CONSTELLATION på Apple TV+ er en ny thrillerserie med et tankevækkende plot. Serien har otte afsnit, og den er forvirrende i starten. Det hele giver dog mere mening fra afsnit 4. Læs vores fulde anmeldelse af Constellation sæson 1 her!

CONSTELLATION er en ny Apple TV+-serie i den psykologiske thriller-genre og med et strejf af sci-fi. Den har et meget tankevækkende plot, der ikke afgiver meget i løbet af de første tre afsnit, men ved afsnit 4 vil du begynde at se det større billede og sammenhængene.

Desværre er det kun de første tre afsnit, der udgives på premieredagen, så jeg kan kun opfordre dig til at vende tilbage og se afsnit 4. Efterhånden som serien udvikler sig, bliver det en actionfyldt psykologisk thriller, der belønner dem, der holder ud og følger med. Noomi Rapace og Jonathan Banks har hovedrollerne med flere fantastiske birolle-skuespillere.

Vi har set alle 8 timelange afsnit af Constellation til denne anmeldelse.

Læs videre på vores anmeldelse af Constellation sæson 1 nedenfor. Serien har premiere på Apple TV+ den 21. februar 2024.

Et konspirationsbaseret rum-eventyr

Constellation har svenske Noomi Rapace (den oprindelige “Lisbeth Salander“) i hovedrollen som Jo. Og ja, jeg indrømmer gerne, at det var nok til, jeg skulle se denne serie. Jeg ser gerne alt, Noomi Rapace laver. I Constellation leverer hun en stærk præstation som den svenske astronaut Jo Ericsson, der vender tilbage til Jorden efter en katastrofe på ISS.

Straks hun ankommer til Jorden, føles noget underligt forkert. Desværre for Jo bliver denne følelse kun stærkere, da hun opdager, at hendes liv ser ud til at være meget anderledes end det, hun forlod. Fra forholdet til både sin mand og datter, over til hvordan hendes køkkenskabe er indrettet. Endda farven på deres bil – en Volvo, naturligvis – er ændret.

Med andre ord, så føles det bare slet ikke som hendes liv. Faktisk ikke engang helt som den verden, hun efterlod, da hun rejste ud i rummet til ISS for efterhånden mange måneder siden.

Den bedste måde at beskrive Constellation på, er måske bare ved at sige, at det er en psykologisk sci-fi-thriller med et konspirationsbaseret rumeventyr-plot. At kalde det en konspiration eller “sammensværgelse” er dog ikke helt korrekt. Det er mere, at alle omkring Jo ignorerer, hvad hun fortæller dem. Selv de få, der burde vide bedre!

Fantastiske karakterer hele vejen rundt

Det er en fornøjelse, at dette rumeventyr er meget karakterdrevet og havde fantastiske karakterer hele vejen rundt. Da denne serie også beskrives som værende om “…udforskning af de mørke hjørner af menneskets psykologi”, siger det nok sig selv, at både karaktererne og rollebesætningen skal være i top.

Heldigvis er Constellation kommet godt fra start med Noomi Rapace (You Won’t Be Alone, Lamb, Prometheus) i spidsen. Også helt i front i en nøglerolle, der reelt fungerer som med-hovedrolle på mange måder, har vi Emmy Award-nominerede Jonathan Banks (Gremlins, Breaking Bad, Better Call Saul).

I biroller fortsætter den flotte casting med James D’Arcy (Oppenheimer) som Jos ægtemand. Også William Catlett (Lovecraft Country), Barbara Sukowa (The Swarm), Chipo Chung, og debutanterne Rosie og Davina Coleman som hendes datter Alice.

Disse piger er fantastiske! Ikke mindst da de unge britiske piger, Rosie og Davina Coleman skal tale en del svensk. Eller i hvert fald én af dem. Faktisk bliver der talt en hel del svensk, da Jo (Noomi Rapace) meget naturligt gerne vil sikre, at hendes datter også taler sit “modersmål”.

