Vælg Side

Kategori: Anmeldelser

WILLUMSENS SLAGTERI er en ny dansk bog, der byder på gys af flere slags. Ikke mindst den overnaturlige variant. Vi anmelder normalt ikke bøger, men med en dansk gyser måtte vi gøre en undtagelse. Læs vores Willumsens slagteri boganmeldelse her!

WILLUMSENS SLAGTERI er en bog, der byder på dansk folklore-gys, og dét er ikke noget, vi ser meget af. Der er ellers nok historier at tage af, da vi jo immervæk er et land med imponerende mange århundreders historie. Og ja, der er også nordisk mytologi inde over denne fortælling.

Dog nok ikke som mange ville forvente, og det er faktisk til historiens fordel. Nu er det jo ikke ofte, vi anmelder bøger her hos Heaven of Horror. Faktisk er det første gang, vi anmelder en bog, og det bliver nok ikke sidste, men vi må bare erkende, at tiden er knap. Derfor er denne boganmeldelse også af en bog, der udkom 29. marts 2024.

Du kan læse videre på vores Willumsens slagteri boganmeldelse nedenfor.

Gys i det danske udkantssamfund

I Willumsens slagteri følger vi tre personer, da de flytter til den fiktive by Ilinghøj. Samtidig hører vi også fra et par af indbyggerne, så det er ikke bare de udefrakommende, der skal fortælle om den lille by. Men det er dem, vi især skal følge.

De tre personer er betjenten Thomas, der kan vælge mellem en fyreseddel eller et job ved det lokale politi i udkantsdanmark. Derudover er det drengen Sebastian og hans mor, der har behov for at komme væk fra en ubehagelig situation. De overtager byens nedlagte slagteri, der længe har stået tomt og også meget gerne skulle fortsætte sådan!

Sebastian elsker i øvrigt zombier og refererer ofte til Rick Grimes, så da han møder politibetjenten Thomas, er han omgående betaget af ham. Ikke at Thomas er nogen Rick Grimes.

I Ilinghøj er der gennem længere tid flere indbyggere, der er forsvundet. Det skal Thomas naturligvis opklare, da mystiske forsvindinger ikke bare kan ignoreres. Heller ikke selvom mange af personerne forsvinder fra et udrejsecenter og derfor antages som værende flygtninge, der er gået under jorden.

De tre tilflyttere behøver ikke være mange dage (eller bare timer) i Ilinghøj, før de fornemmer, at verden i denne by er noget anderledes end i de fleste andre danske byer. Uanset om de ligger i udkanten af Danmark eller i provinsen.

En naturlig introduktion af det paranormale

Selvom jeg nok helt grundlæggende foretrækker psykologisk gys i de bøger, jeg læser, er jeg heldigvis også frisk på lidt overnaturlige indspark. Willumsens slagteri er nemlig folklore-gys, og det er i sagens natur typisk noget, der smager lidt af myter og overtro, hvilket også betyder noget overnaturligt af en art.

Bare lige til sammenligning læser jeg nærmest alt, Stephen King kommer med. Jeg foretrækker dog klart Misery over It (ja, jeg læser dem på engelsk), men var da også glad for den nyere The Outsider, som er blevet til en HBO-serie, selvom jeg foretrækker Billy Summer. Sidstnævnte står heldigvis også til at skulle blive filmatiseret.

I alle tilfælde, så fik Willumsens slagteri mig ret hurtigt på krogen takket være den verden, der beskrives. Vi er nemlig i udkantsdanmark, og det er immervæk ikke ofte, vi får fortællinger derfra. Jo, måske noget sørgmodigt socialrealistisk eller noget med stoffer og druk, men ikke en klassisk gyserfortælling.

Det er dog lige præcis, hvad denne bog byder på. En ægte gyserhistorie, der udspiller sig i en del af Danmark, som de fleste enten kender til eller i hvert fald har en holdning omkring. Og omvendt, for de skal sgu ikke nyde noget af al det "Københavneri" i denne del af udkantsdanmark.

Vi er i et dansk udkantssamfund, der helt grundlæggende forsager alt fremmed. Spørgsmålet er dog hvorfor? Der er nemlig en dybere årsag. Med Willumsens slagteri er vi ude i gys, mystik og noget ondsindet paranormalt, der uhyggeligt nok virker så naturligt, at jeg lynhurtigt accepterede præmissen. Dét er altså et godt udgangspunkt.

Er "gyser" bare et fyord i Danmark?

Vi kan fornemme, at der også i den danske forlagsverden lader til at være en klar aversion mod "gyser" som genre. Således er Willumsens slagteri noteret som værende under "Krimier" og kaldes en "spændingsroman".

Dog alt imens man gerne siger, at det er "spænding, gys og mørk humor". Så er der pludselig ikke så stor forskel på film- og bogbranchen. Alligevel kunne det faktisk være ret skønt at se en filmatisering af denne bog. Men det skal saftsuseme gøres ordentligt som en gyserproduktion.

Det er godt nok ikke mange krimier eller spændingsserier, der også byder på overnaturlige og paranormale individer, der snildt kunne betegnes som zombier.

Læs Willumsens slagteri og få ægte dansk gys

Bogen er skrevet af to forfattere, der kommer med hver deres indgangsvinkel til fortællingen. Forfatterne er Alice Aagaard og Peter Pedersen. Tilsammen har de skabt en historie, der virker som et perfekt match for deres respektive udgangspunkter.

Alice Aagaard er cand.mag. i kunsthistorie og nordisk sprog og litteratur, hvilket tydeligt har sikret en dejlig solid nordisk base for denne historie. Peter Pedersen har en bachelor i psykologi. Han arbejder som underviser og tegner, men er da også lige tekstforfatter og instruktør på Vinterblues Revy.

Humor er noget, de begge brænder for, og det er også tydeligt flere steder i Willumsens slagteri. Altså, den mørke humor og de mere groteske indspark, der lige får et par velvalgte skæve ord med på vejen, så vi forstår, hvor mærkværdig en situation er.

Og når dét så er sagt, må jeg lige nævne, at der er nogle mere erotiske passager, jeg virkelig godt kunne have været foruden. Der er øjeblikke, der fungerer rigtig godt og beskriver karakterer, og så er der desværre også et par situationer, der virkede forcerede og rev mig helt ud af fortællingen.

Det er min eneste reelle anke og mere negative oplevelse med Willumsens slagteri. Til gengæld fylder den også en del, så vi ender på 3 solide splatter.

FAKTA

ISBN: 9788776160883
Sideantal: 532 sider
Redaktion: Louise Jonasson
Forfattere: Alice Aagaard og Peter Pedersen
Omslag: Peter Pedersen & Helene Kirkegaard
Udgivelsesdato: 29. marts 2024

Plot

Willumsens slagteri handler om tre personer, som for nyligt er flyttet til udkantsbyen Ilinghøj. Tilflytterne erfarer hurtigt, at den ellers tilforladelige by gemmer på et hav af hemmeligheder, herunder et hjemsøgt slagteri, og de finder pludselig sig selv fanget i et paranormalt, mørkt og ikke mindst farligt bysamfund.