THE CURIOUS CASE OF NATALIA GRACE på Discovery+ er en ny dokumentarserie i seks afsnit. Hvert afsnit varer omkring 45 minutter, men sagen er så vanvittig, at man bare må se den til ende. Læs vores fulde The Curious Case Of Natalia Grace anmeldelse her!
THE CURIOUS CASE OF NATALIA GRACE er en ny Discovery+ dokumentarserie. Historien er som taget direkte ude af Orphan–filmen fra 2009. Det nævnes da også i allerførste afsnit af adoptivforældrene. Men er den lille Natalia reelt voksen, eller er det adoptivforældrene og hele adoptionssystemet i USA, der er sygt?
Ikke siden Abducted in Plain Sight (Netflix) har vi set så vanvittig og tragisk en sag. Faktisk overgår denne sag alt, da den foregår i dette årtusinde. Det er både en hjerteskærende historie, og den slags der indeholder en masse detaljer, man ikke kan undgå at blive arrig over. Jeg kan i hvert fald ikke!
Læs videre på vores The Curious Case Of Natalia Grace anmeldelse herunder. Du kan se alle seks afsnit på Discovery+ nu.
Den vildeste omsorgssvigt
Godt nok minder historien i The Curious Case Of Natalia Grace meget om Orphan. Det er dog fordi, vi først hører historien fortalt fra adoptivforældrenes side. Eller rettere, fra adoptivfaderen, Michael Barnett, da adoptivmoderen, Kristine Barnett, slet ikke medvirker.
I serien undersøges det nemlig, om den lille Natalia Barnett er et misbrugt, ukrainsk barn med dværgvækst, eller en voksen kvinde, der udgiver sig for at være et barn. Og ja, det lyder jo vitterligt som noget, der er taget direkte fra Orphan.
HAR DU SET ORPHAN OPFØLGEREN?
Filmen Orphan: First Kill er reelt en prequel, og den udkom sidste år >
For en god ordens skyld får vi svar på dette. Først endegyldigt mod slutningen af dokumentarserien, men man kan også bruge sine øjne og sunde fornuft og vide det tidligere. Én ting er hvad vi får fortalt, noget andet er, hvad vi ser.
I starten fortælles historien tydeligvis med det for øje, at få os til at tænke ét. Efterhånden som flere detaljer kommer frem, får historien et noget andet skær. Selv inden vi ved noget mere konkret, så er dette tydeligvis en sag, der omhandler det vildeste omsorgssvigt.
At der også er voldsomme overgreb inde over, kommer først frem senere.
Et portræt af en narcisist
Selvom den nye Discovery+ dokumentarserie hedder The Curious Case Of Natalia Grace, så kunne den lige så godt have heddet The Michael Barnett Show. Sjældent har man set så grotesk narcissistisk og løgnagtigt et menneske.
Han kan ikke engang holde styr på sine egne historier. Fra interviews i 2019 til de nyere interviews i 2022 ændrer flere detaljer sig markant. Nej, faktisk er det ikke detaljer, men hele historier og grundlæggende informationer.
Der er helt sikkert gået en sæbeopera-skuespiller tabt i Michael Barnett. Han er en regulær diva, der konstant kører et “hokus pokus, jeg er i fokus”-spin på alt. Noget der dog er typisk for de fleste, der deltager. Ikke mange kommer godt ud af denne dokumentar.
Til gengæld får man en idé om, hvordan (og hvor let) man kan vende folk, hvis de bare fodres med lidt slemt, og alle løber med sladder. Altså, fy for fanden, hvor har man lyst til at tage den ene og slå den anden med. Igen, med et par undtagelser.
En noget ufin produktion
I den forbindelse skal det også nævnes, at der bruges en del svinske metoder i denne true crime-produktion. For ja, vi er klart ude i true crime, selvom det er på en ganske anden måde end normalt. Der er ikke sket mord, men derimod både omsorgssvigt og direkte overgreb.
Uagtet at Barnett adoptivforældrene ikke er det mindste sympatiske, så deltager Kristine Barnett (Natalias adoptivmor) som sagt ikke. Men det afholder ikke dokumentar-skaberne fra at inkludere mange personlige billeder af hende.
Det er virkelig grimt og klæder på ingen måder produktionen.
Natalia selv er heller ikke direkte med, men det hænger nok sammen med, at der kommer en separat produktion med hende. Også på Discovery+ i den forhåbentlig nære fremtid. Natalias egen side af sagen har dog heller ikke være vist i USA endnu.
Se The Curious Case Of Natalia Grace på Discovery+ nu – og HBO senere
Der er ingen tvivl om, at det er en vild sag, men der er saftsuseme heller ingen tvivl om, at denne Discovery+ produktion svælger i det. Fremfor at fortælle sagen mere faktuelt, så får Michael Barnett frie tøjler til at udstille sig selv. Man forstår hvorfor, da det er det rent vanvid.
Men nu skulle denne dokumentarserie egentlig handle om Natalia, og dét sker faktisk kun momentvis.
Mini-spoiler: Du skal ikke se mange minutters interview med adoptivfaderen, før du danner dig en mening. Og den holder formentlig stik. Vi har set alle seks afsnit af den nye Discovery+ doku-serie. Primært fordi vi slet ikke kunne stoppe. Det er så dygt tragisk og sørgeligt.
Alle seks afsnit af The Curious Case Of Natalia Grace er frigivet på Discovery+ på premieredagen. Og ja, der kommer som sagt mere. Dokumentarserien er kommet til Danmark cirka to uger efter, sidste afsnit blev vist i USA. Der er ved at blive produceret mere, hvor Natalia selv kommer til orde. Dét glæder jeg mig til.
Vi ender på 3 splatter, da produktionen ikke er super, men selve historien er så spændende, at man ikke kan lade være med at se videre.
The Curious Case Of Natalia Grace havde premiere på Discovery+ den 16. juni 2023. Den kommer også på HBO Max fra 2. september 2023.