Totem lægger stærkt ud med en spændende historie og gode karakterer. Desværre er slutningen bare meget langt fra at være god.

Totem er en af de (relativt få) film, vi ikke rigtig har holdt øje med og ventet på. Lige pludselig var den der bare. Det kan nogle gange betyde, at filmen er noget ganske særligt.

Et perfekt eksempel på dette var 10 Cloverfield Lane, der blev filmet under en anden titel. Eller faktisk flere forskellige titler undervejs. Vi kendte derfor til filmen, men vidste ikke at det var en “Cloverfield” film, før meget kort tid inden premieren.

Det er ikke ligefrem det samme med Totem. Den havde dog potentiale til betydeligt mere undervejs.

Faktisk var vi ret positivt stemt mindst halvdelen af filmen. Derefter begynder plottet at tage nogle meget uheldige (og grotesk stereotype) twists. Nå ja, og så er der også et spøgelse, der tager sig mildest talt dårligt ud rent visuelt.

Fejlene begynder i klipperummet

Den store udfordring med at se Totem er desværre ikke forbeholdt historien. Der er nemlig ret store tidslinje-fejl, der skyldes en noget klodset klipning.

På et tidspunkt har hovedpersonen Kellie (Kerris Dorsey) meget tydeligt blodige knæ. Det virker dog ret mærkværdigt, da vi ikke har oplevet, at hun skulle være kommet til skade.

Vi ser hende godt nok løbe på sit skolehold, men ikke noget med at hun kommer til skade. Derfor virker det så mystisk, når vi tydeligvis skal lægge mærke til hendes blodige knæ.

Forklaringen kommer flere scener længere fremme i filmen. Nu ser vi hende nemlig falde, mens hun træner, da hun ser noget højst besynderligt på de ellers tomme tilskuerpladser.

Totem (2017)

Det vidner klart om, at den originale tidslinje i filmen er blevet ændret i klipperummet. Man har dog ikke taget højde for knæskaden, hvilket rent ud sagt bare er sløset.

Var det eneste fejl ved Totem, så kunne den tilgives. Som filmen står, så er det dog bare endnu et irritationsmoment. Nok især fordi filmen vitterligt starter meget lovende. Så bliver man (jeg!) bare bitter.

Stort ros til skuespillerne

Uanset hvad jeg synes om filmen som helhed, så er der oprigtigt stærke præstationer i Totem. Jeg er måske ikke personligt så begejstret for karaktererne, men skuespillerne gør et godt stykke arbejde.

I særdeleshed må Kerris Dorsey (Ray Donovan) og Ahna O’Reilly (Kingdom) fremhæves for deres præstationer.

Problemet med Totem ligger i selve historien, og den kan jeg desværre ikke komme ind på uden at spoile hele filmen.

Da selve det store “plot twist” var undervejs, kunne man dog se det langt væk, og jeg begyndte allerede dér at krumme tær. Jeg sad faktisk højt og sagde “Det gør de bare ikke!”. Det er en af de ældste klichéer og bare en kedelig og grim af slagsen.

I dette tilfælde er det i øvrigt både upassende (på  mange måder) og det direkte modsatte af innovativt.

Selv en dødsårsag kan du spotte på forhånd. Når en gammel mand nærmest render rundt og bapper på sin astma-inhalator, som var det en cigaret? Ja, så kan enhver semi-garvet gyserfan jo godt gætte, hvordan hans død kommer til at foregå.

Totem (2017)

Jeg forventede mere fra Totem

Selvom jeg ikke kendte til filmen før den pludselig udkom, så forventede jeg mere. Ikke mindst på grund af instruktøren. Det er nemlig Marcel Sarmiento, der stod bag den fascinerende Deadgirl fra 2008.

Sarmiento har dog ikke instrueret nogen spillefilm siden. Han har til gengæld lavet en del kortfilm, der har været med i gyserantologier som The ABCs of Death og V/H/S Viral. Mellem Deadgirl og Totem har han også arbejdet med netop redigering på spillefilmen The Invitation, som var et mindre mesterværk.

Totem blev skrevet af Evan Dickson og er baseret på en historie af ham og instruktør Marcel Sarmiento. Dette er i øvrigt Evan Dicksons spillefilmsdebut.

Heldigvis har Sarmiento også endnu en spillefilm på vej i 2018, så der er håb for et comeback. Hans kommende film hedder Faceless og vil forhåbentlig byde på kvaliteterne fra Deadgirl – samt gerne de gode elementer fra første halvdel af denne film.

Totem kan ses på HBO Nordic.

FAKTA

VOD-premiere: 01-11-2017 (HBO Nordic)
Genre: Horror
Instruktør: Marcel Sarmiento
Medvirkende: Jocelyn Ayanna, Aja Bair, Allison Caetano, Ahna O’Reilly, James Tupper m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.