NISSER på Netflix er en ny dansk gyserserie (og juleserie) for hele familien. Og dog, nogle afsnit er bestemt ikke for de mindste. Det er desværre en lidt mudret oplevelse, da de to første afsnit er markant bedre end resten af serien. Læs vores Nisser sæson 1 anmeldelse her!
NISSER er en Netflix-serie fra Danmark. Det er en gyserserie, der samtidig også er en decideret juleserie. Faktisk har den også “fantasy” og eventyr-elementer, men det kan næppe overraske, når vi blander jul og gys. Bare tænk på julegysere som Gremlins og Rare Exports. Kender du ikke sidstnævnte, så er det klart en julegyser, der kan anbefales.
LÆS OGSÅ
Der er kun seks afsnit i denne første sæson af Nisser, men der er helt sikkert plads til flere sæsoner. Og mon ikke det også er planen?! Desuden varer hvert afsnit kun en halv times tid, så serien er altså hurtigt set.
Du kan læse videre på vores Nisser sæson 1 anmeldelse herunder. Vi har set alle 6 afsnit i sæsonen.
Både skidt og kanel i denne julegyser
Vi kommer ikke uden om, at denne julegyserserie er en meget blandet landhandel. Det er umiddelbart en familieserie, men der er altså også afsnit, der ikke er for de mindste. Der kommer eksempelvis et afflået hoved flyvende hen på en bil. Derudover ofres der dyr helt fra starten, hvilket måske også kræver lidt ekstra forklaring til nogle familiemedlemmer.
Det er nemlig ikke de klassiske rødklædte og grødspisende nisser, vi har med at gøre. Det er skovnisser, og de lever “af naturen” på en mere rovdyrsagtig måde.
Dog er det som sagt en en lidt mudret oplevelse. De første to afsnit af Nisser er en rigtig god oplevelse. Især da både stil og plot smagte dejlig meget af netop tidligere nævnte Rare Exports. Det kan vi desværre ikke påstå fortsatte. Faktisk er de sidste fire afsnit en ret blandet oplevelse.
Der er stadig gode elementer. Men der er så sandelig også scener og plotudviklinger, der smager uhyggeligt (og ikke på den gode måde) af en middelmådig julekalender.
Se Nisser sæson 1 på Netflix!
Stefan Jaworski er hovedforfatter på Nisser, og han har erfaring fra både julekalendere og en seriemorderserie. Han stod bag Tinka og kongespillet (og var medforfatter på Jul i Valhal). Derudover var han ophavsmand til Den som dræber. En serie, der i øvrigt også kom i amerikansk remake som Those Who Kill og har fået en Viaplay reboot, der løftede niveauet.
LÆS OGSÅ
Vores anmeldelse af Den som dræber – Fanget af Mørket sæson 2 fra 2021 her >
Når vi taler mere hardcore gyserfilm, så har Stefan Jaworski også skrevet manuskriptet til The Devil Below (også kaldet Shookum Hills), der udkom her i 2021. Læs eventuelt anmeldelse på vores engelsksprogede side her! Instruktør på denne Netflix julegyserserie er Roni Ezra, der før har instrueret på serierne Sygeplejeskolen og Gidselstagningen.
Det er især Ann Eleonora Jørgensen, der sørger for at levere noget tyngde og ægte uhygge til Nisser. Hun har en intensitet, der i dén grad løfter niveauet væk fra julekalender-følelsen. Selvom vi ikke er ubetinget begejstrede (og synes nisserne ligner en blanding af “Groot” fra Guardians of the Galaxy og “Sam” fra Trick r’ Treat), så er den dog værd at se.
Det er bare ikke muligt at se den uden at blive lidt irriteret undervejs. Eller i hvert fald ikke for os her hos Heaven of Horror.
Sæson 1 af Nisser udkommer på Netflix den 28. november 2021 (1. advent).
FAKTA
Skaber: Stefan Jaworski (På en idé af Jannik Tai Mosholt & Christian Potalivo)
Instruktør: Roni Ezra
Medvirkende: Sonja Steen, Milo Toke Bendix Campanale, Ann Eleonora Jørgensen, Vivelill Søgaard Holm, Rasmus Hammerich, Peder Thomas Pedersen, Lila Nobel, Lukas Løkken
Plot
I håbet om at genfinde hinanden over julen rejser en familie på fire til en afsides dansk ø. Her opdager de dog snart, at øen er styret af beboere, der lever i et stærkt religiøst fællesskab i samhørighed med farlige væsener i skoven, som viser sig at være … nisser.
Den er virkelig ringe. Så mærkelig udvikling, dårligt skuespil og historien er så hullet.
Så mærkelig serie især fordi forældrene panikker da datteren er væk, men siger ikke fra da sønnen vil rende ind i en skov til dræbende nisser og desuden var forsvundet en hel nat i frostvejr?
Virkelig virkelig ringe.
Syntes den er meget god
Den værste “gyser” serie inkl. film. Jeg har set i 5-10 år. Hele vejen gennem filmen håbede jeg på familien døde. Specielt Josephine. *SPOILER* – I sidste afsnit blev jeg ikke bare irriteret, men vred da Josephine ENDNU engang prøvede at få den lille nisse (kiko) med ud fra indhegningen, efter hun allerede havde været skyld i mindst 4 drab. Fuldstændig hjernedød handling for ikke at tale om skuespillet. Hold da op…
FLERE SPOILERS
Hørt!! Ærgeligt at den eneste interessante karakter (Karen), måtte lade livet for en karakter så hjernedød som Josefine