Annihilation (Udslettelse) er helt sikkert ikke noget for alle, men hvis du er til fantastiske flotte sci-fi fantasy film, så er der altså en lille perle på Netflix her. Den er absolut heller ikke uden gys, men det driver ikke værket.

Annihilation er biografaktuel i USA, hvor den kæmper mod diverse indiefilm og kæmpe Hollywood-produktioner. I resten af verden udkommer Annihilation i stedet på Netflix, og har i Danmark fået titlen Udslettelse. Man har simpelthen ikke vidst, hvordan pokker den skulle sælges ind til biografpublikummet. Og det forstår jeg egentlig godt, men hold nu fast, hvor ville den have været vild at se i en biograf.

Som udgangspunkt vil jeg sige, at hvis du ikke kunne udstå Mother!, så er Annihilation nok heller ikke din kop te. Og så alligevel kan du jo give den en chance, eftersom den alligevel ligger på Netflix. Der er ikke meget at miste ved det, andet end at gå glip af en syret oplevelse.

Mens Mother! virkelig fik presset publikums grænser (læs vores anmeldelse af Mother! her), så er Annihilation dog langt mere afdæmpet. Fokus er på en simpel historie, spændende karakterer og en visuelt blændende oplevelse. Dét kan de fleste da være med på.

Annihilation (Udslettelse)

Virkeligt spændende cast

Der har været meget fokus på, at Annihilation primært har kvinder i castet. Og det passer også! Det er et hold bestående udelukkende af kvinder, der sendes ind i den mærkværdige “bobbel”, der pludselig er opstået. Tidligere har man primært sendt mandlige soldater ind, og nu prøver man altså kvindelige deltagere, der primært er forskere.

Sådan, bum. Det giver da helt fin mening af prøve noget nyt. Og så giver det en helt anden energi til ekspeditionen, hvor der bliver set på tingene med andre øjne.

De fem kvinder, der sendes afsted, spilles af et hold velkendte ansigter, der alle kommer med noget særligt.

Natalie Portman (Black Swan) har den egentlige hovedrolle. Hun spiller Lena, der godt nok er forsker nu, men faktisk har en militærkarriere bag sig. Det betyder også, at hun lynhurtigt reagerer som en soldat, når situationen er blevet farlig eller presset.

Jennifer Jason Leigh (Morgan) spiller ekspedtionslederen, Dr. Ventress, og hun er altså skøn her. Fuldstændig afdæmpet med 100% fokus på missionen, men uden at blive kold. Hun har bare et mål og går direkte efter det. Det er nemlig umiddelbart hele planetens fremtid, der er på spil. Ja, intet mindre kan gøre det.

Derudover ser vi Gina Rodriguez, der spiller Anya Thorensen, og er holdets virkelige badass. Der er lidt Sarah Connor over hende, og dét er bestemt aldrig dårligt. De sidste to på holdet er Tessa Thompson (Westworld og Thor: Ragnarok), der spiller den relativt nyuddannede biolog, Josie, samt fantastiske Tuva Novotny (ID:A).

Annihilation (Udslettelse)

Skønne Tuva Novotny

Godt nok spiller Tuva Novotny ikke en decideret hovedrolle, men hun er altså del af det team, der sendes på mission. Hun har primært scener med Natalie Portman, da de to hurtigt finder sympati for hinanden, og hun spiller fint op mod Oscar-vinderen. Novotnys karakter hedder Cass Sheppard, og hun får på mange måder en nøglerolle.

Jeg synes slet ikke, vi har set nok til Tuva Novotny, som jeg altid har syntes er en af de bedste svenske skuespillerinder. Derfor vil jeg gerne fremhæve hende her. Forhåbentlig kan Annihilation være med til, at hendes karriere får et solidt skub i den rigtige retning. Hun er simpelthen noget af det bedste i denne film.

Og det er vel at mærke i en film, der er fyldt med dygtige skuespillere og skarpe præstationer. Hun er bare så skønt underspillet på den gode skandinaviske måde.

Foruden de fem kvinder, der er omdrejningspunkt for filmens hovedhistorie, så er der altså også en del mænd med. Den primære mandlige rolle spilles af Oscar Issac.

Og Oscar Issac var faktisk så vild efter at være med i filmen, at han indspillede den sideløbende med Star Wars: The Last Jedi. Og selvom hans rolle ikke tidsmæssigt fylder så meget, er det en skøn præstation. Han er med fra start til slut og leverer vigtige clues undervejs.

Derudover spiller også Benedict Wong (Prometheus og Sunshine) en væsentlig rolle som den, der afhører Natalie Portman efter ekspeditionen. Annihilation er reelt primært et flashback, der fortælles af Natalie Portman til Benedict Wongs karakter, Lomax.

Annihilation (Udslettelse)

En vild historiefortæller

Annihilation er instrueret af Alex Garland, der tidligere “kun” har lavet en enkelt anden film: Ex-Machina. Den var mildest talt fantastisk, så forventningerne til denne nye film var ret høje. Alex Garland har også skrevet manuskriptet til Annihilation, men det er dog baseret på en bog. Tidligere arbejdede Alex Garland også som manuskriptforfatter, og blev nomineret til en Oscar for sit manuskript til instruktør debutfilmen Ex-Machina.

Før han kastede sig over filmens verden, skrev han bogen The Beach, der blev filmatiseret af Danny Boyle med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Samarbejdet med Danny Boyle fortsatte, og Alex Garland stod således også bag manuskriptet til både 28 Days Later og Sunshine.

Han har altså gjort en karriere ud af at skrive genrefilm inden for både gyser og sci-fi genren. Og meget gerne med historier, der afviger fra det, man har set 117 gange før. Vi er derfor altid spændte efter at se, hvad han kommer med som det næste. Det er i hvert fald aldrig kedeligt, hvilket også Annihilation er bevis på!

Annihilation (Udslettelse) får premiere i Danmark på Netflix fra 12. marts 2018.

FAKTA

Biografpremiere: 23-02-2018 (USA)
VOD-premiere: 12-03-2018 (Netflix)
Genre: Thriller, Science Fiction, Action
Instruktør: Alex Garland
Medvirkende: Natalie Portman, Jennifer Jason Leigh, Gina Rodriguez, Tessa Thompson, Tuva Novotny, Oscar Isaac m.fl.

Resumé
Udslettelse (Annihilation) følger en gruppe kvindelige forskere, der tager på en hemmelig ekspedition til Area X, hvor naturens love ikke gør sig gældende, og flere grupper ikke er vendt hjem fra igen.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg