:: Anmeldelse ::
Der vil altid være ekstraordinær rå uhygge, når det er et tilsyneladende uskyldigt barn, der pludselig viser sig at være den rene ondskab. Det fungerer også rigtig godt i ‘Case 39’ og Jodelle Ferland er skræmmende god som pigen Lily. Horrorfans vil også straks genkende hende fra ‘Silent Hill’ (USA, 2006), hvor hendes ansigt prydede filmplakaten. Og så var hun også med i den seneste Twilight-film ‘Eclipse’. Hun er med andre ord allerede et velbevandret ungt – hun er i skrivende stund kun 16 år – individ inden for horror-genren.
I denne film er det desværre bare ikke nok, at der er én god præstation. Ikke dermed sagt, at Renée Zellweger gør det dårligt, men hendes karakters udvikling i filmen virker flere gange forceret – og det samme gælder desværre også hendes skuespil i en håndfuld scener. Zellweger’s karakter går bogstavlig talt fra at være en skytsengel for omsorgssvigtede børn til at antage Lily er en dæmon i løbet af meget få scener og oplevelser – og det på trods af, at hun indledningsvist troede Lily var et rent englebarn.
Noget tyder på, at nogle forklarende scener er røget på klippegulvet, og måske det også har været besværet med at finde den rette balance, der er årsagen til, at filmen har ligget på hylden i så lang tid. Manuskriptforfatteren, Ray Wright, kan i hvert fald godt finde ud af at skrive en blændende gyser; Efter ‘Case 39’ kom nemlig ‘The Crazies’, selvom de altså er endt med at udkomme i modsat rækkefølge af deres produktionstidspunkt. Måske problemet i stedet skal findes hos instruktøren, Christian Alvart, der lavede ‘Pandorum’ (2009). En super spændende film, der dog også led under en forcering af hele plotforklaringen, så man missede den, hvis man blinkede det forkerte øjeblik.
‘Case 39’ har dog absolut seværdige øjeblikke, hvor hårene i nakken rejser sig, og det kan især tilskrives Jodelle Ferland og de to skuespillere, der har rollerne som hendes biologiske forældre. Callum Keith Rennie og Kerry O’Malley spiller deres roller med en fantastisk nerve, og man har nærmest sympati med dem, selv da de virker som forfærdelige forældre. Deres desperation er så mærkbar, at man fornemmer, der er noget underliggende, som forklarer deres tilsyneladende ondskabsfulde opførsel. Det er nok primært den hotte birolle skuespiller Bradley Cooper, der er årsagen til, at filmen nu får en chance. Og han gør det bestemt også godt. Meeen… der mangler lige det sidste.
:: Heaven of Trivia ::
Christian Alvart lavede ‘Case 39’ allerede i 2006 – et godt stykke tid før ‘Pandorum’, som dog fik premiere i USA i september 2009, hvorimod ‘Case 39’ først får biografpremiere 1. oktober 2010.
Fakta
På DVD: 06-07-2010
Genre: Thriller
Instr.: Christian Alvart
Medv.: Renée Zellweger, Bradley Cooper, Ian McShane, Jodelle Ferland, m.fl.
Land: USA | Canada, 2009
den er mega dårlig! (hvis man kigger på uhygge) alt det gode kommer i traileren. Filmen ligner mere drama end gyser.
Jeg kunne nu ret godt lide den, det er første gang, at Zellweger ikke har gået mig på nerverne. Jaja, den er inspireret af både Orphan og The Omen, men hvad så?