I ét af afsnittene er der i øvrigt ret meget af historien, der udspiller sig i Danmark. På Møn for at være helt præcis. Et dansk søskendepar har nemlig “lyttet med på”, hvad der foregår i rummet. De er således nogle af de eneste, der forstår den mærkelige virkelighed, Jo er kommet tilbage til.

De to danske nøgleroller spilles af skønne Birthe Neumann og Kurt Dreyer som henholdsvis Walborg og Laurenz Bang. Deres indbyrdes pingpong er en skøn detalje, og som danskere har vi helt sikkert en fordel, da vi får alle detaljerne med!

Constellation: Sæson 1 – Anmeldelse | Apple TV+ Thriller-serie

Hold ud og se Constellation til ende!

Da Apple TV+ kun frigiver de første tre afsnit på premieredagen, bliver du nødt til at komme tilbage yderligere fem uger for at få hele sæsonen. Og som allerede nævnt er Constellation ret forvirrende i starten. Selvom jeg føler, at det kræver meget (endda for meget) af os seere, belønner serien også dem, der holder ud.

Ligesom det var tilfældet med HBO-serien Watchmen og Mrs. Davis, belønner tålmodighed sig. Jeg ved, at rigtig mange opgav Watchmen, og det gjorde jeg næsten også. Men mere end næsten nogen anden serie blev den virkelig bedre for hvert afsnit.

Constellation er ikke helt på det niveau, men efter Watchmen (og Mrs. Davis) er jeg dog blevet mere tålmodig. I hvert fald hvis jeg kan lide den overordnede stil og stemning. Constellation har også den ekstra bonus at slutte på en måde, der klart lægger op til en sæson 2.

Får Constellation en sæson 2?

Hvorvidt Constellation får en sæson 2 eller ej, afhænger af hvor populær den bliver. I hvert fald til en vis grad, da der jo helt sikkert er nogle specifikke seertal-mål, som Apple TV+ beslutningstagerne kigger på. Sæson 1 ender dog bestemt på en sådan måde, at en sæson 2 ville være oplagt.

Apple TV+ er også en af de bedste til at støtte deres egne serier og lave flere sæsoner. Se bare Servant og Silo blandt mange andre. Der er lidt “Har man sagt A, må man også sige B” over deres produktioner, så jeg tror faktisk på, at vi får en sæson 2 af Constellation.

Med endnu en sæson af Constellation er der så meget mere at udforske. Og jeg vil virkelig gerne udforske denne verden meget mere. Når du ser afsnit 8 af denne første sæson – altså sæsonfinalen – føles det meget som om, denne sæson har haft til formål at sætte en spilleplade og brikkerne i spil.

Først dér har vi [publikum] en idé om, hvad fanden der foregår, og kan dykke ned i det sammen med karaktererne i næste sæson.

Se Constellation på Apple TV+

Serien er skabt og skrevet af Peter Harness (Wallander, The War of the Worlds), som har formået at skabe en engagerende multilagshistorie. På virkelig mange måder. Vi følger en kvindes desperate søgen efter at forstå, hvad der foregår, og afslører sandheden om en rumrejsebivirkning undervejs!

Rumeventyret får global premiere onsdag den 21. februar 2024 med de første tre afsnit, efterfulgt af et afsnit om ugen, hver onsdag til og med den 27. marts på Apple TV+.

Se Constellation på Apple TV+ fra den 21. februar 2024.

FAKTA

Skaber: Peter Harness
Instruktører: Michelle MacLaren, Oliver Hirschbiegel, Joseph Cedar
Medvirkende: Noomi Rapace, Jonathan Banks, James D’Arcy, Julian Looman, William Catlett, Barbara Sukowa, Rosie Coleman, Davina Coleman

Plot

Da der sker en dødsulykke om bord på Den Internationale Rumstation, foretager en enkelt astronaut på egen hånd den heroiske rejse tilbage til Jorden blot for at opdage, at centrale dele af hendes liv – deriblandt hendes lille datter – er forandrede.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.