REPTILE på Netflix er en nyt thriller-krimi-mysterie med en slow-burn opbygning og en meget karakterdrevet historie. Filmen har en imponerende rollebesætning og en noir-følelse, der mindede mig om Prisoners og True Detective-serien. Læs vores fulde Reptile-filmanmeldelse her!

REPTILE er en ny Netflix-film i genrerne thriller, krimi og mysterie. Historien er klart slow-burn, men i dette tilfælde giver det bare god plads til karaktererne. Ikke alene er det en meget karakterdrevet film, den har også et cast fuld af kendte ansigter. Meget af stilen og stemningen mindede mig om True Detective (som snart får en ny sæson) eller endda Denis Villeneuves Prisoners.

Selv spilletiden er henad Prisoners (2013), hvilket betyder, den er ret lang. Præcis som mange af de geniale koreanske genrefilm, vi elsker så meget her hos Heaven of Horror. Med 2 timer og 14 minutter kan det lyde som en langtrukken affære, men det er ikke tilfældet. Du bør dog placere din telefon uden for rækkevidde. Du skal nemlig være fokuseret for at fange detaljer, når krimi-mysteriet udfoldes.

Læs videre på vores Reptile-filmanmeldelse nedenfor. Find filmen på Netflix fra den 29. september 2023.

Handlingen udvikles ret hurtigt

I Reptile møder vi en mand (Justin Timberlake), der arbejder som ejendomsmægler i familiens ejendomsfirma. Hans kæreste (Matilda Lutz) arbejder også som ung ejendomsmægler i firmaet, men bliver fundet brutalt myrdet i et hus, hun er ved at sælge. Hendes mord fører naturligvis til en efterforskning, der ledes af kriminalbetjent Tom Nichols (Benicio Del Toro).

Uden egentlige spor må politiet starte med at få alle de sædvanlige mistænkte i tale; Det gælder især mændene i hendes liv.

De når dog ikke langt, før det bliver meget klart, at intet er enkelt i deres arbejde. Hverken denne mordsag, ejendomsbranchen eller selve byen. Mordmysteriet i denne lille by udvikler sig til at afsløre et omfattende net af korruption, hvor det er umuligt at vide, hvem man kan stole på.

Vær opmærksom på spejle

Helt personligt elskede jeg, hvordan instruktøren brugte spejle til at vise, hvad der foregik, så hold øje med ethvert spejl i et givent rum. Uanset om det er en samtale mellem et ægtepar, et indbrud eller bare en afslappet snak mellem venner eller kolleger. Spejlene kommer ofte med yderligere detaljer.

Det er jo ikke fordi, det er et banebrydende trick inden for filmkunst. Men omvendt kan det – når det bruges korrekt – gøre en stor forskel for publikum. I Reptile bruges det på de helt rigtige måder. Det bruges ofte, men ikke altid fordi, der er noget ondsindet eller vildt under opsejling. Mere som en ekstra detalje i samtalen. Og nogle gange mere!

Reptile – Anmeldelse | Netflix Krimi-Thriller

Det mest fantastiske cast

Den eneste ulempe ved at have et så stort og fantastisk cast i Reptile er, at vi ikke får set alle skuespillerne nær nok. På trods af en spilletid på over to timer, er der reelt så mange karakterer i denne historie, at nogle kun får en enkelt scene her og der. Selvfølgelig er dette et krimi-mysterie, så nogle få karakterer “forsvinder” af åbenlyse kriminalitetsrelaterede årsager.

Under alle omstændigheder elskede jeg især, at Reptile genforener Benicio Del Toro og Alicia Silverstone mere end 25 år efter, at han spillede hendes kidnapper i Excess Baggage (1997). I denne intense thriller er de to skuespillere nu et ægtepar, som arbejder bemærkelsesværdigt godt sammen. Faktisk var det min yndlingsdetalje i filmen, at de to fungerede så godt sammen.

Jeg elsker bare at se et ægtepar, der respekterer og forstår hinanden. I denne historie er de partnere i alle livets aspekter. Ligesom med spejlene er det i deres hverdags handlinger og dialog, at det kommer til udtryk.

Et par af de andre nøgleroller er portrætteret af den altid intenst gode Michael Pitt og såmænd også Justin Timberlake. Sidstnævnte får ret meget at arbejde med og gør det rigtig godt. Jeg synes stadig, at hans kone [Jessica Biel] er en meget mere interessant skuespiller, men han leverer virkelig en solid præstation i denne film.

Nogle af de skuespillere, jeg ville have elsket at se mere i Reptile, inkluderer Frances Fisher (Awake), Karl Glusman (Watcher) og Matilda Lutz (Revenge). Det er ikke fordi, filmen lider under, at de ikke er mere med. De portrætterer bare spændende karakterer, og er skuespillere, jeg generelt nyder at se.

Reptile – Anmeldelse | Netflix Krimi-Thriller

Se Reptile på Netflix nu!

Grant Singer er instruktør af Reptile, som han også skrev sammen med Benjamin Brewer og filmens stjerne, Benicio Del Toro. Det er første gang, den Oscar-vindende skuespiller Benicio Del Toro får kredit som manuskriptforfatter. Med hans efterhånden lange karriere er det vist på tide. Især hvis dette er resultatet. Alle tre manuskriptforfattere er også producerer på filmen.

Inden han instruerede denne spillefilm, har Grant Singer arbejdet mest med musikvideoer. Jeg har nævnt det før, og jeg vil gerne nævne det igen; Succesfulde instruktører som David Fincher, Spike Jonze og Jonas Åkerlund blev alle berømte for først at instruere musikvideoer. Det skal man altså virkelig ikke kimse ad!

Reptile havde premiere på Toronto International Film Festival, inden den åbnede i udvalgte biografer i USA den 22. september. Her en uge senere er filmen ude på Netflix, og det bør du udnytte. Den er altså virkelig værd at bruge to timer og et lille kvarter på!

Reptile er ude på Netflix fra den 29. september 2023.

FAKTA

Instruktør: Grant Singer
Manuskript: Grant Singer, Benjamin Brewer, Benicio Del Toro
Medvirkende: Benicio Del Toro, Alicia Silverstone, Justin Timberlake, Eric Bogosian, Frances Fisher, Domenick Lombardozzi, Michael Pitt, Ato Essandoh, Karl Glusman, Mike Pniewski, Matilda Lutz

Plot

En hårdkogt kriminalbetjent afdækker et komplekst net af bedrag, da han graver efter sandheden bag det brutale mord på en ung ejendomsmægler.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.