LOU (2022) på Netflix er en ny overlevelses-thriller med Allison Janney, Jurnee Smollett og Logan Marshall-Green i hovedrollerne. God spænding, intens action og brutalt realistiske konsekvenser. Se den! Læs hele vores Lou filmanmeldelse her!

LOU (2022) er en ny Netflix-overlevelsesthriller med action, krimi og (selvfølgelig) drama som understøttende genrer. Plottet er ret simpelt, selvom der også er et mysterium, du får afsløret hen af vejen. Vi begynder ét sted, hopper et par timer tilbage og vender så tilbage til udgangspunktet. Derefter er filmen stort set kronologisk fortalt.

Hvis du kigger på din telefon under filmens begyndelse (hvilket du virkelig ikke burde!), kan du derfor hurtigt blive en smule forvirret. Denne Netflix-film har Allison Janney, Jurnee Smollett og Logan Marshall-Green i de tre altafgørende hovedroller.

Fortsæt med at læse vores fulde Lou-filmanmeldelse nedenfor. Se den på Netflix fra den 23. september 2022.

Allison Janney er perfekt som Lou

Jeg har længe været fan af Allison Janney (The West Wing, Kvinden i toget). Fra første gang, jeg nogensinde så hende i noget, har jeg elsket hendes stil. Jeg er derfor altid glad for at se noget med hende på rollelisten. I denne Netflix-film spiller hun titelkarakteren Lou.

Selvom Allison Janney tidligere har spillet nogle hårde kvinder, med ordet i deres magt, er Lou helt oppe på niveau med Terminators Sarah Connor. Hun er trænet og hensynsløs. Og jeg elsker det!

Ikke mindst i en gråhåret udgave, hvor både gigt og andre gamle skader driller, men ikke stopper hende.

Jurnee Smollett fortsætter med at imponere

Personen, der deler hovedrolle-æren med Allison Janney, er en af mine nyere favoritter: Jurnee Smollett. Indtil videre har hun ikke gjort noget forkert i det, jeg har set hende i. Fra at være Black Canary i Birds of Prey til at have en hovedrolle i HBO-serien Lovecraft Country, rammer Jurnee Smollett bare plet.

Hun var endda god i True Blood, selvom jeg virkelig ikke kunne lide den historie, hun var del af. Lou er ingen undtagelse fra denne fantastiske karrieresti for Jurnee Smollett!

Lou (2022) – Anmeldelse | Netflix action-thriller

Det, jeg virkelig godt kan lide ved Jurnee Smollett i Lou – og alt det andet, hun har lavet – er, at hun altid formår at vise styrke og følelser. Med andre ord viser hun, at du kan være en stærk og dygtig person, uden at skulle gøre dig selv følelseskold. Man kan både vise omsorg, blive såret (på alle måder), og stadig blive ved med at kæmpe.

Det er realistisk og vigtigt at vise – især i en overlevelseshistorie af denne art!

I Lou har hun en ung datter, Vee, som også portrætteres vidunderligt af Ridley Asha Bateman. Børn kan både ramme plet i deres skuespil, eller falde ret grumt igennem. Den unge Ridley Asha Bateman rammer dog helt klart plet!

Logan Marshall-Green leverer altid

Indrømmet, jeg føler mig meget forkælet med rollebesætning i Lou, da hovedrollerne spilles af tre skuespillere, jeg bare altid nyder at opleve. Efter Allison Janney og Jurnee Smollett bliver vi nemlig præsenteret for Logan Marshall-Green, som er lidt af en kamæleon.

Han kan spille den charmerende gode fyr eller den sadistiske onde skurk. Nogle gange endda lidt af begge dele.

Fra Prometheus til The Invitation til Leigh Whannells 2018 sci-fi action-thriller Upgrade ser vi Logan Marshall-Green portrættere spændende og fascinerende karakterer. I Lou er han bestemt ikke en god fyr, men stadig spændende at opleve.

Og for at det ikke bliver hjernedød action, men holder fast i thriller-elementet, får vi også noget baggrundshistorie. Ikke for at undskylde hans opførsel, men snarere for at hjælpe med at forklare, hvad der formede ham til den mand, han er blevet.

Se Lou på Netflix nu!

Anna Foerster (Underworld: Blood WarsWestworld) er instruktør på LOU og gør et fantastisk stykke arbejde. Fra den visuelle stil til tempoet er dette en thriller, der virkelig fungerer for mig. Jeg var lidt bekymret for, at spilletiden på 1 time og 47 minutter kunne være lidt for meget. Det er det ikke. Ikke engang en lille smule!

Manuskriptet er baseret på en historie af Maggie Cohn og er skrevet af Maggie Cohn og Jack Stanley. Dette er det første spillefilmmanuskript fra Maggie Cohn, som tidligere har skrevet på tv-serier som The Staircase, Narcos: México og American Crime Story. For Jack Stanley er dette en manuskriptdebut.

LOU er fuld af spænding, mystik, brutale actionsekvenser og byder på en realistisk baggrundshistorie, der endda kan virke som noget fra en true-crime-dokumentar. Du bør helt sikkert se denne film på Netflix!

Lou har premiere på Netflix den 23. september 2022.

Plot

En mystisk enspænder, der lever et stille liv med sin hund, må kæmpe med elementerne og sin egne mørke fortid, da naboens lille pige kidnappes under en storm.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.