DEVS er en ny sci-fi/thriller/drama-serie på HBO Nordic. Alle afsnit er skrevet og instrueret af Alex Garland, der også er skaber på miniserien. Det er en slow-burner, der kræver din fulde opmærksomhed! Læs mere i vores Devs anmeldelse her!

Devs er en ny serie på HBO Nordic. Den er lidt af et genremix, men først og fremmest er det sci-fi, der er i højsædet. Derefter er der både drama og thriller-elementer. Disse tre genrer hjælper med at opbygge en langsomt udviklende historie, der kræver, at du virkelig følger med.

Det vil sige, du kan ikke sidde og følge halvhjertet med, mens du sidder med din telefon. Det er ikke let underholdning, Devs kan tilbyde. I stedet vil du – selvom du er fuldstændig fokuseret – sidde med en række spørgsmål, når du ser den. Især efter de to første afsnit, som er dem, vi fik screeners på til denne anmeldelse.

Læs mere i vores Devs anmeldelse nedenfor.

En serie af Alex Garland

Straks vi hørte om Devs, var vi meget spændte på, hvad det mon var for noget. Hvorfor? Fordi den er skabt af Alex Garland, der er en genial filmskaber. Til denne miniserie har Alex Garland skrevet hvert eneste afsnit, og han instruerer også alle otte afsnit af serien.

Devs er altså 100% en Alex Garland skabelse. For mig var det et kæmpe plus, allerede inden jeg havde set ét sekund af serien. Dog var jeg også klar på, at der ville blive leget med mine forventninger og antagelser. Og jeg blev ikke skuffet i den henseende.

Det her er et kæmpe mindf*ck. Men man kan vel heller ikke forvente andet fra manden, der skrev og instruerede filmene Ex Machina (2014) og Annihilation (2018). Ting er aldrig simple og stereotypiske, når de kommer fra Alex Garland. Og det elsker jeg!

Devs (miniserie) – HBO Nordic anmeldelse

Devs har den vildeste slow-burn handling

Hvis du har set Ex Machina eller Annihilation, ved du allerede, at du nok skal forvente en historie, der udvikler sig stille og roligt. Det er bare Alex Garland stilen. Du kommer til at blive holdt hen og gætte løs i et stykke tid, før den fulde historie viser sig. Jeg nyder den slags, selvom Garland dog virkelig strækker det til det yderste med Devs.

Efter to afsnit aner jeg stadig ikke helt, hvad i alverden der reelt foregår. Men okay, det gør mange af hovedpersonerne heller ikke, og vi lærer sammen med dem.

Det er en langsom udvikling, men der sker masser af ting, der holder interessen kørende. Inklusiv elementer, der virkelig gør seerne endnu mere nysgerrige omkring sammenhængen.

Et stærkt og fascinerende cast

Hovedkaraktererne i Devs spilles af Sonoya Mizuna, Nick Offerman, Alison Pill og Jin Ha. Baseret på første afsnit tænker man nok, at af karakteren Sergei, spillet af Karl Glusman (Wounds), er hovedrollen. Men hvis du har læst plottet til serien, ved du bedre.

Devs handler mere om Lily Chan (Sonoya Mizuna) og Forrest (Nick Offerman). Lily er en it-ingeniør, der arbejder hos techfirmaet Amaya, som Forrest er direktør for. Alison Pill spiller Forrests højre hånd, Katie, som han stoler på, selvom han ikke rigtig lader til at stole på nogen ellers. Jin Ha spiller Jamie, der er en eks-kæreste til Lily.

Hvis du har set nogle af Garlands tidligere film, genkender du nok Sonoya Mizuna fra dem. Derudover var hun også med i Netflix-miniserien Maniac.

Andre medvirkende tæller blandt andre den danske skuespiller Linnea Bertelsen (Stranger Things sæson 2) og Cailee Spaeny. Sidstnævnte genkender du måske fra Bad Times at the El Royale eller Pacific Rim: Uprising. Derudover skal hun være med i den kommende The Craft remake.

Der er selvfølgelig masser af andre skuespillere med i denne serie, men jeg skal lige nævne endnu en: Zach Grenier. Han er ekstremt mindeværdig i rollen som Kenton, der er sikkerhedschef for Amaya. Lad os bare sige, at han ikke er bleg for noget som helst, når det gælder om at holde på hemmelighederne i Amaya. De skal hemmeligholdes for enhver pris!

Devs (miniserie) – HBO Nordic anmeldelse

Se Devs på HBO Nordic

Som jeg har nævnt flere gange allerede, så er Devs skabt af Alex Garland. Dette er kun tredje gang, han arbejder som instruktør. Hans to første film var Ex-Machina og Annihilation, der er nogle meget stærke film at lægge ud med. Og ja, især sidstnævnte delte også vandene, da de fleste elsker eller hader den. Men det betyder da, at den har rørt ved noget mindeværdigt.

Selvom du muligvis ikke har set nogle af disse, er du måske alligevel bekendt med Alex Garland som manuskriptforfatter. Han har skrevet mange fantastiske manuskripter, som fx den geniale 28 Days Later fra 2002. Den genoplivede nærmest zombiegenren i starten af årtusindeskiftet. Derudover skrev han også manuskriptet til sci-fi thrilleren Sunshine (2007).

Begge film blev instrueret af Danny Boyle, ligesom The Beach (2000) med Leonardo DiCaprio. Garland skrev da også romanen, The Beach filmen blev baseret på – dog ikke selve manuskriptet. Det gav ham alligevel en indgangsvinkel til at begynde at skrive manuskripter for Danny Boyle.

Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal forvente fra Devs miniserien. Den kan udvikle sig til noget helt fantastisk eller køre ud af et alt for mærkelig spor, hvor publikum hurtigt falder fra. Jeg tror dog på førstnævnte udfra både skaberen og castet.

Ja, jeg er faktisk ret spændt på, hvad der sker efter de to afsnit, jeg har set til anmeldelsen. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at serien arbejder med realitetssans, tid og rum. Historien, Alex Garland fortæller denne gang, er både fascinerende, udfordrende og virkelig skræmmende. Selvom jeg stadig ikke ved særlig meget om hvad, der egentlig foregår!

Vores anmeldelse er baseret på de to første afsnit af Devs.

DEVS har premiere på HBO Nordic med de to første afsnit den 5. marts 2020.

FAKTA

Skaber/Instruktør/Forfatter: Alex Garland
Medvirkende: Sonoya Mizuno, Nick Offerman, Jin Ha, Alison Pill, Zach Grenier, Cailee Spaeny, Stephen McKinley Henderson, Karl Glusman, Jefferson Hall, Linnea Berthelsen

Plot

Devs er skabt af manden bag Ex Machina og Annihilation, Alex Garland. Den handler om it-ingeniøren Lily Chan (Sonoya Mizuno), der forsøger at kulegrave hemmelighederne hos techfirmaet Amaya, som hun arbejder for, og som styres af den ondsindede Silicon Valley-chef, Forest (Nick Offerman). Lily mistænker firmaet for at stå bag en forbrydelse, der har ledt til, at hendes kæreste på mystisk vis er forsvundet.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg