THE LAST OF US på HBO Max er den fantastiske seriefortolkning af det vanvittigt populære videospil. Rollelisten er fantastisk med Bella Ramsey, der er spot-on som Ellie. Samlet set er det nok den bedste live action spil-adaption nogensinde. Læs hele vores anmeldelse af The Last of Us sæson 1 her!

THE LAST OF US er den nye HBO Max-serie, der kommer til at tage verden med storm. Der er ingen tvivl om, at dette bliver den næste store ting. Nok nærmere en kæmpe ting for HBO. Selv introen er lavet af de samme som til Game of Thrones og Westworld, der har været de andre kæmpehits for HBO de senere år. Og det viser, at velkendte kræfter er på spil – selvom denne serie stadig er helt sin egen.

På trods af et par ændringer i historien – bare rolig, det er ikke noget vildt i den store sammenhæng – er dette den bedste live action fortolkning af et videospil nogensinde. Alt fungerer bare her; Fra rollebesætning til stil og tone samt det overordnede udseende. Det spiller (pun intended) bare!

I klassisk HBO-stil får du ét afsnit om ugen, men det første er næsten spillefilmslængde. Det samme er afsnit 3, som er et af de absolut bedste i sæsonen. Seriøst, afsnit 3 af The Last of Us sæson 1 er ren magi. Der er både hjerte og smerte i afsnittet, men er det ikke altid sådan med disse post-apokalyptiske historier?

Læs videre på vores sæson 1 anmeldelse af The Last of Us nedenfor. Du finder det første (af ni) afsnit på HBO Max fra den mandag den 16. januar 2023.

Den bedste adaption af et spil nogensinde? Ja!

The Last of Us er naturligvis baseret på det anmelderroste spil af samme titel. Sæson 1 dækker “Part 1” af spillet. Og det virker helt utænkeligt, at vi ikke også får en sæson 2, der dækker “The Last of Us Part II”. Videospillet foregår i kølvandet på en infektion – ikke ulig den slags, vi ser i The Walking Dead – og der er ikke mange mennesker tilbage på jorden.

I stedet for “Walkers” (for at blive ved The Walking Dead-sammenligningen) har vi de “inficerede” (eller “Infested”). Betegnelsen henviser til, at det er en muteret svamp, der bliver enden for (de fleste af) os. Denne mutation er et resultat af klimaændringer. Og nej, du behøver ikke at kende spillet for at nyde denne HBO-seriefortolkning. Det hjælper på nogle måder, men alt bliver ret solidt forklaret, når serien begynder.

Apropos begyndelse, så begynder HBO-serien i 2003. Endda på selve dagen, hvor infektionen tager fat. Og går det stærkt! I computerspillet begynder det hele i 2013. Tidsspringet til, hvornår tingene virkelig sker, er dog stadig 20 år.

Det betyder, at serien udspiller sig i 2023. Som jo betyder, at serien primært udspiller sig i vores nutid, hvilket er passende uhyggeligt. Videospillet derimod foregår i fremtiden (år 2033), hvilket på en eller anden måde føles mere sikkert. Det er der jo stadig længe til, kan man berolige sig med.

Hvis du er bekendt med spillet, vil du sikkert også nyde det faktum, at den samme komponist er blevet ansat til seriens soundtrack. Hans navn er Gustavo Santaolalla, og musikken er ret fantastisk.

The Last of Us: Sæson 1 – Anmeldelse | HBO

En verden efter den moderne civilisation er død

Som med enhver historie, der udspiller sig efter den moderne civilisations sammenbrud, skal du frygte de andre mennesker, der er tilbage, lige så meget som de inficerede. I The Last of Us følger vi Joel, en hærdet overlever, som også er karakteren, afsnit 1 fokuserer på. Han hyres (meget modvilligt) til at smugle den 14-årige pige, Ellie, ud af en brutal og undertrykkende karantænezone i Boston.

Det viser sig dog hurtigt, at denne smuglermission ikke bliver en nem opgave. I stedet ender det som en lang rejse, hvor de skal vandre halvvejs tværs gennem USA. Joel og Ellie er konstant afhængige af hinanden – og nogle gange fremmede – for deres fortsatte overlevelse.

Det er klart, at konceptet i sig selv ikke er nyt; At overleve i en post-apokalyptisk verden, hvor inficerede mennesker altid lurer, mens dem, der overlevede, kæmper for det, der er tilbage. Men alligevel formår The Last of Us bare at være bedre end mange af de andre, der er kommet før.

For mig er The Last of Us bedre, end da The Walking Dead var allerbedst. Det er simpelthen i en helt anden liga, og dette er fra en, der elskede (for det meste) The Walking Dead (især i de tidligere sæsoner).

