THE CALL er en gyserfilm, der nok skal få opmærksomhed, eftersom Lin Shaye (Insidious) og Tobin Bell (Saw) er med. Og de er ikke kun med i et splitsekund. Næ nej, de er såmænd bærende for plottet. Derudover er vi ude i en meget klassisk gyserfilm, hvor der ikke er de store overraskelser.
Bemærk: Der er også en sydkoreansk gyserfilm med titlen The Call, og den er også fra 2020, men altså en ganske anden film. Du kan læse vores anmeldelse af den sydkoreanske The Call Netflixgyser her >
Læs videre på vores The Call filmanmeldelse herunder, og find den som digital købefilm fra 22. marts 2021.
Jigsaw og Elise Rainier som ægtepar
Foruden Tobin Bell, der er selveste “Jigsaw” i Saw-franchisen, og Lin Shaye, der bærer Insidious-franchisen som Elise Rainier, så er der også fire unge skuespillere med i denne film. De fire er Chester Rushing (Daybreak), Erin Sanders (Six Degrees of Separation), Mike Manning (Teen Wolf) og Sloane Morgan Siegel (Dwight in Shining Armor).
Heldigvis klarer de alle sammen opgaven rigtig godt, hvilket gør filmen til et fint lille udstillingsvindue for dem. Selvom der altså ikke er den vilde historie i denne film. Til gengæld smager den ret meget af nostalgi og en kærlighed til genren. Det skal man altså heller ikke kimse af.
Når effekterne oven i købet generelt er meget vellykkede – og der er et fint plot – så kan det ikke blive en helt dårlig oplevelse. Det lyder måske ikke som den store anbefaling, men hvis man er klar på at se filmen for det, den er (en dejlige lille hyggegyser), så er den faktisk anbefalelsesværdig.
At Lin Shaye og Tobin Bell spiller det ældre ægtepar, Edward og Edith Cranston, løfter helt sikkert også oplevelsen. Det er ikke svært at købe deres livslange romance! I øvrigt, hvis du også er glad for Lin Shaye og ikke har set Room for Rent (2019), så skal du altså få den på din liste over film, der skal ses. En rå og helt fantastisk præstation, man ikke lige slipper med det samme.
Se The Call (2020) digitalt
The Call er instrueret af Timothy Woodward Jr. og skrevet af Patrick Stibbs. Timothy Woodward Jr. var også instruktør på gyserfilmen The Final Wish fra 2018, der også havde Lin Shaye i hovedrollen. I dén film medvirkede også Tony Todd (den oprindelige Candyman), så hun er tydeligvis god til at trække andre gyserikoner med!
Nu nævnte jeg tidligere, at der også er en sydkoreansk gyserfilm fra samme år, der har samme titel. Det er dog langt fra den eneste film, der har valgt selvsamme titel. Du har måske også set thrilleren The Call fra 2013, der havde Halle Berry i hovedrollen. Den var faktisk også ret god, men dog ikke en gyserfilm, selvom der var godt med uhygge i den!
Jeg er meget glad for Lin Shaye – selvom Tobin Bell bestemt også er blevet et regulært ikon – og for mig er The Call værd at se alene på grund af hende. Det er faktisk en stående regel – og de er bestemt ikke alle sammen gode. At denne gyserfilm også byder på en helt klassisk fortælling, gør den til et ret sikkert valg en fredag aften.
Bevares, dette er intet vidunder, men man hygger sig helt fint i dens selskab.
The Call (2020) udkommer på digital købefilm den 22. marts 2021, mens du skal vente til 6. april med at leje den.
FAKTA
VOD-premiere: 22. marts 2021 (køb) | 6. april 2021 (leje)
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Timothy Woodward Jr.
Medvirkende: Lin Shaye, Tobin Bell, Chester Rushing, Erin Sanders, Mike Manning, Sloane Morgan Siegel
Plot
Fire venner har hørt rygter om, at Edith Cranston er en gammel heks, som har kidnappet et barn, og de lader hende vide, hvad de synes om det. Da Edith pludselig dør, bliver de inviteret over til hendes hus og får at vide, at hun har efterladt en arv til dem. Men det er på en betingelse – de skal blive der og modtage et telefonopkald. Det virker som en simpel opgave, men da de tager telefonen, er det Edith, der svarer.