STATION ELEVEN på HBO Max er en ny sci-fi miniserie med 10 afsnit og et skønt cast. Den er baseret på bestselleren af Emily St. John Mandel. Kender du til bogen, skal du dog forvente en del ændringer i denne adaption. Læs vores Station Eleven serie-anmeldelse her!

STATION ELEVEN er en ny HBO Max miniserie, der er baseret på en roman af Emily St. John Mandel. Genren er sci-fi, men det hænger mest sammen med, at dele af plottet udspiller sig i fremtiden. Eller rettere, fremtiden er nutid i denne verden, og alt andet ser vi i flashbacks.

Station Eleven på HBO Max er en post-apokalyptisk saga, der udspiller sig over ret mange tidslinjer. I serien får vi historier fra dem, der har overlevet en dødelig influenza og forsøger at genopbygge verden. Alene castet er nok det, der også sikrer, at mange vil give miniserien en chance.

Læs videre på vores Station Eleven serie-anmeldelse herunder. Vi har set de tre første afsnit til denne anmeldelse (serien får også premiere med disse tre afsnit).

Ender den som Watchmen eller The Stand?

Selvom vi er ude i en sci-fi serie, så skal du ikke forvente noget fiktivt teknologi eller rumvæsener. Til gengæld er der en pandemi, hvilket jo ikke ligefrem føles som sci-fi i disse tider. Tværtimod er det hverdag.

Lige i Station Eleven er vi dog ude i en influenza med dødelighed på 99%, så det minder mere om The Stand end noget virkeligheden.

Selve serien er lidt tung i opstarten. Altså, den er vanvittig spændende på mange måder, men der er ret mange karakterer, som vi møder på tværs af rigtig mange tidslinjer. Disse karakterer og tidslinjer mødes desuden på kryds og tværs i løbet af de forskellige afsnit.

Dét kræver altså noget af dig, som seer, hvis du ikke er bare lidt bekendt med historien i forvejen.

Personligt håber jeg lige nu på, at Station Eleven ender med at blive en regulær Watchmen oplevelse. Der var desværre mange, der opgav HBO-serien Watchmen undervejs, og dét er en skam. Jeg var selv tæt på at give op, men holdt ud og blev belønnet i større grad, end jeg på nogen måde drømte om.

LÆS OGSÅ

Vores indledende anmeldelse af HBO-serien Watchmen fra 2019 her >

Jeg håber, det samme sker med denne HBO-serie, men tror lidt, at det kommer til at smage mere af The Stand. En serie, der i øvrigt ikke er nogen skidt reference for Station Eleven på et helt overordnet niveau.

STATION ELEVEN anmeldelse | HBO serie

Karakterfokuserede afsnit

Hvert afsnit har en tendens til at fokusere på en enkelt karakter. Det betyder, at du ikke kommer til at se seriens velkendte navne og ansigter i alle afsnit. Tværtimod. Eksempelvis er Mackenzie Davis (Terminator: Dark Fate, Blade Runner: 2049) meget brugt i PR materialet men knap nok med i afsnit 1.

Faktisk er hun med i under ét minut. Til gengæld er det hendes karakter, Kirsten, der er i fokus i afsnit 2. Og så igen i afsnit 3 er hun slet ikke med. Det er en fortællemetode, der er ret udbredt i mange serier (eksempelvis også The Walking Dead), men det kan være tungt i opstarten.

Tre af de andre nøglekarakterer i Station Eleven serien spilles også af habile kræfter. Den charmerende Himesh Patel (Yesterday, Tenet) spiller Jeevan. Gael García Bernal (Old) spiller skuespilleren, Arthur, der dør på teaterscenen i seriens åbningsscene. Og David Wilmot (The Alienist) spiller Clark.

Begynd at se Station Eleven på HBO Max nu!

Patrick Somerville er skaber på denne HBO Max miniserie, der jo som sagt er baseret på en roman af Emily St. John Mandel. Tidligere har Patrick Somerville også været skaber på tv-serierne Made for Love og Maniac.

Instruktørerne bag de 10 afsnit er Hiro Murai (Atlanta), Jeremy Podeswa (Game of Thrones, The Handmaid’s Tale), Helen Shaver (Lovecraft Country) og Lucy Tcherniak (The End of the F***ing World).

Kender du ikke til romanen, så se eventuelt traileren og giv denne HBO-serie et skud for det skønne cast og fascinerende plot. Om det bliver mindre rodet hen ad vejen, det må tiden vise. I mellemtiden kan man dog ikke påstå, at den ikke er underholdende, så noget får man ud af den!

Station Eleven får premiere med de tre første afsnit på HBO Max den 17. december 2021. Derefter skulle der udkomme to afsnit den 24. december, 31. december og 7. januar. Finaleafsnittet kommer den 14. januar 2022.

FAKTA

Serieskaber: Patrick Somerville
Medvirkende: Mackenzie Davis, Himesh Patel, Daniel Zovatto, Danielle Deadwyler, Gael Garcia Bernal, Nabhaan Rizwan

Plot

Miniserien STATION ELEVEN er en postapokalyptisk saga, der spænder over flere tidslinjer. Den fortæller om de overlevende fra en ødelæggende influenza, mens de forsøger at genopbygge og genskabe verden på ny samtidig med, at de holder fast i det bedste af det, der er gået tabt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.