Skuespillerne leverer magien

Udover at have fantastiske kræfter bag kameraet til at puste liv i denne seriefortolkning, er rollebesætningen i The Last of Us altafgørende for at få det hele til at fungere. I den forbindelse er vi heldige at have Pedro Pascal (The Mandalorian, Game of Thrones) som Joel og Bella Ramsey (HBOs His Dark Materials og Game of Thrones) i hovedrollen som Ellie.

Især Bella Ramsey er perfekt som Ellie. Nogle gange kan man nærmest fornemme en ung Ashley Johnson, når man ser på hende. Ashley Johnson er skuespilleren, der var Ellie i spillet – både stemme og “motion capture” så derfor også ansigtsudtryk og den slags.

Og ja, Ashley Johnson er også med i et afsnit af denne seriefortolkning af spillet. En skøn og afgørende rolle, der ikke skal afsløres her.

Pedro Pascal er måske et mindre oplagt valg som Joel. Men bortset fra at han ved gud ikke er i stand til at gro det helt rigtige tætte fuldskæg, er han faktisk en meget god Joel. Det vigtigste er jo også, at kemien mellem Joel og Ellie fungerer, og her er Pedro Pascal og Bella Ramsey helt perfekte sammen!

Så mange fantastiske gæstestjerner

En del af rollebesætningen består også en hel række fantastiske skuespillere. Fra Gabriel Luna (True Detective, Terminator: Dark Fate) som Joels lillebror, Tommy, til Merle Dandridge (The Last of Us-spillet, The Flight Attendant) som Firefly-modstandslederen Marlene. En anden nøglefigur, Tess, smugler og partner til Joel, spilles af Anna Torv (Mindhunter).

Afsnit 1 fokuserer på Sarah, Joels 14-årige datter, som portrætteres vidunderligt af Nico Parker (The Third Day). Murray Bartlett (The White Lotus) og Nick Offerman (Devs) er gæstestjerner som Frank og Bill. De er to post-pandemiske overlevere, der bor i deres egen lille isolerede by. Afsnit 3 handler om dem, og det er som sagt helt fantastisk!

I en anden stor gæsterolle kan vi se Graham Greene (Antlers) som Marlon og Elaine Miles som Florence, et ægtepar, der overlever alene i ødemarken i det post-apokalyptiske Wyoming. Lige præcis de to byder på lidt nødvendig tør humor, så man kan få et (omend kort) afbræk fra alt den død og håbløshed, der er omdrejningspunktet.

Vi støder også en anden rebelgruppe undervejs. Den ledes af Kathleen, som er portrætteret af den evigt geniale Melanie Lynskey (Yellowjackets). Og Storm Reid (Euphoria, The Invisible Man) spiller Riley, en forældreløs i Boston, der kommer til at spille nøglerollen i Ellies liv, før hun møder Joel.

The Last of Us: Sæson 1 – Anmeldelse | HBO

Gør dig klar til at elske The Last of Us på HBO

The Last of Us-serien er skrevet og executive produceret af Craig Mazin (HBOs Chernobyl) og Neil Druckmann (manuskriptforfatter af The Last of Us spil-franchisen).

Grundlæggende er det ligesom, da Neil Gaiman skulle skabe The Sandman, og i dette tilfælde er resultatet endnu bedre. Jeg elskede Netflix-fortolkningen af The Sandman-tegneserien, og The Last of Us har de samme kendetegn; Især måden, man tydeligt kan fornemme, at den er blevet fortolket af en, der kender, elsker og respekterer historien såvel som dens karakterer.

Der er ni afsnit i sæson 1 af The Last of Us, og ikke ét eneste af dem er svagt. Vi har set hele sæsonen til denne anmeldelse. Min favorit er nok episode 3 – af en lang række årsager, jeg ikke vil afsløre her – men som helhed elskede jeg at se hvert eneste afsnit.

Jeg kan nærmest slet ikke vente på, at sæson 2 får grønt lys. Om den næste sæson vil dække “Part II” af spillet, eller gå en helt anden vej (måske dække årene derimellem), er endnu uvist. Jeg kan bestemt ikke forestille mig, at denne serie ikke bliver et kæmpe hit. Faktisk misunder jeg dig, kære læser, at du nu kan se The Last of Us på HBO for første gang. Nyd den – og sørg for at have en pakke Kleenex i nærheden undervejs!

The Last of Us sæson 1 har premiere på HBO Max den 16. januar 2023.

Plot

THE LAST OF US finder sted tyve år efter, at civilisationen er blevet ødelagt. Joel, en hærdet overlevende, bliver hyret til at smugle Ellie, en 14-årig pige, ud af en undertrykkende karantænezone. Hvad der starter som en hurtig opgave, bliver snart en brutal, hjerteskærende rejse, da de begge skal krydse USA – afhængige af hinanden for at overleve.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.