SISU er en ny ultrablodig krigsfilm med masser af action og ekstremt brutale scener. En klassisk hævnhistorie med et twist. Filmen er fra Finland, men der tales engelsk – og denne gang er der en god grund. Læs vores fulde Sisu-filmanmeldelse her!

SISU er en krigsfilm og en hævnhistorie. To ting, der altid har gået rigtig godt sammen. Filmen er fra Finland, men det tænker man ikke rigtig over, da nærmest alle taler engelsk.

Dialogen er dog ikke lige det, der bærer denne historie. Vold er det universelle sprog, og det er særligt brutalt i denne finske film, der foregår mod slutningen af Anden Verdenskrig. Selvom scenerne er grotesk brutale, er de også overraskende realistiske i de fleste tilfælde.

Med en spilletid på kun 1 time og 31 minutter holder den sig skarp hele vejen igennem.

Læs videre på vores Sisu-filmanmeldelse nedenfor. Du finder den i biograferne fra den 11. maj 2023.

En finsk spaghettiwestern, der foregår under Anden Verdenskrig

Grunden til, at de alle taler engelsk i SISU, er faktisk ret genial, så det kan jeg snildt leve med i dette tilfælde. Normalt hader jeg, når folk taler engelsk i film, der formodes at foregå i ikke-engelsktalende lande. Jeg tænker især på de to uhyrligheder, Snemanden og Domino!

Men med Sisu er det fordi, filmen er et moderne bud på en spaghettiwestern.

Ja, SISU er dybest set en spaghettiwestern, der foregår under Anden Verdenskrig i Finland. Ligesom i de film med Clint Eastwood i hovedrollen, hvor “cowboyderne” (for nu at sige det på godt dansk) talte engelsk med forskellige mærkelige accenter, så taler selv nazisterne i SISU engelsk med en mærkelig accent.

Ofte med et forsøg på tysk accent, men de skuespillere, der spiller nazistiske soldater er både norske (Aksel Hennie fra I lyst og død), finske (Onni Tommila fra Rare Exports) og britiske (Jack Doolan fra Marcella S1 og S2), så dialekten kan være lidt rodet. Og til en moderne spaghettiwestern er det helt perfekt!

SISU – Anmeldelse | Finsk Action-splatter

Jorma Tommila er en ægte actionstjerne

Den absolutte stjerne i SISU er dog Jorma Tommila som den stille og ekstremt dygtige tidligere soldat, der nu er blevet guldgraver. Han er en hård motherf*cker, der nemt kan sammenlignes med John Rambo eller Jason Bourne. Selvom denne historie naturligvis foregår meget tidligere, da den finder sted under Anden Verdenskrig i 1944.

Dybest set er Jorma Tommilas karakter i SISU definitionen af det ord. Det samme er de finske kvinder, der holdes som gidsler af en gruppe nazister, der rejser på tværs af det finske landskab og plyndrer og brænder enhver landsby, de kommer forbi.

Ordet “sisu” kan ikke direkte oversættes, men det beskriver udholdenhed, viljestyrke og kampånd. Dybest set er det evnen til at gennemføre en opgave, uanset hvor hård og umulig den forekommer, ved aldrig at give op.

Se SISU i biografen!

Manuskriptforfatteren og instruktøren af SISU er den finske filmskaber Jalmari Helander. Han instruerede også den fantastiske finske julegyserfilm Rare Exports, der ligeledes havde Jorma Tommila og Onni Tommila i hovedrollerne. De to spillede far og søn i den film. Og ja, som efternavnet antydede, er de faktisk også far og søn i det virkelige liv.

I SISU spiller den yngre Tommila dog nazist, så der er bestemt ingen relation mellem de to i denne film!

Denne nye hævnfilm har allerede spillet på filmfestivaler verden over med stor succes. Den har – meget fortjent – vundet adskillige priser. Inklusiv fire priser ved Sitges Film Festival for bedste skuespiller, cinematografi, musik og bedste film. Så stort set det hele!

Nå ja, bortset fra instruktørprisen, som gik til Ti West for Pearl (2022). Jalmari Helander har dog tidligere vundet prisen for bedste instruktør på Sitges. Det skete tilbage i 2010 med netop Rare Exports.

Gør i øvrigt dig selv en tjeneste og læg mærke til musikken, når du ser denne film. Lydsiden består for det meste af intense vokalpræstationer. En særlig slags kor, der udnytter meget dybe vokaliseringer. Noget der fungerer perfekt til denne historie!

SISU er ude i de danske biografer fra den 11. maj 2023.

FAKTA

Instruktør: Jalmari Helander
Manuskript: Jalmari Helander
Medvirkende: Jorma Tommila, Aksel Hennie, Jack Doolan, Mimosa Willamo, Onni Tommila, Arttu Kapulainen

Premierebiografer: NFB – Palads, NFB – Aarhus C, NFB – Aalborg Kennedy, NFB – Odense, NFB – Fields, Valby Kino, Atlas Biograferne, Kulturbiografen Frysehuset, Format Biograf i Ballerup, Palads 1-2-3 i Frederikshavn, Apollon i Struer, MovieHouse i Hellerup, MovieHouse i Helsingør, Gloria, Biografen 1+2 i Tønder, Megascope i Horsens, Hadsten Bio, Lido Biograferne, Katuaq Bio i Nuuk, Havnar Bio på Færøerne, Big Bio i Holstebro, Big Bio i Herlev, Big Bio i Nordhavn, Nicolai Biograf og Cafe i Kolding, MovieHouse i Slagelse, Bio Silkeborg, Kinorama i Sønderborg, Empire Bio, MovieHouse i Hjørring, Klovborg Kino, Kinorevuen i Skørping, Cinema 4 i Skive, Kino Ro’s Torv m.fl.

Plot

Action-krigsfilmen Sisu følger den forhenværende soldat Aatami Korpi, der finder en guldskat midt i Laplands vilde natur. Nu går turen mod byen for at sikre byttet, men på sin vej støder han imidlertid ind i en række onde nazister. Uheldigvis. Dog ikke for ham, men derimod for nazisterne, der bliver henrettet på de mest opfindsomme måder. Det betyder alt fra en kæmpe dolk, som penetrerer kraniet på en af skurkene, videre til blodige landminer, der sprænger nazister i stykker, så lemmerne flyver til højre og venstre.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.