BLOODSHOT er en ny sci-fi actionfilm. Selve plottet er baseret på et tegneserieoplæg, og det lægges der heller ikke skjul på i selve stilen. Alligevel leges der også med både fordomme og forventninger, hvilket giver nogle gode twists undervejs. Læs vores Bloodshot anmeldelse her, og se filmen derhjemme nu!

Bloodshot er en ny sci-fi actionfilm med Vin Diesel i den absolutte hovedrolle. Filmen er baseret på tegneserie-karakterer, og det er ren fest og ballade. Faktisk starter filmen så tilpas plat, at man hurtigt sidder og ruller lidt (læs: meget!) med øjnene over den overdrevne amerikansk patriotisme. Men, men, men… der bliver man sgu lidt snydt!

Der er nemlig en række overraskelser undervejs, så når du tænker “Aj, det er alligevel lige i overkanten, det dér”, så er der en mening med galskaben. Ens egne fordomme og forventninger til denne film bliver nemlig brugt imod publikum på de bedste måder.

Og så alligevel er der nogle “ugler i mosen” (for at bruge et godt dansk udtryk). Læs vores fulde Bloodshot anmeldelse herunder.

Ren drengerøvsunderholdning

Jeg er barn af 1980’erne, så jeg er vokset op med Arnold, Sylvester og Jean Claude som de vilde action-banditter. Det var og er solid underholdning, der dog ikke altid er ældet med ynde. For mig er Vin Diesel i samme kategori, men uden helt er være fulgt med tiden. Noget både Dwayne “The Rock” Johnson og Arnold Schwarzenegger er lykkedes meget bedre med.

Her tænker jeg især på de roller, kvinder får i en film som denne. Kvinden, der spiller Vin Diesels kone, er Talulah Riley. Du vil nok genkende hende fra Westworld, og hendes karakter i denne film er på alle måder en hjørnesten. Dog ikke helt på den måde, mange nok vil forvente.

Der var nogle kærkomne twists undervejs, der gav filmen mere “dybde”. Med okay, træerne vokser heller ikke ind i himlen. For nu at bruge endnu et godt gammelt dansk udtryk.

Bloodshot – Anmeldelse

Så er der stereotyp eye candy

Ja, jeg er jo også vokset op med de møghamrende seje kvinder som Sigourney Weaver og Linda Hamilton samt Charlize Theron i nyere tid. Hun kunne sagtens være super-feminin og stærk i Atomic Blonde, så det ene udelukker ikke det andet. Og i Bird of Prey så vi masser af feminine tegneserie-kvinder, ligesom Marvel-universet har givet os kvindelige karakterer, der både var pæne at se på og total badass!

I Bloodshot er Eiza González dog i dén grad dog brugt som eyecandy, og, helt ærligt, jeg gider ikke bare sige “pyt” til den slags længere.

Det irriterer mig sgu, når vi skal se Eiza González som en “enhanced” soldat, præcis som Vin Diesel karakteren Ray Garrison (aka Bloodshot) ender med at blive. I modsætning til de mandlige “enhanced” soldater, så er hendes karakter, KT, dog dullet op konstant. Vi taler fuld make-up og neglelak, hvilket bare bliver stereotypt på den kedelig måde.

Hvornår skulle denne karakter lige prioritere at lægge make-up og tage neglelak på? Helt slemt bliver det, når hun binder knude på sin tank-top, så vi lige kan få lidt mavse-tit. Du vil måske genkende Eiza González fra Alita: Battle Angel. Derudover er hun med i den kommende Godzilla vs. Kong (2020), hvor hun forhåbentlig får lidt mere at arbejde med.

Hun gør det faktisk også godt i Bloodshot, med det hun får at arbejde med, altså.

De fleste mænd vil nok ikke engang bemærke det, men jeg forestiller mig, at stadigt flere kvinder vil få ufrivillige øjenrulninger, når man bemærker disse ting. Jo mere vi ser, at det sagtens kan gøres anderledes og bedre, des mere forventer vi også af vores film!

Bloodshot – Anmeldelse

Se Bloodshot som købe- eller lejefilm nu!

Bloodshot er instrueret af Dave Wilson, der med denne film har fået spillefilmsdebut som instruktør. Før denne film havde han kun instrueret en kortfilm i Netflix- antologiserien Love, Death & Robots (episoden “Sonnie’s Edge”).

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-serien Love, Death & Robots her >

Dog skal det siges, at Dave Wilson har indgående erfaring på den visuelle side af filmproduktion. Han har nemlig arbejdet med visual effects på Avengers: Age of Ultron (2015) og været intruktør på trailere for spil som Mass Effect 2, BioShock Infinite og The Division.

Selve filmen er baseret på et tegneserie-oplæg, mens manuskriptet er skrevet af Jeff Wadlow og Eric Heisserer. Begge har erfaring med genrefilm, da Jeff Wadlow både instruerede og var medforfatter på Cry Wolf (2005) samt den spritnye Fantasy Island (2020). Den skulle have været i biografen herhjemme i marts, men udkommer i stedet direkte til hjemmebiffen.

Eric Heisserer har tidligere skrevet manuskriptet til Arrival (2019), der sikrede ham en Oscar-nominering. Derudover har han skrevet manuskriptet til Susanne Biers kæmpe Netflix-hit Bird Box (2018) og David F. Sandbergs Lights Out (2016). Generelt excellerer Eric Heisserer i at adaptere manuskripter fra bøger, kortfilm eller tegneserier. Det var derfor oplagt, at han “hjalp til” med Bloodshot.

Hvis du kan nyde Bloodshot for det, den vitterligt er, så er det en ren fest at se den. Der er nogle dumme detaljer, der irriterer mig lige lovligt meget, men jeg skal bestemt ikke nægte, at underholdningsværdien er i top. Ikke mindst fordi der virkelig leges med vores fordomme. Både i starten og i den absolut sidste replik.

Bloodshot er ude på DVD, Blu-ray og digitalt nu!

Der findes både bloopers og en alternativ slutning på Blu-ray udgaven. Lad os bare sige, at det er den helt rigtig slutning, der er valgt til den endelige film. Derudover slår jeg gerne et slag for at vælge Blu-ray udgaven, hvis du er visuel feinschmecker. Filmen har meget mørke scener og sorte farver, der står helt uhyggeligt skarpt på Blu-ray udgaven. Dét er sateme lækkert!

FAKTA

DVD/BD-premiere: 18. maj 2020
VOD-premiere: 27. marts 2020
Netflix-premiere: 13. september 2021
Genre: Science Fiction, Action, Fantasy
Instruktør: Dave Wilson
Medvirkende: Vin Diesel, Eiza González, Guy Pearce, Sam Heughan, Toby Kebbell, Talulah Riley

Plot

Bloodshot er baseret på den populære tegneserie af samme navn. Vin Diesel spiller Ray Garrison – en soldat, som bliver dræbt i kamp. Virksomheden RST genopliver ham som superhelten Bloodshot. Med en hær af nanoteknologi i hans blodårer, bliver han til en ustoppelig kraft – stærkere end nogensinde med evnen til at heale sig selv. RST har dog magten over hans sind og hukommelse. Nu ved Ray ikke, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Men han er på en mission for at finde ud af det.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.