Dead Night er en herlig kitsch gyserfilm, der dog bestemt ikke er for alle. Hvis ikke du tager den for alvorligt, er den seværdig. Efter at have været igennem en større omklipning ser filmen dagens lys!

Dead Night er en klassisk skrækfilm, der skal nydes med et lille smil på læben fremfor angst i kroppen. Der er da lidt jumpscares, men det er ikke dén type film.

Derimod er det en skæv fortælling, hvor det er et snigende ubehag, der driver plottet frem. Mest af alt føles det som om, man er fanget i en “Twilight Zone”, hvor tingene sker, uden karaktererne kan gøre fra eller til. Det er især Barbara Cramptons rolle i filmen, der virkelig får gang i hele balladen.

Filmen hed oprindeligt Applecart, men var igennem en større omklipning og hedder nu Dead Night.

You’re Next cast genforening

Foruden Barbara Crampton er også AJ Bowen med, og dermed bliver dette en lille You’re Next genforening. Også AJ Bowen er blevet lidt af en genrefilm skuespiller. Han var med i både A Horrible Way to Die (2010) og Ti West filmen The House of the Devil (2009).

I 2019 kommer vi til at se AJ Bowen i Satanic Panic, der er en gyserkomedie med et ret omfattende cast. Dog ingen Barbara Crampton, med mindre hun laver en cameo, der ikke er oplyst på rollelisten endnu.

Dead Night er vitterlig også en genrefilm, der spænder over flere genrer. Selvom gyser nok er den primære, så er der også både fantasy og lidt sci-fi inden over flere elementer. Desuden er humor – i vanlig genrefilm stil – med på sidelinjen.

Især AJ Bowen er altid god for lidt “dad jokes”, hvilket da også er passende, da han er familiefar i Dead Night. Barbara Crampton leverer en mere tragikomisk indspark, der dog driver plottet i solid stil.

Dead Night anmeldelse

Flere genrefilm reunions

Den egentlige hovedrolle i Dead Night spilles af Brea Grant. Hun har også gjort karriere i genre-produktioner på både tv og film. Hun var med i tv-serien Dexter (fire afsnit som Ryan Chambers) samt film som Dead Awake og Beyond the Gates. Sidstnævnte havde også Barbara Crampton i en af hovedrollerne.

I en anden Beyond the Gates hovedrolle var Chase Williamson fra den helt fantastiske John Dies at the End. Han er naturligvis også med i Dead Night i en meget lille role. Nærmest en cameo.

Både Brea Grant og Chase Williamson var desuden med i julegyser-antologien All the Creatures Were Stirring (2018).

Efter at have set Chase Williamson i både Dead Night og All the Creatures Were Stirring pønser jeg lidt på en teori; Det er nærmest som om, hans titelrolle i John Dies at the End er blevet en form for modsatrettet selvopfyldende profeti. Ja, det var så lige en lille bitte spoiler!

Dead Night anmeldelse

En meget blandet fortællerstil

Jeg har set en del kritisere selve fortællerstilen, men det er egentlig mest mavesure “user reviews” på IMDb. Nogle af dem omtaler endda Dead Night som en found footage, men hvis man ser filmen som dette, så har man altså slet ikke fattet plottet.

Der er nemlig en del af historien, der fortælles lidt baglæns. Mens vi følger Familien Pollack, der tager på ferie i en afsides hytte, ser vi også et tv-program, der hedder “Inside Crime”. Programmet beskriver den frygtelige hændelse, der kommer til at finde sted i hytten.

Det betyder dog, at vi både ser, hvad der reelt sker – samt hvordan det efterfølgende bliver tolket af omverdenen. Og de to ting er meget forskellige. Jeg kunne egentlig godt lide denne stil (som også forklares, inden historien er omme), men den kræver lidt tilvænning. Noget der, trods alt, ikke ligefrem giver flere splatter til filmen.

End credit scene: Husk endelig at blive ved med at se filmen helt til slut. Der er både ekstra scener ved “Inside Crime” programmets rulletekster og helt til sidst efter de “kedelige” rulletekster for selve filmen.

Det kunne måske lægge op til, at flere film i dette univers har været på tegnebrættet.

Filmen ligger og svinger mellem 3 og 4 splatter, men den ender på 3, da den har lidt småproblemer. Men den er ganske fin underholdning.

FAKTA

VOD-premiere: 10. december 2018
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Brad Baruh
Medvirkende: Brea Grant, Daniel Roebuck, Barbara Crampton, AJ Bowen m.fl.

Plot

James (AJ Bowen) og hans kone Casey (Brea Grant) stopper børnene i bilen og drager af sted mod en øde beliggende hytte i Oregon for at nyde en stille weekend i hinandens selskab. Vel ankommet begiver James sig ind i den snedækkede skov for at lede efter brænde, og det varer ikke længe, før han møder en mystisk kvinde, der vandrer alene rundt i sneen. Han beslutter sig for at hjælpe, og tager hende med tilbage til familiens hytte, hvor hendes tilstedeværelse snart skal vise sig at være katalysatoren for en række gruopvækkende begivenheder, der vil ændre alles liv for evigt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.