X er den nye gyserfilm af Ti West, som vi er mange, der har ventet længe på. Det er en sand lille gyserperle, hvis du er til den old school slasher-stil. En skønt cast og et væld af referencer til andre ikoniske gyserfilm. Læs vores X (2022) filmanmeldelse her!

X (2022) er den nye Ti West gyserfilm med Mia Goth, Jenna Ortega og Brittany Snow. Eller rettere, der er naturligvis flere med, men vi starter lige med de kvindelige karakterer. De mandlige deltagere i uhyrlighederne vender vi tilbage til. Gyserfilm har alle dage handlet om “the final girl” (eller “girls”).

I denne film lader alle i castet til at nyde vanviddet, og det er svært ikke at kalde for en omgående gyser-klassiker. Hvis du kender til Ti West, vil du også vide, at han især er fantastisk til at genskabe stilen fra ældre film. Han formår bare at ramme hele følelsen af gyserfilm fra 1970’erne (samt lige før og efter). Endda mens de stadig føles nye og står knivskarpt.

Læs videre på vores (2022) filmanmeldelse herunder. Filmen kan ses i biografen lige nu (dog kun i ret begrænset omfang).

En ny gyser-klassiker

Der er ingen tvivl om, at X på mange måder lever og ånder i samme univers som Texas Chainsaw Massacre franchisen. Det er helt sin egen, men meget samme stil. Det er derfor også denne film du skal se, hvis du er fan af den ikoniske gyserfranchise. Den er kvantespring bedre end den aktuelle Texas Chainsaw Massacre requel, der også udkom her i 2022.

har nemlig lige præcis den samme uhumske og grumme slasher-stil, der blev populær med især dén franchise. Endda uden at gå på kompromis med karaktergalleriet, der faktisk også får fin plads. Alle er interessante på én eller anden måde.

Foruden tidligere nævnte Mia Goth (Suspiria), Jenna Ortega (Scream 5) og Brittany Snow (Would You Rather), der alle gør det virkelig godt på forskellige måder, så er der som sagt også nogle mænd med i X. Det gælder Martin Henderson (The Strangers: Prey at Night), Owen Campbell (Super Dark Times) og Scott “Kid Cudi” Mescudi (sæson 3 af Westworld).

Derudover er også Stephen Ure med, men han er blevet “ældet” en del, så han er ikke helt genkendelig. Men det er han nu sjældent, da han ofte spiller roller, hvor han forklædes på den ene eller anden måde. Han var med i Lord of the Rings og Hobbit franchisene samt den skæve og underholdende gyserkomedie Deathgasm (2015).

X (2022) Gyserfilm anmeldelse

Hvorfor hyrer man ikke ældre skuespillere?

En af mine få (men denne er dog stor) egentlige kritikpunkter for X er faktisk, at man sminker folk ældre fremfor at bruge ældre skuespillere. Altså, dét havde da virkelig krævet noget mod (for ikke bare at sige “nosser”). I særdeleshed når man tænker på, at det er en sex-drevet historie på mange måder.

Altså, plottet er (groft sagt), at der filmes en pornofilm – i smug, vel at mærke – på en gård, der er som taget ud af huset fra Motorsavsmassakren.

Vi har da også set ældre skuespillere i gyserfilm, hvor der har fungeret helt fantastisk. Fra Adam Robitels helt blændende The Taking of Deborah Logan (2014) til M. Night Shyamalans The Visit (2015). Begge film viser netop, hvor effektivt det er at hyre “søde, ældre mennesker” i roller, hvor de skal gøre mærkværdige og direkte ondskabsfulde ting.

Det er især i zombiefilm, vi også får lov til at se ældre skuespillere forvandles til monstre. Men så er det jo netop zombier fremfor “bare” ældre mennesker. Jeg synes, det er en skam, at man bruger yngre skuespillere i “alderdoms-makeup” fremfor bare at hyre ældre skuespillere. Men okay, sådan er der jo så meget, man kan ærgre sig over.

Der kommer en X prequel med titlen Pearl senere i 2022

Hvis du bliver vild med X-universet, så er der mere at se frem til. Mens Ti West måtte bruge to uger i obligatorisk karantæne (sådan er det, når man rejser under en pandemi), fik han idéen til en prequel. Heldigvis fik de også lejlighed til at filme denne, direkte efter X optagelserne var i hus. Derfor får vi Pearl allerede senere i år, hvis alt går vel.

Hvem ved, måske det bliver en lille Halloween-film. Det giver i hvert fald god mening, og eftersom X er blevet hyldet af både filmanmeldere og gyserfans verden rundt, så bliver det nok prioriteret at finde en perfekt dato, så der kan tjenes gode penge på dette sats.

Vi skal nok holde dig opdateret her på Heaven of Horror, når der er mere nyt om premieredatoen. Derudover skal vi nok komme med information om casting og plot, men vi vil ikke spoile noget allerede her. Hovedrollen spilles nemlig af en af skuespillerne fra X. Hun hedder (ikke overraskende) Pearl, og eftersom det er en prequel, vil det give mere indblik i hendes liv.

Se X gyserfilmen i biografen nu!

Ti West er som sagt manden bag X (2022), som han både har skrevet og instrueret. Det er blevet lidt af en kultfilm allerede efter premieren ved SXSW filmfestivalen i marts 2022. Den udkom i de amerikanske biografer allerede en uge senere, mens vi herhjemme måtte vente lige et par uger mere.

Gyserfans får virkelig smæk for skillingen med denne film. I hvert fald hvis du er den slags gyserfan, der især nyder de visuelt voldsomme film med masser af sex, vold, blod og vanvittige drabsscener.

Den er jeg generelt helt med på, men nyder oftest film mere, hvis det går helt amok i form af en gyserkomedie, eller der også er mere af et psykologisk aspekt. Det er ikke noget, X byder særligt meget på, men det gør faktisk ikke noget, da X (2022) i stedet er en helt rendyrket slasher. I ægte Ti West-stil, hvor alt er meget stilrent og hænger godt sammen.

Med andre ord kan X varmt anbefales, og jeg glæder mig voldsomt meget til, Pearl prequel filmen også ser dagens lys!

X fik premiere i de danske biografer den 31. marts 2022. 

FAKTA

Biografpremiere: 31. marts 2022
Genre: Horror, Drama
Instruktør: Ti West
Medvirkende: Mia Goth, Jenna Ortega, Martin Henderson, Brittany Snow, Owen Campbell, Stephen Ure, Scott Mescudi

Plot

I 1979 satte en gruppe unge filmskabere sig for at lave en pornofilm i det landlige Texas, men da deres tilbagetrukne, ældre værter fanger dem på fersk gerning, må de medvirkende kæmpe for deres liv.