FIVE NIGHTS AT FREDDY’S er en ny gyserfilm baseret på et videospil. Den slags er oftest en enten-eller oplevelse. Denne ender dog som en middelmådig oplevelse. Den samlede oplevelse er bare ikke så imponerende, som den kunne have været. Find den i biograferne nu. Læs vores Five Nights at Freddy’s filmanmeldelse her!
FIVE NIGHTS AT FREDDY’S er en gyserfilm, der kan ses i de danske biografer nu. Filmen er baseret på videospillet af samme navn. Ikke ét jeg kender, så jeg ser denne som enhver anden film. Selvom den starter stærkt, er slutningen i sidste ende meget forudsigelig og ikke så interessant. I hvert fald ikke for mig.
De små forsøg på at skabe et sjovt øjeblik undervejs falder også fladt til jorden. Det føles mærkelig målrettet yngre seere, men dette er ikke en film for børn. Lige præcis disse øjeblikke, der virker søde og sjove, kunne sagtens have fungeret. Hvis bare vi så hovedpersonen reagere på en måde, der viser os, at det er det modsatte.
Læs videre på vores Five Nights at Freddy’s filmanmeldelse nedenfor. Find den i biograferne fra den 26. oktober 2023.
En enkel præmis med en mørk historie
I Five Nights at Freddy’s følger vi sikkerhedsvagten Mike (Josh Hutcherson). Han er ansvarlig for sin lillesøster, Abby, hvilket betyder, at han i praksis er forælder. Pengene er små, og han kan ikke holde et job særligt længe. Der sker bare altid noget skidt, fordi han ikke kan kontrollere sit temperament.
Som 12-årig så han sin lillebror blive kidnappet, og det betyder, at han nu reagerer meget hurtigt (og voldsomt) på situationer, der potentielt kunne være farlige.
Han er dog “heldig” at få et job på Freddy Fazbear’s Pizza. Lønnen er dårlig, og arbejdstiderne er endnu dårligere. Men med en besked om at han snart smides ud af deres hus – og en tante (Mary Stuart Masterson), der truer med at hive ham i retten for at få forældremyndigheden over Abby – har han reelt intet valg.
Allerede på sin allerførste aften på jobbet indser Mike, at nattevagttjansen hos Freddy’s ikke bliver så let. Vi ser også hurtigt hvordan kæmpe animatroniske dyr kommer til live og bliver ret brutale. Dette er dog kun ét element i historien. Der er nemlig en meget mere brutal historie, der føles som noget fra en true crime-dokumentar.
Slutningen på Five Nights at Freddy’s er en skuffelse
Kernehistorien i Five Nights at Freddy’s er faktisk meget mørk. Hele grundstenen til denne er lagt i første akt, som absolut er det stærkeste for mig. Den midterste del er også okay, mens sidste akt er noget rod. Og meget forudsigelig. Desuden bliver mange detaljer i historien aldrig afsluttet.
Ikke mindst når det kommer til fremtiden for søskendeparret, Mike og Abby, som var ved at blive smidt ud af deres hus. Noget der aldrig bliver nævnt igen, som om det simpelthen forsvinder på trods af, at Mike stadig kæmper for at tjene en anstændig løn.
Udover Josh Hutcherson i spidsen, ser vi Elizabeth Lail (You), Piper Rubio, Kat Conner Sterling (We Have a Ghost) og Mary Stuart Masterson (Stegte grønne tomater) i nøgleroller. Mary Stuart Mastersons karakter, tanten, føles som en karikatur. Hun er bestemt ingen “bee charmer” i denne film! Det er ikke skuespillerens skyld, men på grund af den måde, rollen er skrevet på.
Også Matthew Lillard (Scream) dukker tidligt op i en nøglerolle.
Og lad os nu være ærlige, vi ved alle, at Matthew Lillard ikke blev castet til at have en så enkel og lille rolle. Dén casting er i sig selv lidt af en spoiler! Men intet vi skal komme nærmere ind på her.
Se Five Nights at Freddy’s i biografen nu!
Five Nights at Freddy’s er instrueret af Emma Tammi (The Wind), og selvom jeg kunne fornemme hendes stil i starten, kunne jeg bestemt ikke mod slutningen. Til tider føles det næsten som to film, hvor sidste akt bare er for langt væk fra den stærkere åbning. Som helhed føler jeg bestemt, at Willy’s Wonderland var en mere gennemført film.
De to film er ekstremt ens i plottet, men stilen i Willy’s Wonderland er simpelthen mere konsistent, hvilket giver en bedre samlet filmoplevelse. Og ja, jeg ved godt, at spillet kom først, hvilket betyder, at Five Nights at Freddy’s er originalen. Det gør det kun mere trist, at filmatiseringen ikke er endt bedre.
Five Nights at Freddy’s kommer fra gyserproduceren Blumhouse, som blandt andet også gav os M3GAN, The Black Phone og The Invisible Man. Sammenlignet med disse tre begynder denne med det dystre fra de to sidstnævnte, men føles i sidste ende mere som M3GAN.
Og ja, det betyder stadig, at du bør se den, men du kan godt vente, til den kommer i hjemmebiografen. Med mindre, naturligvis, du lige skal have dig en Halloween-film i biffen. Så kan du jo se denne og The Exorcist: Believer og debattere med både dig selv, og dine eventuelle medpublikummer, hvilken der er bedst.
Five Nights at Freddy’s er i biografen fra den 26. oktober 2023.
FAKTA
Biografpremiere: 26. oktober 2023
Instruktør: Emma Tammi
Medvirkende: Josh Hutcherson, Matthew Lillard, Elizabeth Lail, Mary Stuart Masterson, Piper Rubio
Plot
Mike har fået job som sikkerhedsvagt hos Freddy Fazbear’s Pizza men i løbet af den første vagt, må han indse, at nattevagten hos Freddy’s ikke bliver så let at komme igennem.