TELL ME YOUR SECRETS på C More er en dyster thrillerserie, hvor man ikke helt ved hvem, der er gode og onde. Eller rettere, alle har lidt af det hele. Lily Rabe, Amy Brenneman og Hamish Linklater spiller de tre nøgleroller i fortællingen. Læs vores Tell Me Your Secrets anmeldelse her!
TELL ME YOUR SECRETS er en ny thrillerserie på C More, hvor både det bedste og værste i menneskets natur får spotlight. Serien har 10 afsnit og det er desværre lidt for mange. Historien trækkes simpelthen ud lidt for længe og mere eller mindre ligegyldige bihistorier kunne være droppet. Til gengæld er det ekstremt spændende!
Der er både en seriemorder (måske flere), en voldtægtsmand, ofre af forskellig art, efterladte, psykologer og betjente, der påvirker slagets gang. Skuespillerne leverer genrelt nogle pragtpræstationer, hvor de grimmeste sider af deres respektive karaktere nok skal vise deres ansigt.
Læs videre på vores Tell me Your Secrets anmeldelse herunder og find serien på C More, hvor serien frigives med to afsnit om ugen.
Tre fantastiske skuespillere i front
Tre af de absolut vigtigste roller i Tell Me Your Secrets spilles af Lily Rabe, Amy Brenneman og Hamish Linklater. Alle sammen får rigtig meget at arbejde med og skal vise voldsomt forskellige sider af deres karakterer.
Lily Rabe – som mange nok vil kende fra diverse sæsoner af American Horror Story eller Susanne Biers The Undoing – spiller Karen Miller. Også kaldet “Killer Miller” i pressen. Hun var kæreste med en seriemorder, men kendte intet til hans forbrydelser. Eller gjorde hun?!
Karen Miller har nemlig mistet store dele af sin hukommelse. Efter at have afsonet dele af en fængselsdom, lukkes hun ud og får en ny identitet, så hun nu hedder Emma Hall.
Amy Brenneman (Amy’s ret) spiller rollen som Mary Barlow. En kvinde, der nægter at tro på, at hendes forsvundne datter er død. Til gengæld er hun overbevist om, at det er Karen Millers seriemorder-kæreste, der er skyld i datterens forsvinden. Derfor vil Mary Barlow naturligvis gerne finde frem til Karen Miller, da hun nu er blevet løsladt.
Når grænserne udhviskes…
Mary Barlow (Amy Brenneman) er overbevist om, at der må være noget i dén kvindes hukommelse, der kan hjælpe til at finde datteren. Deraf kommer seriens titel faktisk. Og Mary vil gå meget langt. Inden vi er halvvejs gennem serien, er hun uhyggeligt langt ude. Og ikke kun fordi hun samarbejder (og nærmest afpresser) en dømt voldtægtsforbryder til at hjælpe hende.
Han (altså den dømte voldtægtsforbryder) spilles af Hamish Linklater, der netop tryllebandt et lille samfund som “ung” præst i Mike Flanagans Netflix-serie Midnight Mass. Her i Tell Me Your Secrets er han altså grotesk uhyggelig. Især da han også er virkelig god til at være charmerende. Han bruger alle de samme “tricks” som Ted Bundy til at løse sin opgave for Mary Barlow.
Ja okay, og så løber det også lidt løbsk for ham selv, men det skal der ikke afsløres noget nærmere om her.
Som en lille sjov bonus-info kan jeg da også fortælle, at Lily Rabe og Hamish Linklater faktisk har været kærester siden 2012. De er jo et regulært power-couple, når vi taler om deres respektive succes med genre-tv.
Andre spændende biroller
Foruden de tre absolutte stjerner i form af ovennævnte Lily Rabe, Amy Brenneman og Hamish Linklater, så er der et væld af kendte ansigter i diverse biroller.
Seriemorderen Kit Parker spilles eksempelvis af Xavier Samuel. Han spillede hovedrollen i den fantastiske (altså på den virkelig frygtelige måde) gyserfilm The Loved Ones fra 2009. Han er mest med i flashbacks, når Karen Miller/Emma Hall forsøger at få sin hukommelse stykket sammen igen.
Derudover er der hendes “handler”, der jo så er den eneste, der kender hendes sande identitet. Han spilles af Enrique Murciano, som fans af Dexter helt sikkert vil synes virker bekendt. Også Elliot Fletcher, som du måske vil genkende fra tv-serien Y: The Last Man på Star på Disney+, er med som Mary Barlows (Amy Brenneman) søn, Jake Barlow.
I sit nye liv møder Emma Hall (Lily Rabe) en del nye mennesker. Især Rose Lord bliver en væsentlig del af hendes liv, og hun spilles af Chiara Aurelia, der var ret fantastisk i tv-serien Cruel Summer (der kan ses på Amazon Prime Video herhjemme) og Fear Street 1978. Som hendes far, Bodie Lord, ser vi Richard Thomas, som mange nok genkender fra It miniserien.
Se Tell Me Your Secrets på C More
Harriet Warner er skaber på Tell Me Your Secrets, og det er langt fra hendes første tv-serie. Hun har nemlig også skrevet på det historiske drama Call the Midwife og BBC-serien Waterloo Road. Altså, intet der på nogen måde smager af den thrillerserie, hun her kommer med.
Til gengæld er det måske den overvejende erfaring med længere (og fortløbende) drama-serier, der resulterer i denne lidt for lange serie. Selvom alle ti afsnit er spændende og bestemt værd at se, så føles det som om, historien kunne være fortalt lige så godt på max 8 afsnit.
Men bevares, når nu det er en seriemorder-fortælling, så er der også meget at tage fat på. Vi lå længe på 5 splatter, mens vi så alle afsnit. Det er derfor “bare” fordi, vi i sidste ende røg ned på 4, at jeg må påtale seriens længde. Til gengæld er Lily Rabe og Amy Brenneman samt især Hamish Linklater simpelthen så fantastiske i denne serie, at den skal opleves!
TELL ME YOUR SECRETS består af 10 afsnit, og serien får premiere på C More fredag den 19. november 2021. Her får du de to første afsnit, og derefter får du to nye afsnit hver fredag.
FAKTA
Skaber: Harriet Warner
Skuespillere: Amy Brenneman, Lily Rabe, Hamish Linklater, Enrique Murciano, Marque Richardson, Stella Baker, Elliot Fletcher, Chiara Aurelia, Xavier Samuel, Richard Thomas
Plot
Emma er en kvinde, der var kæreste med en seriemorder, John er en dømt serievoldtægtsforbryder, desperat efter at finde forløsning, og Mary forsøger at finde sin forsvundne datter. Efterhånden som hver af dem bliver skubbet helt ud til kanten, bliver deres fortid og motiver stadig mørkere, og grænserne mellem offer og gerningsmand udviskes.