True Detective: Night Country er fjerde sæson af TRUE DETECTIVE, og HBO har nu udgivet en trailer til serien, der har Jodie Foster i hovedrollen. Se den her og læs mere om sæson 4!

True Detective: Night Country er nyeste skud på stammen af True Detective-antologiserien. Denne gang har Jodie Foster hovedrollen og er samtidig executive producer. Det lyder jo ikke ligefrem som nogen dårlig cocktail, så vi har faktisk glædet os til, der kom mere nyt.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af True Detective sæson 3 her >

Nu er der så endelig kommet en del mere information om sæson 4 af True Detective.

Plottet for True Detective: Night Country er som følger:

Under de lange vinternætter i Ennis, Alaska, forsvinder otte mænd, der driver Tsalal Arctic Research Station, sporløst. For at løse sagen må kriminalbetjentene Liz Danvers (Jodie Foster) og Evangeline Navarro (Kali Reis) konfrontere det mørke, de selv har i sig, og grave dybt i de uhyggelige sandheder, der ligger under den evige is.

Okay, det lyder måske lidt vel svævende, men dog også præcis som det, vi tidligere har set i netop denne antologiserie. Der er mord, der skal opklares, og kriminalbetjente, der kæmper med deres egen fortid.

Om denne sæson 4 kan nå op på niveau med den fænomenale sæson 1, det må tiden vise.

En trailer til True Detective: Night Country

Udover Jodie Foster medvirker også Kali Reis, Fiona Shaw, Finn Bennett, Isabella Star Lablanc, Aka Niviâna, Anna Lambe, Joel D. Montgrand, Christopher Eccleston og John Hawkes.

Issa López er showrunner, manuskriptforfatter og har instrueret alle episoder. Det er ikke sikkert, du kender til Issa López endnu, men hun er godt på vej i sin karriere. Hun skrev og instruerede blandt andet Tigers Are Not Afraid (2017), der er en form for dystert, men realistisk, eventyr.

Derudover er Issa López lige nu i gang med at udvikle noget, der pt. bare hedder “Untitled Werewolf Western Project”. Det lader altså til, at hun holder sig til genreproduktioner, så mon ikke vi kommer til at skrive mere om denne filmskaber her på siden senere.

Denne serie har premiere den 15. januar 2024 på HBO Max, og du kan se en trailer for True Detective sæson 4 nedenfor.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.