SATANIC PANIC er en ny gyserkomedie, der burde tilfredsstille de fleste fans af denne genre. Desuden får du Rebecca Romijn som den karismatiske leder af en satanisk kult. Hvad mere kan man ønske sig?! Find ud af hvorfor dette blot er én af grundene til at se denne film i vores Satanic Panic anmeldelse her!
Satanic Panic er en ny gyserkomedie, der udnytter rammerne i genren 100%. Med andre ord burde denne film glæde de fleste fans af gyserkomedier. Jeg er selv kæmpe fan af denne genre, og jeg var i hvert fald godt underholdt.
I filmen spiller Rebecca Romijn lederen af en satanisk kult, men hendes lederskab bliver konstant udfordret af en anden kvinde i kulten. Desværre for denne kvinde har hun ikke helt det, der kræves, for at være i front. Det bliver (naturligvis) en løbende joke gennem filmen.
Derudover er der en masse blod og indvolde. Ritualer og forbandelser kan jo være noget værre griseri, når det skal gøres ordentligt.
Hayley Griffith er pizza-pigen
Selvom Rebecca Romijn i rollen som satanisk kultleder er grund nok til at se Satanic Panic, så er hun jo kun én skuespiller i et ret godt cast. Hendes ægtemand, Jerry O’Connell, har også en lille (men ret mindeværdig) rolle i filmen. Den handler dog reelt mest om kvinderne. Og helst den jomfruelige af slagsen, da de skal bruge en sådan til et vigtigt ritual.
Lige da aftenen for ritualet er gået i gang, ankommer Hayley Griffith som pizza-pigen Sam. Hun finder hurtigt ud af, at det er den helt forkerte aften at levere pizzaer i dette hus. Den lokale afdeling af den sataniske kult ligger i et ret velhavende kvarter – selvfølgelig gør den det. Disse mennesker har nemlig solgt deres sjæl til djævelen for at være der.
Hayley Griffith er både charmerende, tiltalende og badass i rollen som Sam. Det er Rebecca Romijn selvfølgelig også i sin rolle, men det er af helt andre årsager. Mest fordi hun tydeligvis bare har det sjovt med at portrættere sin karakter i en skæv og skør gyserkomedie.
Jeg bliver også nødt til at nævne Ruby Modine, der spiller datteren til Rebecca Romijns karakter. Du genkender måske Ruby fra Happy Death Day eller tv-serien Shameless. I Satanic Panic spiller hun både en bitch, en hæderlig person og en fuldstændig badass. Jeg er klart fan og elskede at se hende i denne rolle.
Instruktør Chelsea Stardust kender sin horror!
Instruktøren af Satanic Panic er Chelsea Stardust, som også instruerede All That We Destroy afsnittet af horror-antologiserien Into the Dark, der ligger på Viaplay herhjemme. I flere år har Chelsea Stardust (man kan da kun elske det navn!) arbejdet som assistent til nogle af de helt store navne i horrorbranchen.
Hun var assistent til Adam Robitel, da han instruerede Insidious: The Last Key (2018). Før dette var hun assistent til Jason Blum på stort set alt, han producerede fra 2011 til 2016. Vi taler derfor om alt fra Lords of Salem til The Purge og Ouija.
Chelsea Stardust har altså været involveret i nogle af de største horror-produktioner de seneste fem år. Nu fokuserer hun så på at instruere sine egne film, hvilket lover ret godt indtil videre.
Satanic Panic er en gyserkomedie snack
For mig er det bedste, ved film som Satanic Panic, den simple men effektive historie og de spændende karakterer. Og endnu vigtigere er, at alle involverede er helt med på, hvad det er, der skal laves; En campy og blodig gyserkomedie, der ikke er bange for at gå over stregen.
Historien i Satanic Panic er skabt af Ted Geoghegan og Grady Hendrix, mens sidstnævnte har skrevet selve manuskriptet. Ted Geoghegan har tidligere skrevet og instrueret We Are Still Here (2015) med Barbara Crampton. Derefter lavede han Mohawk (2017), der også var skrevet af ham selv og Grady Hendrix.
Forhåbentlig kan vi se frem til mere fra alle skaberne af Satanic Panic. Jeg håber også på at se Hayley Griffth i flere horror-produktioner i fremtiden. Både gyserkomedier og de mere dystre af slagsen. Hun har i hvert fald pondus til horror!
Satanic Panic er ude på VOD til køb og leje nu!
FAKTA
Instruktør: Chelsea Stardust
Manuskriptforfattere: Grady Hendrix, Ted Geoghegan
Medvirkende: Hayley Griffith, Ruby Modine, Jerry O’Connell, Rebecca Romijn
Plot
Sam har det hårdt økonomisk, men får arbejde som pizzabud. Som nyansat trækker hun det korteste strå, da dagens første ordre kommer. Hun skal ud til et velstillet område, hvor folk ikke plejer at give drikkepenge. Og ikke nok med det, kunden er en gruppe satanister, som er i gang med at påkalde en ond helvedesdæmon. Problemet er bare, at de er kommet til at miste deres uskyld. Eller…?