘ og ‘Red Riding Hood‘ – begge gange en yngre version af Amanda Seyfrieds karakter) og Isabelle Nélisse, leverer pragtpræstationer og på vidt forskellig vis.

Mama (2013) gyserfilm

For meget CGI ødelægger uhyggen

Men hvad er det så, der gør, at filmen ikke helt rammer plet? Det er faktisk brugen af effekter og mængden af dem.

Det er klart mest uhyggeligt, når vi ikke decideret ser titelrollen “Mama”. Der ryger derfor en del af chok-effekten, når først vi ser hende mere og mere. Brugen af CGI er også lige i overkanten for mig.

Men når det så er sagt, må jeg igen rose filmen for at tage nogle anderledes beslutninger, end hvad man kunne forvente, og desuden lige fremhæve den fantastiske (mandlige!) skuespiller, der legemliggører “Mama”. Det er Javier Botet, der bl.a. har medvirket i ‘[REC]‘-filmene tidligere, da han har en fantastisk slangemenneskekrop.

Jeg kan da heller ikke komme udenom – og ville aldrig forsøge at nægte – at jeg da kastede mig godt rundt i biografsædet, da vi så filmen.

Og det var i en dejlig fyldt biografsalen, hvor der jævnligt kom et rædselsskrig fra forskellige hjørner… men altså mest i starten, og det er desværre grunden til, at vi ikke kommer højere op på splatter-skalaen.

Fakta

Biografpremiere: 20-06-2013
Genre: Horror
Instr.: Andres Muschetti
Medv.: Nicolaj Coster-Waldau, Jessica Chastain, Megan Charpentier, Isabelle Nélisse, Daniel Kash m.fl.
Land: Spanien | Canada, 2013

PLOT

For 5 år siden forsvandt de to søstre Victoria og Lilly sporløst fra deres hjem i forstaden. Deres onkel Lucas og hans kæreste Annabel har i al den tid desperat forsøgt at finde dem, men da pigerne helt utroligt bliver fundet i live i en gammel hytte, begynder Victoria og Lilly at overveje, om de har inviteret andre med indenfor.

Annabel forsøger at give pigerne et normalt liv, men hun bliver efterhånden overbevist om, at en ondskab er til stede i deres hus. Er det bare pigerne, der lider af stress? eller er det et spøgelse, som har besat huset? Og hvordan overlevede pigerne alle de år alene?

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg