CLICKBAIT på Netflix er en thriller-miniserie med både krimi og mysterie som drivkraft. Det er en ekstremt fængende og velskrevet fortælling. Et puslespil, der først bliver helt løst i sidste afsnit. Læs vores fulde Clickbait serie-anmeldelse her!

CLICKBAIT er en ny Netflix-miniserie, der minder utroligt meget om en af de mange Harlan Coben-filmatiseringer. Det er en krimi, hvor et stort mysterie skal løses. Alle afsnit ender på ret vilde cliffhangers, og selvom du tror, du har luret det hele, skal du ikke forvente at have løst mysteriet.

Vi så alle otte afsnit af miniserien til denne anmeldelse, da slutningen var afgørende for vores karakter. Havde vi ikke set slutningen med, så var karakteren nok landet en tand lavere. Primært fordi vi synes, det hele blev serveret lidt for let, og hurtigt kunne afkodes. Det gælder også med nogle dele, men slet ikke alt.

Læs videre på vores Clickbait serie-anmeldelse herunder, og glæd dig til at se de otte skarpe afsnit på Netflix.

Intens historie, der konstant udvikler sig!

Plottet er egentlig ganske enkelt: En video viser en mand, der tydeligvis er blevet banket og holdes fanget. Han holder skilte oppe, hvor ét af dem afslører, at han bliver dræbt, når videoen rammer 5 mio. visninger. Det sker naturligvis ret hurtigt og er i sig selv ikke noget videre innovativt plot. Det er dog også kun den meget spæde begyndelse!

Præcis som det var tilfældet med Netflix-serierne The Innocent og Gådefuld forsvinden (der begge er baseret på en Harlan Coben-bog), så har hvert afsnit fokus på én bestemt karakter.

Afsnittene er simpelthen opkaldt efter den person, der er fokus på, og vi starter med søsteren. Altså, søsteren til den mand, der vises på videoen. Derefter kommer politibetjenten og så hustruen. Meget mere skal man ikke kigge på, inden man når dertil, da det godt kan spoile lidt.

Clickbait Netflix anmeldelse

Kendte ansigter fra andre genreproduktioner

Søsteren hedder Pia Brewer og spilles af Zoe Kazan (The Monster), der egentlig er en skuespiller, jeg har det lidt ambivalent med. Zoe Kazan er ofte rigtig god, men virker underligt emsig på mig. Heldigvis er det helt perfekt i denne serie, for Pia Brewer er super emsig, og eftersom hendes bror er offeret i denne sag, bider hun sig fast.

Broren, Nick Brewer, spilles af Adrian Grenier (Entourage tv-serien), og han kommer grueligt meget igennem i denne miniserie. Det samme gælder hans kone, Sophie Brewer, der spilles virkelig fantastisk af Betty Gabriel. Jeg fik først øjnene op for hende i Get Out (2017), men hun har været produktiv i en årrække.

Hun var med i The Purge: Election Year fra 2016 og har siden været med i Unfriended: Dark WebUpgrade og Apple TV+ serien Defending Jacob. Selvom hendes meget lille rolle i Get Out var noget af et springbræt, så er Clickbait en stor rolle, der giver hende meget at arbejde med. Og hun løfter opgaven på imponerende vis!

Se Clickbait miniserien på Netflix!

Clickbait miniserien er skabt af Tony Ayres (Glitch) og Christian White (Relic). De to skabere er også med til at skrive på de enkelte afsnit sammen med Melissa Scrivner-Love (Fear the Walking Dead), Bradford Winters (The Sinner) og Pete McTighe (Wentworth).

De otte afsnit er instrueret af fire forskellige instruktører, der hver står for to afsnit. De fire instruktører er Brad Anderson (The Machinist), Emma Freeman (Stateless), Cherie Nowlan (You, Helstrom) og Ben Young (Extinction).

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af You, der har en del til fælles (omend ad omveje) med Clickbait >

Groft sagt kan du næsten ikke have en “korrekt” holdning til Clickbait uden at se den færdig. Der er meget mere i denne historie, end man umiddelbart skulle tro. Derudover må jeg også nævne, at skulle man formastes til at tænke, slutningen er urealistisk, så er det langt fra tilfældet. Der findes mange virkelige historier, der ligner til forveksling.

Se alle 8 afsnit af Clickbait på Netflix fra den 25. august 2021.

FAKTA

Skabere: Tony Ayres, Christian White
Instruktører: Brad Anderson, Emma Freeman, Cherie Nowlan, Ben Young
Medvirkende: Zoe Kazan, Betty Gabriel, Adrian Grenier, Phoenix Raei, Abraham Lim, Ian Meadows,
Jessica Collins, Camaron Engels, Jaylin Fletcher, Motell Gyn Foster, Joyce Guy, Elizabeth Alexander, Steve Mouzakis

Plot

Da familiefaren Nick Brewer bliver bortført, kæmper hans nærmeste for at opklare, hvem der står bag – og hvorfor.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.