ANNA AND THE APOCALYPSE er en zombie-gyserkomedie-musical. Det lyder mærkeligt, og det er det bestemt også. Går man med på præmissen, er det dog også ret underholdende. Især mod slutningen bliver det desuden ret blodigt. Læs vores Anna and the Apocalypse anmeldelse her.

Anna and the Apocalypse er en gyserkomedie med zombier og musiknumre. Ja, præcis som en musical. Det er en noget aparte hybrid, der dog er ren fest og ballade tilsat zombier og rigelige mængder blod.

Du skal naturligvis være med på hele idéen, for ellers bliver Anna and the Apocalypse nok en ret frygtelig oplevelse.

Denne type genre-hybrid kræver også et hold skuespillere, der er helt med på, at nu skal vi skabe noget underholdende. Der er ingen øjeblikke i denne film, hvor filmen eller skuespillerne tager sig selv højtideligt. Netop derfor kan filmen faktisk fungere overraskende godt.

Nå ja, og så foregår den her i den søde juletid, så det er naturligvis den oplagte julefilm til at samle hele familien. Såfremt de kan tåle lidt zombier og blod blandet sammen med festlige musikindslag.

En ny form for gyserkomedie

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for gyserkomedier. Nok fordi jeg elsker at grine og sætter pris på vanvittige slasher-elementer. Anna and the Apocalypse byder også på både humor og vilde mængder blod, men musical-elementet var alligevel ret nyt.

Jeg ved derfor ikke helt, hvad jeg forventede mig af denne film, men da jeg elsker gyserkomedier og også er ret lun på musicals, gik jeg ind til filmen med et åbent sind. Og dét kræver den altså også!

Når vi taler musicals, elsker jeg også de lidt skæve rockmusicals som Hedwig and the Angry Inch samt (naturligvis) Rocky Horror Picture Show. Lige de to kan Anna and the Apocalypse ikke hamle op med, men jeg var overrasket over, at jeg gerne sad og vippede med på sangene meget hurtigt.

Anna and the Apocalypse (2017) anmeldelse

Relativt ukendt – men herligt – cast

Titelrollen som Anna Shepherd spilles af Ella Hunt, som ikke er et voldsomt stort internationalt navn. Dog er hun med i den nye Apple TV+ serie Dickinson, der af mange er blevet udråbt til den bedste serie på den nye streamingtjeneste. I hvert fald før M. Night Shyamalans Servant udkom (læs vores Servant anmeldelse her).

Har du set sæson 2 af Lore på Amazon Prime Video, vil du måske genkende Ella Hunt fra afsnittet “Mirror, Mirror”, hvor hun også leverede en mindeværdig præstation.

Uanset om du kender Ella Hunt eller ej, så er det let at se, hvorfor hun er blevet castet i hovedrollen til Anna and the Apocalypse. Hun er charmerende, en total badass og fungerer naturligvis også som sanger. Lige til musicals er det dog ikke kun stemmen, der tæller, men også evnen til at spille skuespil under sangene, og denne del klarer Ella Hunt også perfekt som Anna.

I andre nøgleroller ses Sarah Swire som den åbent lesbiske – og virkelig seje – Steph. Det faktum, at hun er lesbisk er bare en detalje, som alle kender til, så det er ikke noget, der gøres et stort nummer ud af. Det er i sig selv en cool lille detalje. Sarah Swire er desuden koreograf på filmen.

Vi ser også Malcolm Cumming som Annas bedste ven, John, og Ben Wiggins som skolens populære dreng, Nick. Vi kommer i øvrigt snart til at se Ben Wiggins igen, da han er med i den kommende Netflix serie The Witcher.

Anna and the Apocalypse (2017) anmeldelse

Se Anna and the Apocalypse på VOD nu!

Det er instruktør John McPhail, der har lavet Anna and the Apocalypse. Som instruktør er det kun hans anden film, mens han dog også har lavet en del kortfilm inden for de seneste år. Det endelige manuskript til spillefilmen er skrevet af Alan McDonald, der kun har skrevet én kortfilm før denne. 

Selve filmen er dog baseret på kortfilmen Zombie Musical (2011), der var skrevet og instrueret af Ryan McHenry. Han døde desværre, før Anna and the Apocalypse blev lavet, så filmen er dedikeret til ham, ligesom han (selvfølgelig) står som en af forfatterne på denne spillefilm.

I en af trailerne for Anna and the Apocalypse bruges citatet “Shaun of the Dead meets La La Land“, og det er faktisk en meget passende beskrivelse. Det er fest og farver tilsat zombier og blod i en mærkelig blanding, der dog har charme og underholdningsværdi i spandevis.

Anna and the Apocalypse er ude på DVD og VOD nu.

FAKTA

DVD/BD-premiere: 21. november 2019
Genre: Horror, Komedie, Fantasy
Instruktør: John McPhail
Medvirkende: Ella Hunt, Malcolm Cumming, Sarah Swire, Christopher Leveaux, Ben Wiggins, Paul Kaye

Plot

En zombie-apokalypse truer den søvnige by Little Haven – i julen – og tvinger Anna og hendes venner til at kæmpe og synge for overlevelse, da de pludselig står over for udøde. Men de opdager snart, at ingen er sikre i denne nye verden, og mens civilisationen falder fra hinanden omkring dem, er de eneste mennesker, de virkelig kan stole på, hinanden.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.