SOVENDE HUNDE på Netflix er en ny krimi-thrillerserie fra Tyskland (org. titel: Schlafende Hunde). Der er seks timelange afsnit, og Max Riemelt fra Netflix-hitserien Sense8 er med. Læs hele vores anmeldelse af Sovende hunde her!

SOVENDE HUNDE er en ny Netflix-serie inden for krimi- og thrillergenrerne. Den er fra Tyskland (org. titel: Schlafende Hunde), men serien er baseret på 2016-serien The Exchange Principle fra Israel. Faktisk er dette en genindspilning med kun få ændringer.

Serien hedder i øvrigt Sleeping Dog (ja, i ental, af en eller anden årsag), hvis du har engelske sprogindstillinger på din Netflix konto. Er man til tyske krimier og thrillere, så er det her helt klart en serie, der skal have en chance.

Læs videre på vores Sovende hunde anmeldelse nedenfor. Alle afsnit er på Netflix fra den 22. juni 2023.

Et spændende krimi-thriller-mysterie

Denne tyske Netflix serie begynder med en scene, der foregår i fængslet. Som man kunne forvente, resulterer det hurtigt i nogens død. Så går vi videre til at møde den nu fallerede topbetjent, der lever livet som hjemløs. Ikke fordi han ikke har noget hjem, men fordi han gerne vil være alene.

Et hurtigt kig på ham og hans reaktioner viser, at han er voldsomt ramt af PTSD, der i dén grad bør behandles. Det kræver dog, at han selv er med på behandling, og der er han ikke helt endnu.

Den faldne betjent, Mike Atlas (Max Riemelt), og en kommende ung anklager ender med at arbejde sammen. Ikke officielt, da Mike slet ikke er aktiv betjent, men derimod af nødvendighed. De er begge interesserede i at undersøge en mordsag, der officielt er lukket.

Inden længe indser de, at de har åbnet, hvad der kun kan beskrives som Pandoras æske med en række møgsager.

Hvem kan man stole på – hvis overhovedet nogen?! Kan det hele være relateret til et ødelæggende terrorangreb, der skete i byen 18 måneder tidligere? Alt skal nok blive afsløret, men det er ikke uden voldsomme konsekvenser, som ingen af de involverede mennesker er klar til at tage eller konfrontere.

Sovende hunde – Anmeldelse | Netflix krimiserie

“Jeg står i bedstefar til knæene!”

Åh ja, elsker du ikke bare en god replik?! For mig, så ramte ordene “Jeg står i bedstefar til knæene” bare helt plet. Den kommer i afsnit 2 og fungerede bare helt perfekt. At den bliver sagt på tysk skader faktisk heller ikke.

Hvordan ender nogen i bedstefar til knæene? Ja, det er jo spørgsmålet, og svaret er tilpas uhumsk. Det er desuden også bare et eksempel på de forskelligartede job, politibetjente bliver sendt ud på. Og måske, ikke mindst, svaret på hvordan PTSD kan komme snigende over en årrække.

Når det kommer til rollebesætningen, genkender du måske ikke for mange skuespillere. Du kan dog have set et par stykker af dem før.

Peri Baumeister spiller eksempelvis en nøglerolle og havde hovedrollen i Netflix-vampyrfilmen Blood Red Sky (2021). Melika Foroutan genkender du måske fra Netflix-gyserfilmen Old People (2022), og hun spiller en anden vigtig rolle i Sovende hunde. Endelig er der som sagt Max Riemelt fra Sense8 hovedcastet.

For nylig var Max Riemelt også med i The Matrix Resurrections. Begge er selvfølgelig også skabt af The Wachowskis, og de elsker at bruge de samme skuespillere på tværs af projekter. Skabere som Mike Flanagan og Ryan Murphy er kendt for at gøre det samme. Jeg elsker det personligt altid!

Se Sovende hunde-serien på Netflix nu!

Christoph Darnstädt (The Experiment) er forfatteren bag denne tyske version af historien, som er en genindspilning af den originale israelske serie skabt af Oded Davidoff og Noah Stollman. Instruktørerne af de seks afsnit i serien er Stephan Lacant og Francis Meletzky.

Der er seks timelange afsnit i serien, og omdrejningspunktet er ét stort mysterie, der truer alt og alle lige fra begyndelsen.

Det er i høj grad en karakterdrevet historie, og den fungerer som sådan fint. Ingen ser ud til at være helt gode eller dårlige, hvilket resulterer i mange gråzoner. Det gør ofte historier lidt mere interessante, når karaktererne er mere nuancerede end “bare” helte og skurke. Sådan har jeg det i hvert fald.

Sovende hunde (på engelsk: Sleeping Dogs, originalt: Schlafende Hunde) er på Netflix fra den 22. juni 2023.

FAKTA

Skabere: Oded Davidoff, Noah Stollman
Instruktører: Stephan Lacant, Francis Meletzky
Manuskript: Christoph Darnstädt
Medvirkende: Max Riemelt, Luise von Finckh, Carlo Ljubek, Peri Baumeister, Antonio Wannek, Melodie Wakivuamina, Melika Foroutan, Helgi Schmid, Tara Africah Corrigan, Luna Jordan, Bernd Hölscher, Martin Wuttke

Plot

En tidligere detektiv, der nu bor på gaden, leder efter sandheden, da et nyt dødsfald rejser nogle foruroligende spørgsmål om en tilsyneladende afsluttet mordsag.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg