CRIME SCENE: The Vanishing at the Cecil Hotel er en ny Netflix doku-serie. Serien har fire afsnit, og fokus er true-crime sagen om Elisa Lam, hvilket nok skal tiltrække seere. Læs vores fulde Crime Scene: The Vanishing at the Cecil Hotel serie-anmeldelse her!

CRIME SCENE: The Vanishing at the Cecil Hotel er en ny Netflix doku-serie i true-crime subgenren. Selvom serien omhandler Cecil Hotel i Los Angeles, så er det nok selve “vanishing” delen, der tiltrækker de fleste seere. Og det er selvom, der er sket ret mange andre vanvittige ting på hotellet.

Der har været så “prominente” gæster som the Night Stalker, der tilsyneladende rendte rundt på hotellet indsmurt i blod. Det skabte dog ikke meget opmærksomhed, da hotellet var fyldt med mildest talt hårde typer. Disse historier er da også reduceret til fodnoter i denne dokumentarserie.

Læs videre på vores Crime Scene: The Vanishing at the Cecil Hotel serie-anmeldelse herunder. Vi har set alle fire afsnit til denne anmeldelse.

Elisa Lam er fokus i Crime Scene-serien på Netflix

Lige true-crime sagen om Elisa Lam tog folk (og især dem på internettet) med storm. Derfor er det ikke overraskende, at det er lige denne sag, der får klart mest opmærksomhed. Kender du til sagen om Elisa Lam, så er der dog ikke meget nyt under solen her. Tværtimod!

Til gengæld er hotel manager, Amy Price, ret fantastisk. Hun var manager i årene både før og efter Elisa Lam sagen, og hun kan fortælle nogle interessante førstehåndsoplevelser. Faktisk er det primært i scener, hvor hun interviewes, at jeg rent faktisk får lidt mere indblik i sagen, da det handler om den egentlige “crime scene” [gerningssted] vinkel.

Den sidste gang Elisa Lam fanges på overvågningskamera på Hotel Cecil er i en elevator, hvor hun opfører sig ret mærkværdigt. Ikke mindst hvis man kender slutningen på hendes forsvinding.

Se Elisa Lam elevator-videoen her, hvor der er mere info om sagen, da indlægget omhandler den (engang?) planlagte film om sagen. OBS! Kender du ikke Elisa Lam sagen, så er der spoilers på siden!

Lige præcis dette elevator-blik bliver der i dén grad brugt tid på i Crime Scene. Her kan man i hvert fald tale om at koge suppe på en pølsepind. Vorherre bevares, hvor er det tydeligt, at de mangler nogle solide interviews til at bygge dokumentaren op omkring!

Crime Scene: The Vanishing at the Cecil Hotel – Netflix anmeldelse

Doku-serie bygget på YouTubere

Ikke mindst i forhold til Elisa Lam elevator-videoen skal vi nemlig sidde og høre det ene geni (sarkasme kan forekomme) efter det andet, der udtaler sig om, hvordan de opfatter hendes opførsel. Og vi taler altså om “eksperter” i form af selvudnævnte internet-detektiver, der nok mere bør kaldes YouTubere.

Bevares, jeg anerkender gerne værdien af ægte internet-detektiver (også kendt som “web sleuths”). Folk som Michelle McNamara, der skrev bogen I’ll Be Gone in the Dark, der senere blev til en HBO-serie, er et oplagt eksempel. Det samme er holdet, der gik sammen i Netflix-serien Don’t F**k with Cats.

Se begge disse i stedet, hvis du vil have noget mere ægte end dem, der søger 15 minutters berømmelse.

Når man har mere travlt med at lægge videoer op på YouTube end rent faktisk at undersøge noget, så er man altså YouTuber først og maximalt “internet-detektiv” sekundært. Især når ens videoer består i at sige, man er uenig med alle fra detektiver til retsmedicinere. Uden selv at have adgang til alt data, vel at mærke.

Se Crime Scene: The Vanishing at the Cecil Hotel på Netflix!

Du kan se Elisa Lam sagen blev tærsket igennem af en række selvudnævnte eksperter over fire afsnit, hvor det samme elevatorklip kører et utal af gange. Seriøst, tæl det gerne, for det er altså grotesk! Ét afsnit om Cecil Hotel historien samt ét afsnit om Elisa Lam sagen havde været rigeligt til at få alle fakta ud over stepperne.

Ingen af Elisa Lams familiemedlemmer eller ægte venner deltager i denne doku-serie, og det er i sig selv et rødt flag. I stedet hører vi fra en række mennesker, der aldrig mødte hende, men efter hendes forsvinding “følte”, at de kendte hende. Afsnit 4 er et underligt miskmask, der næsten desperat forsøger at modvirke de tre foregående afsnit.

Det er noget rod, og jeg er oprigtigt chokeret over, at Oscar-vinderne Ron Howard (A Beautiful Mind) og Brian Grazer (A Beautiful Mind) er producerer på denne Netflix-produktion. Der er intet i kvalitetsniveauet eller fremgangsmåden, de kan være tilfredse med. Måske lige med undtagelse af den sidste del af afsnit fire, men det er simpelthen for let købt.

Vi havde glædet os til denne doku-serie, og hvis du kender til Elisa Lam sagen, vil du nok også gerne se den. Det skal du da også, så du kan få information om det ikoniske (og berygtede) hotel. Forvent bare ikke, at der reelt er noget nyt under solen i forhold til Elisa Lam. Dét er der nemlig ikke!

Til gengæld kommer der sikkert flere Crime Scene sæsoner, da det er et nyt koncept, Netflix vil fortsætte med.

Crime Scene: The Vanishing at the Cecil Hotel udkommer på Netflix den 10. februar 2021.

Plot

Det berygtede Cecil Hotel får et endnu dårligere ry, da gæsten Elisa Lam forsvinder. Skaberen af The Ted Bundy Tapes ser nærmere på skumle gerningssteder.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.