SAW-filmene hopper lidt rundt i tiden, så det kan være svært at huske, hvilken rækkefølge de foregår i. Vi har derfor lavet en kronologisk rækkefølge af de (indtil videre) ti Saw-film her. Det er en god idé lige at skæve til den, inden du ser Saw X, der er nyeste skud på stammen i 2023.
SAW-filmene er udkommet over en efterhånden meget lang årrække. Til gengæld er historien ikke kronologisk, så den bare følger slavisk. Eksempelvis er det sådan, at SAW X udspiller sig imellem SAW og SAW II.
Hvis du skal “varme op” til den nyeste SAW-film – og det er jo altid en god idé – kan du derfor passende gøre det ved at se de to første film i franchisen. Dog skal det siges, at det også kommer med lidt udfordringer. Skuespillernes aldring er nemlig mere tydelig, når man har deres tidligere film frisk i hukommelsen.
Med SAW-franchisens 10 film (indtil videre) kan det være lidt svært at huske, hvad de alle sammen handler om, så her får du et helt kort overblik over filmene – i kronologisk rækkefølge. Udgivelsesåret er dog også oplyst, så det hele forhåbentlig giver mening.
SAW-filmene i kronologisk rækkefølge
For en god ordens skyld omtales John Kramer (altså “Jigsaw”) konsekvent som seriemorder. Det har vi derfor også taget med i diverse officielle plotbeskrivelser herunder. Om han reelt er seriemorder eller ej, kan jo diskuteres. Ikke mindst af John Kramer selv.
På den anden side omtales Charles Manson jo også ofte som seriemorder, så med det in mente er det måske ikke helt forkert. John Kramer er i hvert fald bestemt skyld i flere dødsfald, når hans udvalgte ofre ikke vil “lege med ham”. Eller bare er for langsomme.
Og lad os så se nærmere på, hvordan SAW-filmene har udviklet sig rent plotmæssigt siden første film fra 2004.
SAW (2004)
To fremmede vågner op i et aflåst gammelt badeværelse uden at vide, hvordan de endte der. Snart finder de ud af, at de begge er brikker i et dødeligt spil, sat op af den berygtede seriemorder John Kramer også kendt som Jigsaw.
SAW X (2023) – ja, den 10. film i franchisen er kronologisk en 2’er.
En syg og desperat John Kramer rejser til Mexico, for at blive behandlet med en risikabel og eksperimentel procedure i håb om en mirakelkur mod sin kræftsygdom. Han opdager dog, at hele operationen er et fupnummer, sat op af svindlere for at snyde de mest sårbare.
SAW II (2005)
En detektiv og hans team skal redde 8 mennesker, der er fanget på en fabrik af den kreative seriemorder John Kramer – også kendt som Jigsaw.
SAW III (2006)
John Kramer bortfører en læge for at holde sig i live, mens han ser sin nye lærling sætte en uheldig borger ved navn Jeff igennem en brutal test.
SAW IV (2007)
Trods Jigsaws død, er løjtnant Rigg tvunget til at deltage i et nyt spil, for at redde livet på to af hans kolleger. Spillet lover at teste ham til det yderste.
SAW V (2008)
Efter Jigsaws uhyggelige død bliver kriminalløjtnant Mark Hoffman rost som en helt, men agent Strahm er mistænksom og dykker ned i Hoffmans fortid. I mellemtiden bliver en anden gruppe mennesker sat igennem en række grufulde tests.
SAW VI (2009)
Agent Strahm er død, og FBI-agent Erickson nærmer sig Hoffman. I mellemtiden befinder et par forsikringschefer sig i et andet spil sat af Jigsaw.
SAW 3D (2010) – den 7. film i franchisen
Efter at have forsøgt at dræbe Mark Hoffman, er Jill Tuck nu i beskyttet varetægt. Kriminalbetjent Matt Gibson indvilliger i at beskytte hende, da hun underskriver en erklæring, der afslører, at Mark Hoffman er den nye Jigsaw morder. I mellemtiden bliver Bobby Dagen, en selverklæret Jigsaw overlevende, sat igennem sin egen serie af tests, hvor han skal redde både sine venner og sin kone.
JIGSAW (2017) – den 8. film i fortællingen
Lig dukker op i hele byen, og de har hver især mødt en unik og grufuld død. Mens efterforskningen skrider frem, peger beviser på en oplagt mistænkt: John Kramer, manden kendt som Jigsaw. Han har dog været død i over 10 år, så det er svært at gå efter ham.
SPIRAL: FROM THE BOOK OF SAW (2021) – den 9. Saw film, der reelt er en spin-off
Detektiven Ezekiel “Zeke” Banks arbejder i skyggen af sin far, en værdsat politiveteran. Han tager (sammen med sin rookie-partner) ansvaret for en uhyggelig efterforskning af en række mord, der minder om efterforskninger fra byens grufulde fortid. Ubevidst bliver Zeke fanget i et omfattende mysterium, hvor han selv er i centrum af morderens morbide spil.