OCTOBER FACTION er en ny Netflix-serie i horror og sci-fi genrerne. Serien kan kort beskrives som Supernatural møder Mr. & Mrs. Smith med et humoristisk Santa Clarita Diet islæt. Du får desuden alt fra vampyrer og hekse til andre monstre. Læs vores October Faction sæson 1 anmeldelse her!
October Faction er en ny Netflix horror og sci-fi serie baseret på en tegneserie fra IDW Comics. Det er langt fra første gang, vi ser deres tegneserier blive filmatiseret. 30 Days of Night var også baseret på en IDW Comic udgivelse, og det samme gælder den aktuelle Wynonna Earp serie.
For os er en Netflix-serie i horror og sci-fi genrerne altid en kærkommen tilføjelse, og October Faction leverer også på kvalitet og underholdning. Historien omhandler et ægtepar, der arbejder som en form for monstre-jægere, og så deres 17-årige tvillinger.
Du får alt fra vampyrer og hekse til andre monstre, så der er nok at underholde sig med – især takket være kulsort humor, der også er en stor del af Netflix-serien. Læs mere i vores anmeldelse af October Faction serien herunder.
Solid underholdning fra Netflix
Helt overordnet kan October Faction meget nemt beskrives som en Supernatural, Mr. & Mrs. Smith og Santa Clarita Diet hybrid. Måske med en snert af The X Files med den undtagelse, at der ikke umiddelbart er noget udenjordisk inde over plottet. Der er dog en masse overnaturlige væsener og skønt samspil mellem karaktererne.
October Faction handler først og fremmest om de 17-årige tvillinger, Viv og Geoff Allen, og deres forældre, Fred og Deloris. I starten af denne Netflix-serie ved tvillingerne ikke, at deres forældre i virkeligheden er agenter hos “Presidio”. Det betyder reelt, at de er monster-jægere i en hemmelig organisation. Tvillingerne tror bare, deres forældre arbejder inden for forsikringsbranchen.
Tvillingerne har da også rigeligt at kæmpe med, da de flytter hjem til deres forældres fødeby. Geoff refererer popkultur i ét væk (på den fede måde) og er homoseksuel, hvilket vi ved allerede fra første afsnit, så det er ikke en historie i sig selv. Viv er noget mere dyster og direkte i sin tilgang til verden.
Fred og Deloris er bare fantastiske sammen og har skøn kemi og komisk timing. Alene dette gør sammenligningen med Santa Clarita Diet helt oplagt.
Fantastisk hold af genre-skuespillere
Hovedrollerne i October Faction spilles af Tamara Taylor og J.C. MacKenzie, der spiller det monstre-jagende ægtepar, Deloris og Fred Allen. Du kender nok Tamara Taylor fra tv-serien Bones eller måske Netflix-serien Altered Carbon. J.C. MacKenzie var med i Hemlock Grove serien og har desuden været med i nærmest alt, Martin Scorsese har instrueret de sidste mange år.
Læs også: Vores anmeldelse af Altered Carbon sæson 1 her >
Allen tvillingerne, Viv og Geoff, spilles af henholdsvis Aurora Burghart og Gabriel Darku. Du kommer snart til at se Aurora Burghart på Netflix igen, da hun har en lille rolle i Netflix thriller-serien The Stranger. Og måske kender du Gabriel Darku fra Netflix-horrorserien Slasher eller YouTube Originals serien Impulse. De er begge ret skønne i denne serie, hvor deres forhold som tvillinger bare fungerer!
Derudover ser vi også skønne skuespillere som Stephen McHattie (The Strain) samt Megan Follow, som en del af os 30+ årige nok vil huske som Anne fra Grønnebakken fra 1980’erne. Hun har såmænd også instrueret et par afsnit af October Faction og er i pre-production af en gyserfilm med titlen Maternal.
Til sidst skal jeg også lige nævne huset, som familien flytter til. Det er Fred Allens barndomshjem, og det minder mig uhyggeligt (pun intended) meget om huset i The Haunting of Hill House. Bemærk især hele trappe-området, der jo også spillede en ret stor rolle i den mega succesfulde Netflix gyser-serie, der får en sæson 2 senere i år.
Se sæson 1 af October Faction på Netflix nu!
Damian Kindler er skaberen af October Faction serien. Han arbejder også som instruktør, manuskriptforfatter og producer på Netflix-serien, så han er virkelig inde over hele produktionen. Du kender nok til en del af det, Damian Kindler tidligere har arbejdet på. De inkluderer nemlig tv-serierne Sleepy Hollow og Stargate SG-1.
Sæson 1 af October Faction består af 10 afsnit, der varer mellem små 35 minutter og op til knap 50 minutter. Du kan dog godt forvente at ville “binge” denne serie, hvis den fanger dig. Jeg var helt med inden for de første 10 minutter af afsnit 1, og det blev kun bedre derefter.
Desuden er alene episode-titlerne helt fantastisk. Afsnit 2 hedder eksempelvis “No Country for Old Vamps” og afsnit 3 har titlen “The Horror Out of Time”. Denne nye Netflix-serie har bare en masse af det, jeg elsker; Spændende karakterer, skønne skuespillere og en god portion sci-fi, horror og komedie i skønne blandingsforhold. Nyd den!
October Faction har premiere med sæson 1 på Netflix den 23. januar 2020.
FAKTA
Skaber: Damian Kindler
Medvirkende: Tamara Taylor, J.C. MacKenzie, Maxim Roy, Aurora Burghart, Gabriel Darku, Wendy Crewson, Megan Follows, Stephen McHattie
Plot
Familiedramaet bliver direkte uhyrligt, når forældrene Fred og Deloris jager det overnaturlige, og tvillingerne Viv og Geoff har deres egne sære hemmeligheder.