Holdet bag The Neighbor er dem, der gav os Feast-filmene og var manuskriptforfattere på hele fire Saw-film. Derudover er castet helt i top, så underholdningen er hjemme!

The Neighbor byder på alle gode gange tre for skuespiller Josh Stewart og instruktør Marcus Dunstan. Denne gang får de selskab af Alex Essoe, der brillierede i Starry Eyes. Det er en overraskende lille perle, der bare kan nydes fra først til sidst.

Noget så simpelt som det faktum, at en kvinde, der holdes i fangeskab, kan finde ud af at være stille, når redningsmanden beder om det. Altså, dét er jo nærmest uset i gyserfilm (eller thrillere), hvor kvinder partout skal skrige på de værst tænkelige tidspunkter. Ikke i The Neighbor.

Marcus Dunstan er heldigvis en instruktør, der forstår at bruge flere virkemidler end de helt gængse.

Og nu vi er ved dét at gøre tingene lidt anderledes? Der er de fedeste credits til sidst i filmen. Der er ikke mere end 10-15 skuespillere med i filmen, så hver enkelt vises lige med navn på en grynet old school måde. Det er en skøn respekt overfor hele teamet, der gerne måtte være standard på flere mindre film.

Simpel historie uden omsvøb

The Neighbor er på alle måder en meget simpel film, og det er faktisk forfriskende. Der er rigeligt gys i at have en mærkværdig og lettere truende nabo. At det viser sig, han også er ret farlig, er alt rigeligt til en spændende fortælling.

Foruden historien er det nemlig karaktererne, der driver hele værket. Samtlige karakterer er interessante og selv dem, vi kun ser meget kort, gør indtryk. Faktisk i en sådan grad, at man egentlig gerne ville se mere til dem. Men her er Marcus Dunstan altså ekspert i begrænsningernes kunst.

Filmen varer 1 time og 27 minutter, og det klæder historien utrolig godt. Det skader ikke at efterlade publikum hungrende efter mere. Så er man jo bare desto mere klar på næste film.

The Neighbor

Velkendte ansigter i de fleste roller

Som vi allerede har afdækket indledningsvist, så er dette tredje film af Marcus Dunstan med Josh Stewart i hovedrollen. De to første var The Collector og The Collection, der vel ret beset er gået hen og blevet en slags gyserklassiker.

Derudover er der så Alex Essoe (Starry Eyes) i rollen som Rosie, der er kæreste med Josh Stewarts karakter, John. Nu var Alex Essoe en ret vild og intens oplevelse i Starry Eyes, der varmt kan anbefales.

Derfor forventede jeg også, at også Rosie ville blive en spændende karakter i The Neighbor, når nu denne skuespiller var castet.

Der er ingen kedelige karaktererThe Neighbor. Alligevel er Rosie (Alex Essoe) en af dem, vi ser mere og mere til, som historien skrider frem. På den rigtig gode måde!

Dog er Josh Stewart også lige så stabil som altid, og især Bill Engvall må også fremhæves. Bill Engval laver normalt mest komedie og var bl.a. med i Sharknado 3: Oh Hell No!. Her er han dog absolut i det meget dystre hjørne. Endda på en langt mere realistisk måde end dét, man typisk forventer af gysergenren.

The Neighbor - gyserfilm

Stærke gyser-kræfter

De primære kræfter bag The Neighbor er Marcus Dunstan, der har skrevet og instrueret filmen. Han har dog ikke skrevet den alene, da også Patrick Melton har været inde over denne del. Og når det handler om at skrive manuskripter til gyserfilm, så er Patrick Melton og Marcus Dunstan altså nogle ret erfarne herrer.

Sammen har de skrevet manuskripterne til hele fire (4!) Saw-film. Mere præcist skrev de Saw IVSaw VSaw VI og Saw VII. Derudover har de også arbejdet sammen om at skabe Feast franchisen.

Alle 3 Feast film er i øvrigt instrueret af John Gulager. I 2012 teamede de igen op med instruktøren fra Feast, John Gulager, da de var med til at skrive Piranha 3DD, som Gulager instruerede. Feast er fra 2005, så det lille gyser-team har arbejdet sammen i efterhånden mange år.

Selvom Marcus Dunstan og Patrick Melton ofte laver gyserfilm, der går “over the top”, så er denne film et eksempel på, at de også kan holde det mere jordnært. Og det er ikke gået udover spændingen eller underholdningsværdien. Tværtimod, så er det faktisk fire store splatter, vi her kaster efter filmen!

The Neighbor er ude på VOD nu.

FAKTA

VOD-premiere: 11. december 2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Marcus Dunstan
Medvirkende: Josh Stewart, Luke Edwards, Jaqueline Fleming m.fl.

PLOT: I den lil­le stil­le ame­ri­kan­ske by Cut­ter kom­mer John en dag hjem og op­da­ger, at hans kæ­re­ste er for­s­vun­det. Hun har hver­ken pak­ket nog­le ta­sker el­ler ta­get nog­le pen­ge – hun er bare væk. Ef­ter­søg­nin­gen brin­ger John hen til na­bo­ens hus, hvor han gør en skræm­men­de op­da­gel­se.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg