THE BOYS Sæson 3 på Prime Video er den (efterhånden ret) længe ventede fortsættelse på den vanvittige superhelteserie. Den er ekstremt voldelig og blodig, men det mest bidende er alligevel de meget rammende kulturelle kommentarer. Læs vores The Boys sæson 3 anmeldelse her!
THE BOYS Sæson 3 begynder nu endelig på Prime Video. Her hos Heaven of Horror var vi ret begejstrede for sæson 1, mens sæson 2 (utroligt nok) formåede at blive endnu vildere. Her taler vi især om mængden af ekstremt eksplosive dødsfald. Både eksplosiv i selve dødsmetoden og i antallet af dødsfald.
LÆS OGSÅ
Her i sæson 3 er der både mere af det samme og en del nyt. Vi er ude over diverse introduktioner til nye karakterer, så derfor er fokus mere på handlingen. Der er otte afsnit i sæsonen (præcis som i de to foregående sæsoner) og afsnit 1 starter med et hurtigt recap. Derefter er man godt klædt på til at komme i gang med alle de højaktuelle udfordringer.
Læs videre på vores The Boys sæson 3 anmeldelse nedenfor. Vi har set de første seks afsnit af sæson 3 til anmeldelsen.
Homelander skal elimineres
Nej, det er ikke en spoiler vedrørende The Boys sæson 3. I hvert fald ikke efter de første tre afsnit, vi har set. Det er til gengæld den helt tydelige konklusion efter sæson 1 og (især!) begivenhederne i sæson 3. “Homelander” (Antony Starr) er på alle måder en bombe, der er til fare for alt og alle. Han er fuldstændig vanvittig, stærkere end alle andre, nærmest usårlig, og nu også ret bitter og deprimeret.
Ja, alt er farligt og ingen er i sikkerhed. Og det er selvom denne Amazon Original produktion helt grundlæggende er en vaskeægte superhelte-serie. Den er bare sat helt på spidsen og fokuserer på, hvor farligt det ville være, hvis superhelte blev brugt af diverse virksomheder og stater.
Samt hvor svært (eller umuligt) det er at styre individer, der har overmenneskelig styrke og reelt ikke kan slås ihjel.
Alligevel er det mest rammende faktisk de socialrealisme kommentarer, der – med lidt andre navne og begreber – virker fuldstændig afvæbnende. Der er tydelige Trump referencer samt kulturelle kommentarer til vores besættelse af alt fra reality konkurrencer og social media.
Homelander skal elimineres
Man kan næsten ikke undgå at føle sig ramt undervejs. Og når det sker, så har man forhåbentlig nok selvindsigt til bare at erkende ens egne fejl og mangler. Nå ja, og måske blive bedre til at leve mere i den virkelige verden og dyrke de ægte relationer. Okay, det lyder måske lige lovlig dybt for mange, men det ér immervæk det helt grundlæggende budskab i The Boys. Ikke mindst her i sæson 3!
Derudover er der fristelserne. Som det afsløres i traileren for The Boys sæson 3, så er der opfundet et middel, der giver enhver superhelte-kræfter i 24 timer. Altså, det er naturligvis ikke officielt, og det er så absolut heller ikke testet. Men når nu man står som almindeligt dødeligt menneske og skal konfrontere en superhelt, så fristes man til at tage chancen. I hvert fald hvis man er Butcher (Karl Urban).
Hele holdet fra sæson 2 er tilbage her i nyeste sæson. Men det betyder ikke, at disse karakterer også er med et par afsnit inde i sæsonen. I vanlig The Boys-stil kan man aldrig føle sig for sikker. Til gengæld må jeg lige fremhæve Chase Crawford, der spiller “The Deep”. Havmanden, der kan tale med fisk, og som måtte finde tilbage til sig selv efter at have været en regulær Weinstein (eller værre) i sæson 1.
Af nye ansigter er der tilføjet en gammel kending, hvis man er Supernatural-fan. Jensen Ackles spiller nemlig den politisk ukorrekte superhelt Soldier Boy, der er en reel trussel mod Homelander.
Se The Boys sæson 3 på Prime Video
Der er vist ingen tvivl om, at The Boys ikke er for alle. Den har en ekstrem stil med blod, vold, og på alle måder upassende dialog og handling. Men samtidig virker det også uhyggeligt bekendt. Bevares, ikke lige den del med superhelte-kræfter. Den upassende opførsel er dog ikke fremmed. Slet ikke efter både Trump og en pandemi har hjulpet mange med at sætte deres indre svinehund helt fri.
Det er lige præcis “Homelander” karakteren et perfekt eksempel på (ligesom Butcher, dog på en lidt anden måde). Især Antony Starr som Homelander er en fornøjelse at se. Man kan da kun blive møghamrende bange for ham. Mere end noget andet, så er det lige præcis hans karakter, der viser hvor farligt det ville være, hvis Avengers, Justice League, X-Men og alle de andre var mere end bare fiktion.
Så vil jeg på alle måder foretrække zombier. Dem kan man da forholde sig til og kæmpe imod. Til gengæld er det skøn underholdning, der minder en om, at verden sagtens kunne være meget værre. For at komme godt i gang med sæson 3, får du de tre første afsnit af sæsonen på premieredagen. Derefter må du tålmodigt nøjes med ét afsnit om ugen frem til 8. juli, hvor sidste afsnit af sæson 3 (afsnit 8) frigives.
Se sæson 3 af The Boys på Amazons Prime Video, hvor de tre første afsnit får premiere den 3. juni 2022.
Plot
Det har været et roligt år. Homelander er underkuet. Butcher arbejder for regeringen, ledet af Hughie af alle mennesker. Men det kribler i begge mænd for at forvandle denne fred og ro til blod og knogler. Så da The Boys hører om et mystisk Anti-supe-våben, sender det dem hovedkulds ind i Seven, hvilket starter en krig og en jagt på legende fra den første superhelt: Soldier Boy. Sæson 3 kommer d. 3 juni, kun på Prime Video.